LYT - en podcast om lyrik taler i mødet med en stribe danske digtere lyrikken ned i øjenhøjde. Mød Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Klaus Høeck, der fortæller om deres lyrik og folder digtningen ud på nye måder.
Tema
Lyrik går tæt på det menneskelige

Med sine korte associationsrækker og intense billedrigdom spejler lyrikken den udfordring, det er at være menneske. Dens væsen ligner det menneskelige.
Hvordan kan en genre så være menneskelig? I artiklen POESI. ET NYT BLIK AT SE MED skriver digteren Pia Tafdrup sådan her om at læse digte:
”Man vågner op, ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, som den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde…”
Tafdrup ser mennesket som et tænkende dyr, der ikke kan leve UDEN at tænke. Vi lever af at tænke, og at læse lyrik er at som at se verden med nye briller, et nyt syn og en ny bevidsthed. Og den slags er ikke kun sundt for det menneskelige sind. Det er også værdifuldt fra et erhvervs- og samfundsmæssigt synspunkt.
Netop lyrikkens betydning for samfundet er omdrejningspunktet for Inge-Helene Flys artikel Hvad skal vi med digte?. Fly, der er tidligere formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening, spørger bl.a. om vi har råd til den og pointerer i artiklen, at ”digterne sætter fingeren på de ømme steder, på svaghederne ved og i vores samfund,” hvormed den er ”med til at præge vores kultur på samfundsniveau.” ”Vi citerer digte i taler ved bryllupper og ved begravelser… Digte vil os noget som mennesker…”
Det menneskelige har nytte i et samfund, hvor maskiner ofte er den primære samtalepartner i løbet af en arbejdsdag. Lyrikken kan støtte op om, at mennesker forbliver menneskelige. Den kan huske dig på at se op en gang imellem.
Når poesien, lyrikken og digtene handler så meget om at være menneske, at det for nogen bliver for meget (i ved hvad jeg mener), skal vi holde fast i, at digte ikke skal læses af pligt, lov eller befaling. De skal læses af lyst, nysgerrighed og nødvendighed. Tag et enkelt mens du venter på bussen eller når du står i kø og alligevel ville have tjekket dit facebook-feed på mobilen.
Hvor du skal starte, får du svar på i det frodige og livsbekræftende udvalg af dansk lyrik, som temaet byder på.
Skitseret meget kort sker der det, at Klaus Rifbjerg skriver om fødslen og brus i grønne flasker, mens Knud Sørensen og Charlotte Strandgaard skriver om, hvordan man i alderdommen nærmer sig en kløft eller en begrænsning seksuelt såvel som på en tidslinje. Pia Tafdrup og Bjørn Rasmussen, men vel også Rolf Sparre Johansson skriver om faderskabet, tabet eller tilblivelsen. Theis Ørntoft griber om hvileløsheden og det digitale samfund. Caspar Eric tager handikappets tabuer op til forhandling. Sternberg giver eksempler på ekstra depressiv tænkning med stænk af humor og Mads Mygind stiller spørgsmål ved, hvordan vi taler om verden, ikke mindst hvis man er politiker.

Med sine korte associationsrækker og intense billedrigdom spejler lyrikken den udfordring, det er at være menneske. Dens væsen ligner det menneskelige.
Hvordan kan en genre så være menneskelig? I artiklen POESI. ET NYT BLIK AT SE MED skriver digteren Pia Tafdrup sådan her om at læse digte:
”Man vågner op, ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, som den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde…”
Tafdrup ser mennesket som et tænkende dyr, der ikke kan leve UDEN at tænke. Vi lever af at tænke, og at læse lyrik er at som at se verden med nye briller, et nyt syn og en ny bevidsthed. Og den slags er ikke kun sundt for det menneskelige sind. Det er også værdifuldt fra et erhvervs- og samfundsmæssigt synspunkt.
Netop lyrikkens betydning for samfundet er omdrejningspunktet for Inge-Helene Flys artikel Hvad skal vi med digte?. Fly, der er tidligere formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening, spørger bl.a. om vi har råd til den og pointerer i artiklen, at ”digterne sætter fingeren på de ømme steder, på svaghederne ved og i vores samfund,” hvormed den er ”med til at præge vores kultur på samfundsniveau.” ”Vi citerer digte i taler ved bryllupper og ved begravelser… Digte vil os noget som mennesker…”
Det menneskelige har nytte i et samfund, hvor maskiner ofte er den primære samtalepartner i løbet af en arbejdsdag. Lyrikken kan støtte op om, at mennesker forbliver menneskelige. Den kan huske dig på at se op en gang imellem.
Når poesien, lyrikken og digtene handler så meget om at være menneske, at det for nogen bliver for meget (i ved hvad jeg mener), skal vi holde fast i, at digte ikke skal læses af pligt, lov eller befaling. De skal læses af lyst, nysgerrighed og nødvendighed. Tag et enkelt mens du venter på bussen eller når du står i kø og alligevel ville have tjekket dit facebook-feed på mobilen.
Hvor du skal starte, får du svar på i det frodige og livsbekræftende udvalg af dansk lyrik, som temaet byder på.
Skitseret meget kort sker der det, at Klaus Rifbjerg skriver om fødslen og brus i grønne flasker, mens Knud Sørensen og Charlotte Strandgaard skriver om, hvordan man i alderdommen nærmer sig en kløft eller en begrænsning seksuelt såvel som på en tidslinje. Pia Tafdrup og Bjørn Rasmussen, men vel også Rolf Sparre Johansson skriver om faderskabet, tabet eller tilblivelsen. Theis Ørntoft griber om hvileløsheden og det digitale samfund. Caspar Eric tager handikappets tabuer op til forhandling. Sternberg giver eksempler på ekstra depressiv tænkning med stænk af humor og Mads Mygind stiller spørgsmål ved, hvordan vi taler om verden, ikke mindst hvis man er politiker.
Nyere dansk lyrik
70 digte : et udvalg
Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september
Forberedelse til livet
Så en morgen
Vågent
Vejviseren bløder
Jeg slog min far ihjel
Password
Sol : et digt
Og spøgelser : (Melanin II) : hjemsøgelser
Og tiden i vild tilstand mod min hud
Forsøg på at aflytte et sted i Paris
Gennem dage af hyld og tjørn
Omkring floden Han
Vadehave
Tityrus
Mit smykkeskrin
Min kontrabog
Engang var vinduerne vores
Simple dage
Traballante e postverbale
Moloch : en fortælling om mit raseri
I dag skal vi ikke dø
Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus
Står på tæer under vand
Forbi
Kære søster
Lyden af skyer
Damoklesdrive-in
På Jupiter findes fortiden ikke
- og andre steder : digte
Manta
Aftenblade
Yahya Hassan 2
Mit barn
Den sorte bog (B-sider)
I nat bar jeg Caligula
Til den smukkeste - 117 digte
Digte af Simon Grotrian
Amduat - en iltmaskine
Hvad skal vi med al den skønhed?
Dagene er data
Jubelidiot
Økopoesi - klima og miljø i lyrikken
Nervernes adresse
Står på tæer under vand
Moder vækst
Teotwawki
Digte 2014
Vi er her
Miljødigte : lyriske meditationer om økologisk godt og ondt
Blaffende rum nænnende alt
Ud i det u-løse
Tilbage til unaturen
1,7 tipping point
Fælleden
Mimosa
Inden april
Spor efter fugle
De bedste danske digte
Sommerfugledalen
Poesibog
Lotusøje
Krigere uden vaaben
Kvindesind
Monsieurs monologer
Et sted i verden
Yahya Hassan
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale
Søvn
Vi danskere
Til den lyse morgen
Det nemme og det ensomme
depressionsdigte
Ingenmandsland
Digte 2014
Smagen af stål
Tarkovskijs heste
Hjemfalden
Min lillebror
Turbo
Livets hastighed
Årets bedste danske lyrik 2019
Journal 2019
Digte af Simon Grotrian
Aftenblade
I nat bar jeg Caligula
Til den smukkeste - 117 digte
På Jupiter findes fortiden ikke
Yahya Hassan 2
Manta
Mit barn
Ponyprivilegiet
Den sorte bog (B-sider)
Endnu er dagen ikke spildt
Jubelidiot
Verdens poesidag 21. marts
Artikel
Poesi. Et nyt blik at se med
Digteren Pia Tafdrup fortæller, hvad det at læse digte betyder for hende som digter og som menneske.
Kommentarer