I 2020 bringer bibliotekerne danskerne i nærkontakt med naturen. Nye farverige tilbud - og et samarbejde med bl.a. DR - viser dig vejen ud til vild og vidunderlig natur.
Foråret 2020 er blevet ganske anderledes, end de fleste nok havde forudset. Med Danmark i karantæne og danskerne på afstand af hinanden, er der mere end nogensinde behov for tilbud og aktiviteter, der kan tage den værste isolationskuller.
I 2020 har de danske biblioteker indgået et partnerskab med DR og de danske frilufts- og naturorganisationer om at sætte fokus på naturen. For lige i øjeblikket er der intet sted som naturen, der tilbyder os albuerum, oplevelser, frisk luft og nye aktiviteter til hverdagen - samtidig med, at vi kan overholde opfordringen om at overholde afstand til hinanden.
#Voresnatur hedder den fælles naturkampagne, og især på bibliotekernes digitale platforme vil du kunne møde et væld af inspiration, litteratur og initiativer til aktivitet og fordybelse. Vores ambition er intet mindre end at flytte både fødder, sind og holdninger til den natur, der nu er blevet vores redning og - for mange - favoritdestination.
Fem centrale naturtyper (i fagsprog, biotoper) er omdrejningspunktet for oplevelser: Skoven, havet og kysterne, søer og vandløb, det åbne land og naturen i byen. Hver biotop vil få sin egen uge på DR's sendeflader, og du kan bruge biblioteket til at fordybe dig i det, du ser på DR.
Af Jes Folden Hyldig, Aalborg Bibliotekerne
Kommentarer