Broen

Kan en lille gris stole på en ulv med store tænder? Eva Lindstrøms skæve og sælsomme billedbog pirker til både fantasi og fordomme.

Det er en smule syret, og utrygheden siver praktisk talt ud gennem siderne i denne originale og overraskende historie. Den sælsomme og lidt uhyggelige stemning medvirker til, at nysgerrigheden og fantasien kommer på arbejde. Fortalt i et kortknapt sprog og et minimalistisk billedunivers er 'Broen' oplagt til dialogisk læsning og kan ryste samtaler om fordomme, tillid, ensomhed eller noget helt fjerde af sig.

En lille gris er vej gennem en skov i sin bil, da en stor ulv passer den op og meddeler, at broen forude er lukket. Det kan godt tage et stykke tid, mener ulven, så grisen inviteres med hjem til ulvens kone. De drikker kaffe og snakker i stuen. Så er broen åben igen, meddeler ulven, og de vinker fra vinduet, da grisen kører videre. Grisen møder siden en ørn, som siger, der ingen bro er.

Eva Lindstrøm kan noget særligt med at skabe en underspillet stemning. Historien er fortalt med få sætninger, så man lægger ekstra mærke til ordvalget og dialogen mellem grisen og ulveparret. Billedsiden føles samtidig så underligt tom og forladt, og man lægger uvilkårligt ekstra mærke til de få ting, der er der. Hvad betyder det, at ulveparret har et billede af en bro hængende i stuen, eller at de kan se en økse i en huggeblok gennem vinduet? Det bidrager alt sammen til at få sat de små grå i sving.

Det lyder spøjst, men jeg kan på det varmeste anbefale 'Broen', som udstiller vores fordomme og forestillinger om andre. Der sker ikke noget voldsomt, og det uhyggelige foregår kun inde i hovedet på læseren. Bliver I lige så begejstrede som jeg er for denne historie, kan jeg også anbefale Eli Hovdens Det var ikke en busk, som spiller på nogle af de samme tangenter.