Hvad kan digte, hvad gør digte, og hvad vil digte? Hvor er deres samfundsmæssige relevans? Og hvad skal vi egentlig bruge dem til?
Af Inge-Helene Fly, forfatter og tidligere formand for Lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening
Vi har alle prøvet det, at et par linjer har sat sig fast i vores tanker. De samme linjer fra et digt kører uafbrudt i hovedet på vej til arbejde. Det kan blive direkte ubehageligt, men netop det kan poesien - trænge ind i os, så vi må give ordene opmærksomhed. Ordene betyder noget vigtigt for os, og de vil høres og ses, indtil vi har tappet den betydning, der ligger i dem. Så kan vi komme videre til nye linjer, til nye digte der vil høres, ses og udvide vores horisont.
Hvad kan digte?
Digte kan, i den komprimerede form de har, sætte præcise ord på følelser og stemninger, vi kender fra os selv.
Et eksempel er Tove Ditlevsens digt ”Liljekonval”, hvori hun skriver om sorgen, at den ikke er sød, men derimod bitter som duften fra en liljekonval, der visner i natten. Vi kender den stærke lugt fra liljekonvallen, vi kender alle sorgen i én eller anden form, stor eller lille, kort- eller langvarig. Det er måske et nærtstående familiemedlem, der er død, måske et barn. Eller en ven der er død af kræft. Sorgen fylder os, og vi søger efter ord, der kan give lindring.
Det er tilfredsstillende at få sat ord på en følelse. Det er et menneskeligt kendetegn, at vi gerne vil sætte ord på følelser, så vi bedre kan håndtere dem. Lone Hørslev skriver i Skilsmissedigte om sorgen: ”Med samme heftighed / som når fyren i fjernsynet flækker en mursten / med kanten af hånden, sådan / kan den ramme mig: sorgen.” Det er øjen- og følelsesåbnende at læse om andres følelser og deres fortolkning af dem. Udover større forståelse for andre og deres følelser kan læsning af digte bevirke, at vi bedre kan mærke og sætte ord på vores egne følelser.
Hvad gør digte?
Digte beskæftiger sig tit med de stærke følelser fx glæde, forelskelse, vrede og som nævnt sorg. Det er ”highlights” i følelsesregistret, der er digtenes felt. Og følelserne udtrykkes på en kort og rammende måde – og gerne på en måde, vi ikke før har hørt, måske forbundet med sansninger, vi ikke før har lagt mærke til eller fornemmet.
Søren Ulrik Thomsen skriver i digtet ”Kærlighedsdigt” (det andet ”Kærlighedsdigt”) fra samlingen City Slang: ”Dit hår / jeg driver med vandet / dine øjenbryn / trapperne fortsætter op gennem taget / dine kinder / støvet stiger mod himlen / dine hænder / vandet kaster sig ud over klipperne / dine øjne / fuglene glider mod et skib langt ude / din mund / regnen iler gennem min hud.”
Her bliver den elskede forbundet med naturen og jeg’et på en ny og grænseoverskridende måde. Det er sådan, det er at være opslugt af et andet menneske, det er sådan, det kan være, når forelskelsen pumpes rundt i vores blodbaner og gør os vilde og utilregnelige. Ordene rammer måske den læser, der læser digtet og genkender noget, ordene udvider vores horisont som mennesker, hvis vi er åbne over for dem.
Hvad vil digte?
Vi kan blive klogere på vores samfund og på samfundsindretningen ved at læse digte, der er samfundsvendte. Nogle mener, at man kan ændre samfundet på baggrund af digte; at digte kan være revolutionerende. Det er et åbent spørgsmål, om det er tilfældet, men man kan i hvert fald som læser få indsigt i andre menneskers måde at leve deres liv på, deres værdier og overbevisninger. Det kan være mennesker, man måske ikke omgås til daglig, mennesker man måske ikke ved, hvad tænker og føler.
Yahya Hassan fik et markant gennembrud med digtsamlingen Yahya Hassan i 2013. Mange folk læste digtene for at få et kendskab til en verden og en opvækst, de ikke vidste noget om i forvejen.
Sådan lyder Yahya Hassans digt ”Opkald fra Mellemøsten”: ”Jeg ved ikke hvem de er / tanter og onkler / hvis vi nogensinde har mødtes / har jeg været for lille til at kunne huske det / og nu ringer I via en fjern forbindelse / med krig og solstøv i stemmerne / det går godt på efterskolen / et socialpædagogisk opholdssted”.
Yahya Hassan digte åbner til en virkelighed, de færreste kender til, en virkelighed der eksisterer lige midt i vores samfund, og som vi alle bliver nødt til at forholde os til, hvad enten vi kan lide det eller ej. Hans digte siger ikke noget om, hvordan vi skal forholde os til det subjektive billede, han giver af sin barndom og ungdom. Men digtene er der som en mulighed for den enkelte læser til at forstå en virkelighed, der på samme tid er genkendelig og fremmed, eksotisk og betændt.
Digte og samfund
Det er der mange, der spørger om. Hvad nytter digte? Hvad koster de? Har vi råd til dem? Det er spørgsmål, der bliver stillet i debatten af politikere, debattører og borgere.
Digte er ikke udelukkende til glæde og gavn for den enkelte læser, poesien er også med til at præge vores kultur på samfundsniveau. Vi er alle vokset op med nogle sange og digte, der har gjort indtryk på os - også fordi de havde betydning i det fællesskab, vi var eller er en del af. Der eksisterer en dansk poetisk tradition, som præger os som samfund. Den såkaldte Danske sangskat, (der går tilbage til Grundtvig, ja, længere endnu), påvirker den måde, vi tænker på i dag. Digte og sange er en del af vores identitet. Hvis vi vil forstå os selv som mennesker og samfund, kan vi ikke undvære poesien. Det er ikke kun det, der kan måles og vejes og sættes to streger under, der har værdi i et samfund. Hvis vi skal kunne tale sammen og have noget – værdifuldt – at tale om, skal vi bevare og forny vores kunst og kultur herunder digte, sange og salmer m.m.
Desuden er digte og sange en væsentlig del af en kulturel samtale på tværs af klasser og andre skel i samfundet. Og vi skal gøre det muligt for alle at være med i den kulturelle samtale ved at sikre biblioteker – gerne med levende bibliotekarer – i hele landet. Kunst og kultur – digte og sange – er ikke for de få, men for de mange, ja, for alle der har lyst til at læse og høre betydningsladede ord.
Selvfølgelig er der digtere, der direkte skriver om samfundet. De skriver som regel digte med et kritisk indhold, såkaldt samfundskritiske digte. Der er nok ingen, der vil tage digterne på ordet, men man kan som politiker, debattør og borger godt lytte til digterne, faktisk høre på hvad de har at sige om det samfund, vi alle lever i. Digterne sætter fingeren på de ømme steder, på svaghederne ved og i vores samfund.
Theis Ørntoft skriver i Digte 2014 ”Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om / det var tider, hvor intet skulle begrænse os. / Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål / tænker jeg på apokalypsen / hver gang nogen udtrykker håb for det bestående / får jeg det fysisk dårligt. … Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet / ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker / jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind / jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum / og se boreplatformene komme sejlende / se dem skyde deres flammer op i mørket.”
Hvis man noget forenklet skal udlede hans kritik, handler det om et forvirret samfund, hvor der tilsyneladende ikke er nogen begrænsninger for det enkelte individ, men det er der så alligevel, forstår man, de bliver bare ikke sagt højt. Eller endnu værre: Der bliver løjet fra samfundets side over for borgerne om frit valg på alle hylder, for senere oplever den enkelte, at det er der i virkeligheden ikke.
Digte kan ramme os
Ifølge nogle folk hører kunst herunder poesi til i den øverste halvdel af behovspyramiden. Når de basale menneskelige behov er dækket, får vi tid og lyst til at beskæftige os med kunst. Det er selvfølgelig rigtigt, hvis man tager det bogstaveligt, men i vores nuværende samfund er der ingen – eller meget få – som sulter.
Derfor har mange mennesker mulighed for at beskæftige sig med kunst herunder at læse og lytte til digte. Og måske bliver det en ny og afgørende oplevelse for læseren at læse et bestemt digt. Der findes mennesker, der har foretaget afgørende livsvalg på baggrund af læsning af litteratur. Måske er det for nogle børn og unge mødet med kunst, som åbner deres øjne for en ny skønhed i livet, en skønhed der åbner for andre veje i livet, end de der ellers var til at få øje på. På den måde bliver kunst og digte ikke kun noget, vi når til, når alt andet i livet er på plads. Digte kan indtage førstepladsen og være afgørende i visse situationer i livet. Vi skal som samfund gøre kunstmødet muligt for alle, unge og gamle, børn og voksne. Og vi skal som samfund holde fast i og tale om den værdi, der er i digte, sange og salmer for at nævne nogle undergenrer inden for lyrikken.
Afsluttende kan man sige, at digte kan ramme os både som enkeltindivider og som samfund. Digte kan give os ord for følelser, som vi ellers ikke kunne mærke eller håndtere. Digte kan italesætte bevægelser og værdier i samfundet, vi ellers ikke kunne eller ville forholde os til. Digte vil os noget som mennesker – få os til at føle, få os til at tænke, få os til at bruge ord i samtaler og debat om det, der betyder noget for os. Vi synger med på digtene, når der er sat musik til, vi citerer digte i taler ved bryllupper og ved begravelser, når der er nogen, som har sagt noget bedre, end vi selv kan til en vigtig begivenhed. Digte kommer ikke af sig selv, digte skriver ikke sig selv, digte daler ikke bare ned fra himlen. Digte findes kun, fordi nogle har talent og tid og råd til at skrive dem. Det er de personer, digterne, vi skal værdsætte både økonomisk og holdningsmæssigt ved at tale om værdien af digte for os selv og i vores samfund.
Kommentarer