På min huds sorthed

Rasende, sårbart, stærkt og sanseligt manifest over den sorte kvindes virkelighed og kampen mod stilheden, umenneskeliggørelsen og afmagten. I centrum er den sansende, queer krop, der sprænger rammerne med sin skamløshed og sin smerte.

Sorgen er ikke statisk, som Aaiún skriver, den er en protest, en kraftfuld handling. Ligesom denne digtsamling er et sorgens og raseriets manifest. Et forsøg på at gøre den sorte krops virkelighed menneskelig på trods af omgivelsernes umenneskeliggørelse. Men vi møder også et digterjeg, der længes efter kærligheden, en sort queer krop, der skamløst giver sig hen til længslen, begæret, intimiteten. Vi kommer hele vejen rundt fra det rasende jeg, til det sårbare, til det depressive, til det længselsfulde.

Først og fremmest handler 'Min huds sorthed' om at være en sort, queer kvinde et sted mellem Angola og København, men aldrig rigtigt hjemme nogle steder. Det er en meget personlig digtsamling, men det private er også politisk. Aaiún Nin skriver om sin barndom i Angola, om de rædsler hun mødte der, om en verden hvor kolonialismen stadig trækker sine tråde. Hun skriver også fra sit ståsted i Europa og Danmark, om vores samtid, en pengestyret samtid med klimakrise, krig, flygtningekriser og et dybt dehumaniseret politisk system.

Kroppen er allestedsnærværende i digtene. Vi mærker den, sanser teksten og vreden, uretfærdigheden og sorgen gennem kroppen. En krop digterjeget har lært at skamme sig over, har lært er mindre værd, har lært er anderledes. Kroppen åbner sig, transformerer sig, vrider sig sammen med teksten for at komme ud af denne umenneskeliggørelse, ud af afmagten. Digtene handler om at være kvinde. Om alt det samfundet og mændene vil have, at kvinderne skal være. Den sorte, queer krop sprænger rammerne, yder modstand med sit raseri, sit begær, sin skamløshed og alle sine safter og kræfter.

Aaiún Nin skriver med alle sanser, så vi ser, føler og mærker. Sproget er hårdt, kontant, ublufærdigt, raserende, sårbart og nærværende. Sproget er direkte, men også fuldt af billeder. Hele tiden bevæger billederne sig fra et til noget andet, en glidende bevægelse i teksten og sproget, fuld af mening. Sproget er som hun skriver en åbning, en sammentrækning, en forløsning, et håb ligesom kroppens seksualitet, pulserende og åbnende mod nye muligheder.

Aainún Nin bruger sine digte til at bryde ud af det fængsel af skam, vold og stilhed, hun og andre sorte kvinder har befundet sig i. Hun skriver for ikke at miste sin menneskelighed. Hun skriver som en protest, en vold mod sine undertrykkere. Hun skriver om den sorte virkelighed i al sin smerte, alle sine facetter, med alt den vold, der er blevet gjort mod sorte, alt det der er blevet taget fra de sorte kvinder både krop, værd og stemme. Men hun skriver også om den sorte kvindes styrke, liv, nerve, dristighed og fejrer den kultur, hun kommer fra. Skriften er et vidnesbyrd, et kampråb, en modstand og en forvandling.