Fader vor

Ambitiøs roman om personlighedsforstyrrelse, vrangforestillinger og overgreb indeholder flotte, stemningsfulde passager, men mest af alt bevæger den sig rundt på overfladen.

’Fader vor’ er overfladeramt, fordi den i høj grad består af (over)forklaringer, f.eks. når gestik og mimik skal underbygge en stemning, som når patienten tager sig til hovedet, og lægen trykker knoerne mod hinanden for at underbygge sin egen troværdighed. Fordi det fortælletekniske fylder så meget, lærer jeg aldrig bogens hovedperson Eva Gruber godt nok at kende til, at hun kan røre mig.

Eva har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og i bogens begyndelse bliver hun tvangsindlagt på en psykiatrisk klinik i Wien. Angiveligt har hun skudt en børnehaveklasse, og samme historie fortæller hun overlægen Korb, som hun har mange samtaler med bag en låst dør.

Eva spræller og råber og er en kugle af hård gestik. Hun er kalkuleret, selvskadende og finder sig ikke i ret meget. Mindst af alt i, at hendes bror Bernhard ikke har oplevet retfærdighed. Tilfældigvis(?) er Bernhard indlagt på samme klinik som Eva med en svær spiseforstyrrelse, og det er da meget smart, eftersom Eva mener, at kun hun kan slippe ham fri – også selvom han frabeder sig hendes hjælp.

Eva mener at opsnappe små tegn hos overlæge Korb på, at hun skal gennemføre sin plan om at flygte fra klinikken sammen med sin bror. Virkeligheden er selvfølgelig en anden. Generelt er dynamikken mellem Eva og Korb overraskende og ikke helt til at forstå, men om Korb virker utroværdig, fordi han ses gennem Evas øjne, fordi forfatteren har villet det, eller om det er et uheld, kan jeg ikke beslutte mig for. Sådan er der spørgsmål mange steder i bogen, som muligvis er søsat fra vrangforestillingens sted, og dette virkelighedspuslespil fungerer fint.

Den kristne tro kan ikke bruges til ret meget, når man af samfundet er dømt for anderledes til at færdes frit. Også romantitlens kristent troende appel afmonteres med en henvisning til Eva og Bernhards kødelige far, der dengang for længe siden blev lidt for interesseret i at besøge sine børn i deres senge sent om aftenen … For det skal han selvfølgelig straffes af den voksne Eva.

Spørger man Eva, er den kristne tro ikke åben for alle, så hun kan kun gå ét sted hen med sin skyldfølelse: først indad i vrangforestillingen og siden udad med reaktionen. Hun tænker: ”(…) den største straf: at jeg skal tilbringe hvert eneste øjeblik af mit liv med mig selv. Og det gør mig ondt for min familie, at det var dem, der fik mig.”.

Med en hovedperson, der ser virkeligheden på sin helt egen måde, er der ingen grænser for, hvad der kan ske, og mod slutningen trævles det hele op for Eva i takt med, at virkeligheden syer sig bedre og bedre fast, og uhyggen blottes. Måske skulle romanen hellere have været en full-blown krimi eller spændingsroman.

For romanen vandt Angela Lehner Østrigs store debutantpris i 2019.