Frontløberen

Harlan Brown er tidligere marinesoldat og løbetræner. Og bøsse. I 70’ernes USA er det ikke en populær cocktail, og han lever i ubemærkethed på et liberalt college. Her træner han middelmådige hold, indtil tre unge mænd dukker op. De er lovende løbere af en helt anden klasse end den, Harlan er vant til at arbejde med.

De tre unge mænd har opsøgt Harlan Brown, fordi de ved, han er den eneste, der måske vil hjælpe dem: de er blevet sat af deres collegehold, fordi træneren opdagede, at de var bøsser. Harlan kan ikke sige nej til at yde dem den hjælp, han selv fik, da han fik job på Prescott College efter en fyring på samme grundlag, og han optager dem på sit hold. På den betingelse, at de skal gå stille med dørene – både for deres og hans skyld.

Det er oplægget til Patricia Nell Warrens roman, der udkom i 1977. Sammenblandingen af det mest maskuline af alt, sporten, og skildringen af en homoseksuel kærlighedsaffære vakte opsigt og skabte diskussion i såvel hetero- som homoseksuelle miljøer. I konservative kredse var det yderst upopulært at antyde, at gode amerikanske sportsfolk – endda mænd, der repræsenterede USA ved de olympiske lege – kunne lide at pille ved hinanden og det er værre i omklædningsrummet. I homoseksuelle miljøer blev bogen derimod kritiseret for at være for konform, for at rette sig ind efter heteroseksuelle normer og mønstre.

Romanen foregår i en tid, hvor bøsser stadig betragtedes som enten perverse eller simpelthen som feminine, degenererede skabninger, der med deres blotte tilstedeværelse var i stand til at forgifte unge uskyldige sind.

Deraf Harlans fyring, deraf de tre løberes bortvisning, der officielt forklares med ”disciplinærproblemer”. Og så er det desuden en tid, hvor amatøren stadig var den bærende kraft i idrættens verden. Professionelle idrætsudøvere kunne ikke deltage i OL for USA, og det er et af bogens undertemaer.

Først og fremmest er romanen en kærlighedshistorie, for det varer ikke længe, før den barske Harlan forelsker sig i Billy Sive, den mest talentfulde af de tre atleter. Harlan holder imidlertid sin seksualitet for sig selv, og han holder fast i hypermaskuline reaktionsmønstre.

Ingen følsomhed og løse håndled til ham, og han er ikke det fjerneste interesseret i at blive en frontløber i kampen for homoseksuelles rettigheder. Men kærligheden til Billy ændrer det synspunkt, for Billy har et afslappet forhold til sin seksualitet, og han ønsker ikke at leve i skjul, end ikke af praktiske årsager, som Harlan så længe har praktiseret.

Deres forskellighed illustreres i løbetermer. Der findes to slags løbere: frontløbere og sparkere. Frontløberne lægger sig selvfølgelig i front fra starten, mens sparkerne ligger længere nede i feltet og sparer på kræfterne til den afgørende spurt. Billy er en frontløber, både som løber og som person, hvor Harlan er en sparker, der lurepasser, indtil han er tvunget af omstændighederne til at spurte.

Da Billy kvalificerer sig til OL i 1976, er Fanden løs i Laksegade, for da er rygterne for længst begyndt at florere i løbeverdenen. Hadet mod Billy vokser og vokser, til det kulminerer i, at Billy bliver skudt, mens han er i fuld gang med at vinde sin anden guldmedalje.

Det er skismaet mellem Harlans patriotisme, hans ønske om at tjene sit land, og det selv samme lands afvisning af ham og Billy, der er romanens centrale ømme punkt: ”Jeg var stadig dybt patriotisk og elskede fanen, og troede på, at Amerika havde en mission. Men i min patriotisme var der blevet sået en dyb bekymring for de menneskelige mangler i mit land […]”. Ironisk nok er det netop en forvrænget patriotisme, der gør en ende på Billys liv.

Det, at en erklæret homoseksuel skal repræsentere USA er utænkeligt, det er at besudle det amerikanske flag, og paradoksalt nok forstår Harlan hans bevæggrunde: ”Han og jeg var udsprunget af samme amerikanske rod,” konstaterer den tidligere marinesoldat lakonisk om sin elskedes morder.

I romanens univers er Billys død med til at ændre holdninger. Det groteske og chokerende i drabet er en øjenåbner for mange, der har beundret Billy, bøsse eller ej. Tanken med romanen er naturligvis den samme.

I dag har 'Frontløberen' ikke den chok-effekt, som den havde ved udgivelsen, men dens temaer er stadig vedkommende – for hvor mange åbenlyst homoseksuelle sportsudøvere ser man egentlig? Findes der f.eks. én eneste erklæret bøsse i Superligaen? Eller i den lokale idrætsklub? Hvordan ville forældrene reagere, hvis deres dreng skulle undervises af en homoseksuel træner?

I 1994 skrev Patricia Nell Warren en fortsættelse, der dog ikke ganske har sin forgængers kvaliteter. Hvad der bærer den oprindelige roman er nemlig ikke så meget det politiske manifest, men derimod en kærlighedshistorie af klassisk tilsnit.

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen