Først ved livets ende

Bent Haller har skrevet en krævende roman om alderdom og tilværelsens ulidelige gentagelser.

Jeg er som regel meget begejstret for Bent Haller, og synes han er en af Danmarks bedste til at lade oversete stemmer få taletid, som når han i Fuldmånen stille sejler fortæller om Rigmor og hendes bortadopterede børn, eller i Rakkerpakhuset tager os med tilbage til 1950’ernes Danmark. Desværre må jeg med det samme tilstå, at jeg ikke er lige så begejstret for denne roman, som også griber fat i en overset befolkningsgruppe, nemlig beboerne på plejehjemmet Sorgenfri.

Som Jyllandspostens anmelder skrev, kan livet på plejehjemmet betragtes som et afdansningsbal. Inden der bydes op til den sidste dans, gennemlever beboerne en hvirvlende strøm af minder, som hulter til bulter og i løsrevne scener tegner et fragmentarisk billede af de levede liv.

Minderne bliver til ord, da en velmenende ansat tilbyder plejehjemmets beboere et kursus i tekstbehandling, og meningen er, at de ældre skal skrive deres livshistorier ned, mens de lærer at bruge computeren. De forlader dog hurtigt computeren, og i stedet skrives historierne ned i hæfter, på huskeblokke og sågar på vægge og lofter.

Romanen følger særligt tre af Sorgenfris beboere. Bulldozeren, som har fået tilnavnet, fordi hun kører ind i alt med sin rollator. Hun holder et særligt øje med Okkenalen, der minder hende om hendes brutale, nu afdøde ægtemand, og de to overvåges af Strømeren, en tidligere betjent, som er overbevist om, at Bulldozeren planlægger at myrde Okkenalen.

Deres beretninger glider ind og ud af hinanden i en lang strøm af minder, og ikke engang den, der fortæller, har helt styr på fortællingen. Var det nu Marie, der blev gift med Per, og hvem var det Svend stak af fra? Fortællingerne er uden begyndelse og uden ende, og handler mestendels om kampen mellem Han og Hun, om ægteskaber fyldt med fjendskab, om forspildte chancer og frustrationer, og om vrede og indeklemt sorg. En deprimerende fremstilling af livet, hvor mobning og ondskabsfuldhed er faste bestanddele.

Først ved livets ende er en krævende roman. Bent Haller skriver i en lang bevidsthedsstrøm, hvor det er vanskeligt at følge, hvem der fortæller hvad. Jeg blev desværre slet ikke fanget af skrivestilen, som mere irriterede end pirrede mig, og gjorde læsningen til pligt frem for lyst.

Forlaget kalder romanen for en rablende, tragikomisk fortælling om alderdom og tilværelsens ulidelige gentagelser. Jeg blev desværre ikke grebet af ”galskaben”.

Skrevet af Jette S. F. Holst, Horsens Bibliotek