Bog

Plastiksuppe

Af (
2018
)

Anmeldelse

Plastiksuppe af Andy Engel og Judith Koppens

08 jul.19

Farverig børnebog behandler et af tidens aktuelle emner, menneskers (over-) forbrug af plastik. Man får dog fornemmelsen af, at dyrene i bogen ikke ville eksistere på papiret uden klimakrisen.

'Plasticsuppe' handler om klimaproblematikker og er velegnet som højtlæsning for små børn fra 4-6 år. Det kan være uhyggeligt for børn at høre om og se, hvad forurening kan gøre af skade på naturen. Plastik i havene kan være nok til at give nogle børn mareridt, hvis de får lov at se lidt af nyhederne eller en tilfældig naturdokumentar om livet i havet. Men her bliver vi oplyst uden at blive rigtig bange, og vi får at vide, hvad vi konkret kan gøre for at hjælpe.

Handlingen udspiller sig på en sommerdag, hvor en flok venner tager til stranden for at nyde en dag ved vandet. Da vennerne Frø og Ræv går i vandet, finder de plastikaffald, der flyder rundt i havet. Pindsvin, der lige har læst avisen, kan fortælle sine venner, at det hedder plastiksuppe og er skadeligt for naturen. Efter at have konkluderet, at vi alle skal bruge mindre plastik, har de nu helt mistet lysten til at bade. Da de vil flyve med drage i stedet for, opdager de, at dragen er blevet ødelagt, og nu er gode råd dyre. Heldigvis finder Frø på noget; plastikposen, de fandt i vandet, og Dues medbragte plastikposer kan blive genbrugt og blive til nye drager, så dagen ender godt til sidst.

Denne bog minder mig lidt om min barndom, hvor forurening også var et stort emne. Jeg tænker her på bøger som ’Barbapapa redder dyrene’ af Annette Tison og ’Dinosaurerne - og alt det skrammel’ af Michael Foreman. Mit indtryk er dog, at disse forfattere lagde mere vægt på historien, et område, jeg synes er ret vigtigt for en børnebog. Det er, som om forfatterne her har haft mere fokus på emnet end på historien, og det går ud over det samlede resultat, synes jeg. Historien fænger aldrig rigtig læseren, og personerne er lidt flade.

Man har på fornemmelsen, at dyrene i denne bog ikke ville eksistere på papiret, hvis ikke der var klimakrise. Personerne er ikke helt fyldt ud, og det føles som en tabt mulighed. Men bogen er med sine klare farver meget flot og forfriskende at se på og en god måde at præsentere sit barn for et aktuelt emne.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Emily Melsen Jørgensen
Graphic
Nynke Talsma
ISBN
978-87-406-5306-9
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer