Anette Øster giver en levende indføring i begrebet Young adult. Hvor kommer det fra, og hvad er forskellen på 'ungdomslitteratur' og 'young adult'?
Af ph.d. Anette Øster, redaktør og marketingskonsulent hos Høst & Søn / Rosinante & Co
De seneste år er betegnelsen young adult (YA) nærmest blevet et dansk ord. Titler, vi tidligere ville have omtalt som ungdomsbøger, omtales nu som young adult eller blot YA. Et eksempel herpå er John Greens bøger fx Gåden om Alaska, Paper towns og Endnu en Katherine. Forlaget Gyldendal har hen over sommeren haft en YA kampagne i samarbejde med en række af landets biblioteker, og har altså valgt ikke at anvende betegnelsen ungdomsbog. Forlaget Høst & Søn har afskaffet deres ungdomslitteratur kategori på pressetekster og erstattet den med young adult. Og følger man med på fx Good reads og bogblogs, tyder meget på, at det er en betegnelse, de unge har taget til sig. Men hvorfor nu det? Young adult er jo ikke en ny betegnelse, men har altid været den engelske betegnelse for det, vi kalder ungdomslitteratur på dansk. Så spørgsmålet er, om YA har erstattet ungdomsbogen som betegnelse, og at ændringen i sprogbrugen primært handler om, at YA lyder mere smart og måske lidt mere voksent? Eller er sagen den, at der er bøger, vi vil kalde ungdomsbøger og andre, der er YA-titler? Og i givet fald, hvornår er det så korrekt at bruge YA, og hvornår er der tale om en ungdomsbog? Spørgsmålene er mange, men det kniber lidt med de entydige svar. Alligevel vil jeg i det følgende gøre forsøget og om ikke komme med et entydigt og enkelt svar, så i det mindste belyse begrebet YA samt give en status på ungdomsbogen anno 2015.
Er YA det nye cross over?
For år tilbage gik snakken på, hvorvidt en bog var en cross over titel, eller om det var børne- og ungdomslitteratur. Det gjaldt for serier som fx Harry Potter, Twilight og Hunger games. Bøger som var udgivet som børnelitteratur – hvor betegnelsen børnelitteratur dækker over børne- og ungdomsbøger/litteratur – men som havde en stor gruppe læsere blandt voksne. Begrebet cross over blev i min optik lidt en skraldespandsbetegnelse, der blev brugt i flæng og uden en fast definition. I nogle sammenhænge gik det på indholdet, i andre handlede det om, hvem der rent faktisk læste de pågældende bøger og i andre var det mere i marketingsøjemed, betegnelsen blev anvendt og udnyttet. Fx i forbindelse med Lene Kaaberbøls Skammer-serie, der oprindeligt er udgivet som børnebøger, men som har vist sig at have mange voksne læsere, og derfor valgte man fra forlagets side at udgive serien med mere voksne omslag og i to bind fremfor i fire. Det er smukke bøger, og de har klart et mere voksnet udtryk, men indholdet er det samme som de udgivelser, der i deres udtryk – omslag – er mere børne/unge rettet. Dette er blot et blandt flere eksempler på børnebøger, der er udgivet med to omslag, hvoraf det ene har et mere voksent udtryk. Hermed ikke sagt, at der er noget galt i dette, men blot for at understrege, den mangesidige brug af betegnelsen cross over. Og måske er tendensen med YA lidt det samme, at de ungdomsbøger, der betegnes YA er dem, der også læses af voksne.
Hvor cross over betegnelsen primært blev brugt om litteratur inden for fantasy-genren, bruges YA i en dansk sammenhæng primært om realistisk ungdomslitteratur. Hvor det i en engelsk sammenhæng går på målgruppen, er det altså i en dansk sammenhæng ikke alene en målgruppe-, men også en genrebetegnelse. Efter at have været den dominerende genre inden for børne- og ungdomslitteratur i mange år, har fantasy og sci fi de seneste år måtte vige noget af pladsen til den realistiske roman. Meget tyder på, at som JK Rowling med Harry Potter og siden understøttet af Stephenie Meyers Twilight og Suzanne Collins’ Hunger Games fik sat gang i en lang og sejlivet fantasy-bølge, så har John Green med En flænge i himlen gjort det samme inden for den realistiske ungdomsroman. Hvor det tidligere har været sådan, at fantasy-litteratur også fandt sine læsere blandt voksne, så har de unge haft den realistiske ungdomsroman for sig selv. Sådan er det ikke længere. Bøger som John Greens – ikke kun gennembruddet En flænge i himlen, men også hans backlist titler som fx Gåden om Alaska og Paper Towns – Sarah Engels 21 måder at dø og Sanne Munk Jensen og Glen Ringtveds Dig og mig ved daggry læses ikke kun af unge, men også af voksne. Måske netop derfor er der opstået et behov for en ny betegnelse. Og da det især er oversatte titler som læses, er det oplagt, at det bliver den engelske, der vinder indpas.
På mange måder er ungdomslitteraturen blevet voksen. Hvor det vil være min påstand, at ungdomslitteraturen tidligere var karakteriseret ved litteratur, der primært havde de 12-15-årige som læsere, så har den de seneste år udviklet sig og er måske mere målrettet en ældre gruppe. Der er udkommet en række bøger, hvor det ikke er hovedpersonen, der er blevet ældre, men bogens tone. Forstået på den måde, at den implicitte stemme i litteraturen er blevet mere moden. Der tages ikke hensyn til læseren, hverken når det gælder sprog eller handling. Der er adskillige eksempler på fortællinger med hyperrealistiske beskrivelser af destruktive eksperimenter i ungdomslivet, og der er ingen dogmer om håb for enden af tunnelen. Dette kan både skyldes, at der er kommet en stor gruppe af yngre forfattere, som skriver til unge. Her tænker jeg, bl.a. på Ronnie Andersen, Sarah Engell og Sanne Munk Jensen. Det er forfattere, som – i hvert fald da de debuterede – i alder ikke har været så langt fra de unge, men det kan også skyldes, at litteraturen generelt har udviklet sig og opnået en større anerkendelse end tidligere, hvor den er blevet set lidt ned på og anset for at være klichéfyldt og i kategori med triviallitteraturen. Men sådan er det ikke længere. Ungdomslitteraturen anmeldes i større grad og har de seneste år fået en stigende opmærksomhed. Dette kommer bl.a. også til udtryk ved, at Litteratursiden og e-reolen har fokus på YA (ungdomslitteratur) i oktober. DR lavede sidste efterår en undersøgelse af, hvem der låner ungdomslitteraturen og der har de seneste år været flere tendens-artikler i pressen omhandlende ikke kun John Greens titler, men ungdomslitteraturen – omtalt som YA – generelt.
Den øgede interesse for ungdomslitteraturen skal muligvis også findes i den generelle samfundstendens, at vi forlader barndommen i en tidligere alder end før. Allerede som 10-årige anser børn sig ikke som børn, men som tweens. Samtidigt med at tendensen er, at unge har travlt med at lægge barndommen bag sig, er der tilsyneladende ingen, der har rigtig travlt med at blive voksne. Det betyder, at perioden, hvor vi føler os som unge, er blevet forlænget. Hvilket måske også kan være en forklaring på den store gruppe af ”voksne”, der læser ungdomslitteratur. Og da meget ungdomslitteratur behandler emne og temaer, som unge såvel som voksne kan identificere sig med, er det måske kun naturligt, at den har udvidet sin læserskare. Til spørgsmålet på, om han skriver for unge, har John Green eksempelvis svaret:
“So yes, when I set out to write a novel about two young people living with cancer who fall in love with a book and then with each other, I was writing it for teenagers. But I was also writing it for my adult self — the one who wanted to know whether love really is stronger than death and who wanted to find hope and joy and humor amid hard times. Those desires know no age.”
Er målgruppetænkning forældet?
Hvis grænserne er blevet mere flydende, og hvis vi bliver unge før og voksne senere, er det så forældet at tænke i målgrupper? Eller giver det mening fortsat at skelne mellem børne- og ungdomslitteratur og voksenlitteratur, og ligger young adult evt. imellem ungdoms- og voksenlitteratur? Er det den korrekte betegnelse for de titler, der kan være svære at placere, titler som lige så godt kunne være udgivet som ungdomslitteratur såvel som voksenlitteratur eller som evt. et sted er udgivet som ungdomslitteratur og andre steder som voksenlitteratur. Eksempler kunne være Mark Haddons Den mystiske sag om hunden i natten, der i en engelsk sammenhæng er udgivet som ungdomslitteratur og i Danmark som en voksenbog og Willow Wilsons Alif, der på dansk er en ungdomsbog, men på amerikansk en voksenbog. Eller titler som fx Sigurd Hartkorn Plaetners Noget om Vitus og Ina Munk Christensens Nielsine, som begge er udkommet som voksenbøger, men som lige så vel kunne have været udgivet til unge, da de handler om unge voksne og de – for genren – typiske problematikker.
Jeg tror, at vi muligvis mangler en kategori, men at det samtidigt bliver svært at skelne mellem ungdomsbog og YA, da de to ord i bund og grund betyder det samme, og jeg har i nærværende også stædigt anvendt den danske betegnelse ungdomsbog velvidende, at temaet er YA. På forlaget Høst & Søn har man valgt at tage tidens tendens og formodningen om, at de unge foretrækker betegnelsen YA. Man har besluttet, at young adult / YA fremover anvendes om de bøger, der tidligere blev omtalt som ungdomsbøger, og henvender sig til læsere fra de unge læsere (fra ca. 14 år). Og så har man indført en ny betegnelse mellem børnebog og YA-titel nemlig bøger til tweens. I denne kategori findes titler, hvis primære målgruppe er læsere i alderen 10-13 år. Så de titler, der tidligere blev betegnet som værende ungdomsbøger vil i dag enten få betegnelsen bøger til tweens eller YA alt efter en formodning om den primære målgruppe.
Meget tyder på, at anvendelsen af YA ikke alene går på en målgruppetænkning, men måske primært som en genrebetegnelse, hvor genren er kendetegnet ved bøger, der oftest handler om unge, der gennemgår en udvikling hen mod at blive voksne (coming of age). YA bruges ofte om bøger, der primært udspiller sig i en realistisk og nutidig verden, men som kan indeholde overnaturlige elementer. Eksempler på YA-titler kunne være: Ronnie Andersens Komatøs, Caroline Ørsums Kære dumme døde Vik og Emily Lockhart Vi var løgnere. YA dækker hos Høst & Søn eksempelvis ikke over fantasy titler som fx Kenneth Bøgh Andersens serie Den store djævlekrig eller James Dashners Maze runner trilogi selvom disse ofte læses af unge.
Er ungdomslitteraturen blevet voksen?
Opsamlende kan man sige, at ungdomslitteraturen måske nok er blevet mere voksen og at det på mange måder giver mening, at anvende betegnelsen YA i en dansk sammenhæng, men at YA overordnet set dækker over de titler, vi hidtil og måske fortsat har omtalt som ungdomsbøger. At de to betegnelser anvendes i flæng, og at det måske primært giver mening at sige YA fremfor ungdomslitteratur, fordi det er en betegnelse, de unge har taget til sig. Det er med andre ord ikke yt at være ungdomslitteratur, tværtimod er det ret cool, men da vi især ser de unge bruge betegnelsen YA, giver det mening, at formidlerne også gør det. Og at voksne læsere har fundet ud af, at det slet ikke er så tosset også at holde øje med, hvad der udgives for unge, er jo slet ikke så ringe.De unge har længe orienteret sig imod, hvad der udgives for voksne, og når vi langt hen ad vejen deler tøj- og musikstil, hvorfor så ikke også læse det samme?
Kommentarer