Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen

Det bedste er at lytte til sin elskedes stemme, når han læser højt fra Søren Ulrik Thomsens lange digt i "Det værste og det bedste". Her kan man ligge i sofaen og vugge til en lyrisk musik og pludselig gå omkuld i helt almindelige ord.

Søren Ulrik Thomsen er ikke kendt for at være folkelig, siden han debuterede med digtsamlingen "City Slang" i 1981. Tværtimod er han kendt for at være en af de danske lyrikere, der mest blev læst af andre digtere og intellektuelle.

Men, med det 55 sider lange digt "Det værste og det bedste", kommer han ud over scenekanten til en langt større del af den brede offentlighed. Fordi det enkle afsæt i, hvad der er det bedste og det værste, gør det muligt for læseren at overskue tekstens udvikling. Megen lyrik gør sig ikke den umage overhovedet at have en slags ramme, men rabler bare derudaf. Og fordi Søren Ulrik Thomsen har en unik fornemmelse for rytme og klang, der lokker til højtlæsning for voksne.

I bogen sampler han banale hverdagsagtige iagttagelser fra rejser og eget hjemmeliv i København med overvejelser om poesien og æstetikkens væsen. Flere spor væver sig fornemt ind og ud mellem hinanden og overrasker ved deres sammenstilling.

Digtet er spækket med konkrete detaljer, der med en thomsensk præcision og billedrigdom bliver både morsomme og giver stof til eftertanke. Vendinger som "blikstille provinsbyer" og "armbåndsurets prikne tikken" får billederne til at rejse sig i mit indre synsfelt.

Mødet mellem Søren Ulrik Thomsens digt og Ib Spang Olsens krusede tegninger er noget af det bedste i bogen. Selvom tegningerne mange steder er illustrationer til ordene, er der et andet liv i stregerne, der fortsætter som et ekko efter læsningen. Jeg tager mig i at gå på jagt i billederne, mens jeg lytter og beder om at få enkelte passager gentaget. Og det er langt fra det værste.

Vindrose, 2002. 55 sider. Kr. 199,-