Julius' afsind af Rune T. Kidde

En uafrystelig bog om det menneskelige sind skrevet i et sjældent uortodokst sprog.

Jeg har aldrig før læst noget lignende. Aldrig, både indhold og stil er nyt og anderledes.

Historien er dybt foruroligende og leder tankerne hen til tegneserien, ’Man siger så meget’ fra 1980, fra dengang forfatteren kunne se: Enkle, ekspressive tegninger med uafrystelige udsagn, der vender vrangen ud på den menneskelige sjæl.

Formen er anderledes, de enkle tegninger er nu forvandlet til lange slyngede sætninger. Til tider så poetiske at de kunne skrives ud i vers: ”Hun bar sommerfuglevinger midt i nålenes nat, (/)hvor blyklokker kimede til gøglertagfat. (/)Det sluttede aldrig. Det gik aldrig i gang. (/)Hele skuespillet blev inden i Julius gentaget i en uendelig sang.”

Det uortodokse billedsprog kan virke søgt, men virker i denne rablende roman, og det afspejler tydeligt hovedpersonens sindstilstand: ”Uden for murene hører vi fjerne kompressorhorns gjald og den insektagtige summen af formummet maskineri. Underlige livstegn pulserer uden for Julius’ lille, livsbefængte habitat” eller ”Vandhanen dryppede lykkeligt. Der stod smilende opvask i vasken”.

Julius og bogens fortæller, Christian, er venner, bedstevenner siden barndommen til trods for at Julius jævnligt forsøger at slå Christian ihjel. Som han slår alt muligt omkring sig ihjel, fra kanariefugle til moren. Han har i det hele taget en problematisk barndom, modsat Christian hvis faste holdepunkt i tilværelsen er moren, der venter med boller og kakao, når han kommer hjem fra skole.

To meget forskellige menneskeskæbner. Christian tager en uddannelse, gifter sig, får børn etc., mens Julius rejser ud, opholder sig i Sydamerika, sejler – altid med en stribe af dødsfald efter sig.

Hjemvendt begynder han at male; en hvid klovn, altid den samme hvide klovn. Hans liv væves sammen med Christians på en måde, så man er i tvivl om at det virkelig er to personer. Den sidste hæsblæsende episode gentages og gentages med Julius og forskellige med/modspillere, en slags katarsis, hvis udgang er ligeså voldsom som bogen.

På trods af de mange dødsfald er ’Julius’ afsind’ ikke en krimi. Hvad det så er, skal jeg ikke kunne sige, det er noget helt nyt og anderledes, som fortjener at blive læst. Selv om man sidder tilbage og tænker: ”Hvad er det her for noget?” En uafrystelig bog.