Gru og skæmt går hånd i hånd i Rune T. Kiddes 'Julius’ afsind', der ikke ligner noget som helst andet i dansk litteratur.
Udtrykket ”tusindkunstner” kommer til sin fulde ret, når det gælder Rune T. Kidde. Han har en enorm produktion af tegneserier bag sig, og han har bl.a. givet sit bidrag til den litterære tradition med tegneserieklassikere som 'Litterærlige klassikere' og 'Den lilla møghætte og pulven'. Men han har også lavet børnebøger, digte, eventyr, cd’er, romaner, biografier og humoristiske bøger. Han har arbejdet for Danmarks Radio i ti år og har skrevet til både tv, opera, teater og film. I 2009 udkom 'Julius’ afsind', der af forlaget blev lanceret som Rune T. Kiddes bud på en krimi.
'Julius’ afsind' er ikke en krimi. Der er masser af mord i romanen, langt flere end en traditionel krimi kan bære, men der er ingen mordgåde. Der er ingen tvivl om, hvem der udfører mordene, og slutningen afsløres midtvejs, så der er ikke meget at komme efter for en opklarende detektiv eller en mysterieknækkende læser. I stedet har romanen langt mere til fælles med horrorgenren og lægger ud som en relativt harmonisk barndomsidyl i beskrivelsen af det nære venskab mellem fortælleren Christian og den ensomme, drømmende Julius. Men idyllen har små sprækker, som bl.a. viser sig i Julius’ delvist skæmtende mordforsøg på Christian. Sprækkerne vokser sig langsomt større og større, indtil vanviddet udfolder sig i groteske scenarier og mord, blod og afskårne lemmer flyver hen over siderne.
Det er vanskeligt at genrebestemme 'Julius’ afsind'. Romanen opbygger ikke, som det forventes af en kriminalroman, et realistisk univers. I stedet balancerer romanen på kanten af de mere magiske genrer. Eventyrets formulariske brug af tal udfolder sig hos Kidde i scener, hvor Julius maler et maleri i syv lag, hvoraf de seks er identiske. Senere afvaskes lagene et for et, indtil det oprindelige maleri er afdækket. Men hvor eventyret ofte beskæftiger sig med det, mennesket længes efter og drømmer om, er det i 'Julius’ afsind' i stedet gruen og rædslen, der er motor for fortællingen. Derfor ligger romanen, specielt i de afsluttende vanvidssekvenser, hvor det vrimler med dobbeltgængere og spøgelser, tættere op ad den gotiske genre. Dog forankres det gotiske konkret i 'Julius’ afsind' og dermed i det psykologiske, frem for at udfolde sin egen modvirkelighed fuldt ud, som det typisk ses i et gotisk univers, fx Mary Shelleys 'Frankenstein'-klassiker fra 1818.
Julius og Christian er på mange måder hinandens modsætninger. Christian repræsenterer menneskets pæne sider. Han oplever tryghed som barn og holder sig inden for det normales rammer og får uddannelse, kone og børn. Julius oplever derimod svigt og får et udsvævende, drømmende liv uden faste holdepunkter. Han lever dels af en arv, og dels af indtægter fra sine kunstmalerier, der alle portrætterer den samme hvide klovn. Han plages af depressioner, og hans sorte sind tiltrækkes af døden. Selv om det er Christian, der fortæller, er det Julius’ historie, der skildres. Læseren får ikke meget at vide om Christian, men til gengæld er Christian i stand til at fortælle fra Julius’ synsvinkel. Christian er det normale fikspunkt, hvorfra vanviddet skildres, men hans evne til at skildre det indefra viser den nære forbundethed mellem de to venner, der begge repræsenterer hinandens skyggesider. Det er et næsten klassisk 'Dr. Jekyll & Mr. Hyde' grundskema. Det er i dette samspil mellem de to karakterer, der nærmer sig en mental symbiose, at romanen præsterer et grundigt psykologisk gys. Det underbygges af, at brugen af pronominer enkelte steder forskydes, så det bliver uklart for læseren, hvem der er hvem.
Sprogligt har romanen et overskud af fantasi og fortælleglæde. Den sproglige leg lyser op fra hver eneste side med fabulerende indfald og poetiske og gakkede sammenligninger. Det giver historien sit eget liv med en sprogtone, der ligger op ad det skæmtende. Som fortæller er Rune T. Kidde en drillepind, og romanen ligner ganske enkelt ikke noget andet i dansk litteratur. Den er svær at genrebestemme; der er en usædvanlig brug af fortællesynsvinkel; og gru og skæmt går hånd i hånd. Som roman vil den derfor indtage positionen som både unikum og outsider i forhold til den øvrige litteratur.
Et andet eksempel på en forfatter, der har givet efter for lysten til legen med krimigenren, er Pia Juul. I 'Mordet på Halland' sættes det store politimaskineri i gang, og skeletter dejser ud af skabe, mens opklaringen glider dybere ind i formørkelsen, og fortælleren drillende tager læseren ved næsen.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer