Lyrik går tæt på det menneskelige

Med sine korte associationsrækker og intens billedrigdom spejler lyrikken den udfordring, det er at være menneske. Dens væsen ligner det menneskelige.

Hvordan kan en genre så være menneskelig? I artiklen POESI. ET NYT BLIK AT SE MED skriver digteren Pia Tafdrup sådan her om at læse digte:

”Man vågner op, ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, som den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde…”

Tafdrup ser mennesket som et tænkende dyr, der ikke kan leve UDEN at tænke. Vi lever af at tænke, og at læse lyrik er at som at se verden med nye briller, et nyt syn og en ny bevidsthed. Og den slags er ikke kun sundt for det menneskelige sind. Det er også værdifuldt fra et erhvervs- og samfundsmæssigt synspunkt.

Netop lyrikkens betydning for samfundet er omdrejningspunktet for Inge-Helene Flys artikel Hvad skal vi med digte?. Fly, der er tidligere formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening, spørger bl.a. om vi har råd til den og pointerer i artiklen, at ”digterne sætter fingeren på de ømme steder, på svaghederne ved og i vores samfund,” hvormed den er ”med til at præge vores kultur på samfundsniveau.” ”Vi citerer digte i taler ved bryllupper og ved begravelser… Digte vil os noget som mennesker…”

Det menneskelige har nytte i et samfund, hvor maskiner ofte er den primære samtalepartner i løbet af en arbejdsdag. Lyrikken kan støtte op om, at mennesker forbliver menneskelige. Den kan huske dig på at se op en gang imellem.

Når poesien, lyrikken og digtene handler så meget om at være menneske, at det for nogen bliver for meget (i ved hvad jeg mener), skal vi holde fast i, at digte ikke skal læses af pligt, lov eller befaling. De skal læses af lyst, nysgerrighed og nødvendighed. Tag et enkelt mens du venter på bussen eller når du står i kø og alligevel ville have tjekket dit facebook-feed på mobilen.

Hvor du skal starte, får du svar på i det frodige og livsbekræftende udvalg af dansk lyrik, som temaet byder på.

Skitseret meget kort sker der det, at Klaus Rifbjerg skriver om fødslen og brus i grønne flasker, mens Knud Sørensen og Charlotte Strandgaard skriver om, hvordan man i alderdommen nærmer sig en kløft eller en begrænsning seksuelt såvel som på en tidslinje. Pia Tafdrup og Bjørn Rasmussen, men vel også Rolf Sparre Johansson skriver om faderskabet, tabet eller tilblivelsen. Theis Ørntoft griber om hvileløsheden og det digitale samfund. Caspar Eric tager handikappets tabuer op til forhandling. Sternberg giver eksempler på ekstra depressiv tænkning med stænk af humor og Mads Mygind stiller spørgsmål ved, hvordan vi taler om verden, ikke mindst hvis man er politiker.