Det halve barn

Konsekvenserne af en ufærdig barndom: den stille dreng, Jørns forgæves forsøg på at blive accepteret af moderen, er en forstemmende oplevelse.

Den voksne Jørn holder et spejl op foran sig selv og ser sig selv som 4-5 årig, siddende på en stol: han kan ikke nå ned med benene, men sidder og dingler og forekommer at være usikker og skræmt. Hvorfor er han det?

Forfatteren fører læseren ind i et traumatiseret barnligt univers, skabt af moderen og hendes manglende evne til at elske drengen.
Tidsmæssigt er Jørn et barn fra 1950’erne, opvokset på Bangsbostrand hos sin mor og far. Hans første erindringer gælder en uhyggelig gammel oldemor, som skræmte ham ved at gribe fat i ham med sine knoglede hænder og hæst spørge: hvis barn er du egentlig?

Hans søgen efter en identitet og bekræftelse hos moderen er et gennemgående tema i den korte roman. Drengen oplever moderens isolation som en hindring for at komme i kontakt med den øvrige verden i boligblokken, Ågården, kaldet Pjaltenborg!

Han er den stille, iagttagende, som kan drive moderen til vanvid. Uanset om han tavst iagttager hende, eller om han snakker løs, er hun irriteret på ham. Hun føler sig lukket ude fra de omkringboende, som holder hende under observation fra alle deres gadespejle. Moderen er ikke lydhør over for Jørn, men tværtimod mistænksom over for ham, og hun viser ham ingen hengivenhed.

Gennem sit voksenliv har Jørn levet på den opfattelse, at der godt kunne være kommet noget mere helstøbt ud af ham. Han har siden sin barndom følt sig som et halvt barn, ufærdig, ikke velskabt. For at kompensere for denne forladthed er han gennem sit liv blevet fulgt af sin anden halvdel.

Hallers præcise og velskrevne bog efterlader læseren med en ubehagelig fornemmelse: Jørn er blevet udsat for en uhyggelig grad af omsorgssvigt.

Høst, 2000. 119 sider