Bog

Million dollar baby

Af (
2005
)

Anmeldelse

Million dollar baby af F. X. Toole

01 jun.06
Skribent

7 noveller om boksning, der giver anbefaleren lyst til at gå til boksekampe; med sin detaljerigdom er ”Million Dollar Baby” en fremragende introduktion til boksesporten. Og så er den godt skrevet!

Anbefalet af bibliotekar Claus Willumsen, Holbæk Bibliotek

Her får vi  boksesporten set fra en cut mans vinkel (det er ham, der lapper bokseren sammen imellem omgangene). F X Toole – eller Jerry Boyd som han hed rigtigt – var boksetræner i mange år, og han skriver, så Joe Louis roterer i graven af bar fryd.

Novellerne emmer af træningslokale, blod, sved og tårer. Den mest kendte novelle er ”Million Dollar Baby” (filmatiseret af Clint Eastwood) om Maggie, der i en sen alder begynder at træne hos den modvillige træner Frankie, og som går en grum skæbne i møde, da hun er ved at nå toppen. Og den novelle fanger essensen af F X Toole.

Historien om Maggie og Frankie fortælles i et smukt, enkelt, men knaldhårdt sprog. Der gives ikke ved dørene, man får bokseverdens rå virkelighed serveret direkte – BANG – lige i fjæset. Tonen er rå, mænd er mænd og kvinder en sjældenhed, men man fornemmer klart, at her er en forfatter, der ved, hvad han taler om, og at han elsker det, han taler om.

Bogens andre noveller kredser om snyd og bedrag, drømme og håb inden for dén bokseverden, man ikke ser meget til i tv. Dette er de hårdtarbejdende trænere, cut men, boksere og alt-mulig-mænd, man følger her, ikke den glitrende facade, man ser på fjernsynet, når der bokses titelkampe i et af de utallige bokseforbund.

I en af novellerne kører træneren selv sin bokser til kamp i en gammel smadderkasse.

Der er ingen i disse noveller, der bliver rige på boksningen. Bokserne bliver taget ved næsen af managers; cut men bliver underbetalt for at lappe boksere sammen med gammel adrenalin, og alle kæmper for at holde skindet på næsen.

Jeg kan kun sige én ting: læs ”Million Dollar Baby” eller få et par på trynen!


Oversat fra amerikansk af Jan Pock-Steen efter 'Million dollar baby'. People's Press, 2005. - 259 sider

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Faustnummer
25716418
ISBN
9788791518973
Antal sider
259

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer