Fuldmånen stille sejler

En tragisk kvindeskæbne danner baggrund for Bent Hallers nyeste roman om svigt og kærlighed blandt samfundets randeksistenser.

Den demente Rigmor ligger for døden. Hun har tilsyneladende ingen familie, og den eneste, som interesserer sig for hende, er sundhedsassistenten Ghana, som er overbevist om, at Rigmor forstår meget mere, end lægerne tror. Så hun taler altid med Rigmor, og da det nærmer sig slutningen, opdager hun, at Rigmor ikke er så alene, som man troede. Faktisk har hun ikke mindre end syv børn, som alle er blevet bortadopteret. Herefter opruller fortællingen om Rigmors liv sig gennem Rigmors minder og med afstikkere ud til børnenes liv.

Bent Haller er en dygtig fortæller, og han formår som få at fortælle om de svage og forhutlede i samfundet. I 'Fuldmånen stiller sejler' giver han os en kvindeskæbne, som fra starten har odds imod sig, og som det aldrig rigtig lykkes for at finde lykken.

Det kan måske nok være svært at forstå en kvinde som Rigmor, der i al sin elendighed ikke har overskud til at tage sig af sine børn. Og hvor man til dels kan forstå, at hun bortadopterer dem fra starten, så er det sværere at forstå, hvordan hun kan afvise dem i døren, når de dukker op igen. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at Rigmor inderst inde følte noget for alle børnene, og havde hendes livsomstændigheder været bedre, kunne alt være blevet anderledes.

'Fuldmånen stiller sejler' er barsk læsning. Ikke alene har Rigmor haft et hårdt liv, men mange af hendes børn må også kæmpe sig igennem tilværelsen efter den voldsomme begyndelse. Slutningen giver dog et glimt af håb, og jeg følte mig fortrøstningsfuld på både børnenes og Rigmors vegne.

På trods af det triste emne er Bent Hallers nyeste roman så absolut værd at læse. Han gør sine personer levende, så deres skæbner trænger ind i læserens bevidsthed og bider sig fast der, længe efter at bogen er lagt væk. En klar anbefaling herfra.