Hans Scherfig

Scherfigs satiriske stemme  
Alle gymnasieelever kender Hans Scherfig (1905-1979) og hans forsømte forår. Det meste, der er skrevet om forfatteren Hans Scherfig, er fra en tid, hvor litteraturkritikken var meget – hvis ikke mere –  interesseret i alt det, der foregik uden om det litterære værk, end i selve værket. Der er f.eks. skrevet side op og ned om det besynderlige i, at Scherfig – som barn af det bedre borgerskab – kunne blive kommunist. Hans far var trods alt direktør for et af Københavns største trykkerier, og farfaren en af byens store bagermestre med butik i Nørregade ("Og har du penge, så kan du få / Men har du ingen, så må du gå"). Det forsømte forår (1940), som Scherfig har betegnet som repræsentativ for hele sit forfatterskab, var udsat for samme enerverende "litteraturkritik". Spørgsmål om, hvorvidt fortællingen nu var autentisk eller ej, førte til fuldkommen irrelevante diskussioner af romanens faktuelle oplysninger. Den ene detalje efter den anden blev endevendt af bl.a. lærere, der følte sig ramt og mente, at romanen bare var Scherfigs lille hævnakt.
 
For os som er vokset op med moderne litteraturteori, er alt dette meget ligegyldigt. Vi har nemlig fået tudet ørerne fulde om, at kun litteraturen er interessant og ikke alt det andet omkring den. Og der må vel være mere litterære og diskussionsværdige kvaliteter i Scherfigs fortællinger, når han nu er en af de mest læste danske forfattere i det 20. århundrede? Kvaliteter, som har gjort Det forsømte forår til en bog, som næsten alle danskere har et forhold til, og hvis titel nærmest er blevet en talemåde i det danske sprog.
 
Johannes Møllehave har udtrykt, at der er 'sørgelige grunde til, at den er en klassiker'; og de fleste mennesker kan da sikkert genkende noget fra deres eget liv i Det forsømte forår, hvad enten de nu har læst den som bog eller set den som film eller musical. Vi har nok alle hver vores lektor Blomme med i fortidens bagage – selv os, der aldrig har gået i Den sorte skole. En anden mere æstetisk grund til i hvert fald bogens popularitet, kan være Scherfigs helt fænomenale fortælleteknik, som er gennemført satirisk.

Sort forår
Satirens kendetegn er, at "den komiske effekt aldrig er et mål i sig selv, men derimod et kampmiddel til afsløring og kritik", som det hedder i Litteraturhåndbogen. Inden jeg ser nærmere på dette "kampmiddel", skal handlingen i Det forsømte forår måske lige opsummeres: En gruppe studenterjubilarer – alle fra det pæne borgerskab – mødes efter 25 år. De har lig med i lasten, da en af deres lærere blev myrdet, og morderen er iblandt dem. Der er dog langt værre ting i lasten i form af forfærdelige minder fra deres fælles gymnasietid. En tid af "kæft, trit og retning", hvor det ene forår efter det andet går med eksamenslæsning, karakterræs og ligegyldig udenadslære. De er borgerskabets "privilegerede" sønner, som forældrene har høje forventninger til. Men her er det det mere normale liv hos jævne mennesker (dvs. arbejderklassen), der er det misundelsesværdige ideal. Eleverne er tilskuere til dette liv – foråret - uden for skolens mure: friheden, kærligheden, legen, som de ikke må tage del i, fordi der altid er en karakter, der skal forbedres, og en kammerat, der skal overgås. De lever i evig frygt for lærerne, som virker sadistiske og småpædofile i deres nærmest perverterede vrede. Det værste er dog, at de i dag er blevet præcis til det, som dette system ønskede af dem: "De vidste ikke, hvad der blev gjort ved dem, da de blev opdraget og formet til det, de er. Og de ved det ikke endnu. De ved ikke, at de er forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre, der er opdrættet i krukker og vaser. De har fået embeder. Men man tog alle deres forår fra dem." (s. 174). De er alle blevet effektive, velhavende og belæste, men – ligesom deres forældre og lærere – ikke særligt lykkelige eller kloge på livet. Dumhed avler dumhed, men i Scherfigs verden er dette ikke menneskets, men systemets skyld. Det er dette system – "beregnet på at udvikle visse egenskaber, som anses for vigtige i samfundet" (s. 84) – som Scherfigs satiriske pen fordømmer i Det forsømte forår.
 
Scherfigs opfattelse af det kapitalistiske samfund, som et sted styret af totalliberalisme og darwinistisk moral, lader sig måske bedst illustrere af gymnastiklærerens lille gemytlige juleleg: Han tegner en kridtcirkel, som alle eleverne skal ind i. Det gælder nu om at få de andre ud af cirklen og selv blive derinde længst muligt. Det er lærerens ”lille private gladiator-forestilling” (s. 98), hvor alle kneb i form af spark, spyt og slag gælder. Til sidst står den stærke vinder tilbage i cirklen, mens alle andre – forslåede og blodfyldte –
er væltet ud over kanten. Jungleloven hersker totalt.
 
Fortællerstemmen
Stilen er krimigenrens dokumentariske form. Fortællerstemmen synes at tilhøre en, som ser det hele fra oven og umiddelbart virker objektiv, nøgtern og alvidende. Selv helt groteske karaktertræk og handlingsmomenter bliver refereret med denne tilsyneladende helt beherskede neutrale stemme. Men som det beskrives i Danske digtere i det 20. århundrede, er dette hele Scherfigs fortælletekniske pointe: "Spændingen mellem den udadtil tilforladelige referatstemme, der tilsyneladende taler virkeligheden efter munden, og så alt det ofte modsætningsfyldte og uhyrlige, den refererer folk for at sige og gøre, bliver nemlig i sig selv af stor ironisk udstillende effekt. Et satirisk våben af samme art som efterabningen." (s. 191).  
 
Det satiriske kommer også til udtryk i hyppig brug af gentagelse, opremsning og det meget Scherfigske "og". Siderne er eksempelvis fyldte med matematiske formler, tyske præpositioner og fransk grammatik som for at understrege den groteske mængde af ubrugelig udenadslære, som disse drenge skal kunne: "Og efter det franske er der Hohenstauffer og Hohenzoller og årstal og kongerækker og tidstabeller. Og Steffensen svinger med sin blyant og dirigerer slagene og kaster tropperne frem i det rette øjeblik. Og stilhistorie og kunsthistorie og æstetiske betragtninger bliver der også tid til." (s. 155-56).
 
Noget helt særegent for Scherfig er, at sarkasmen pludselig afbrydes af noget andet, hvor fortællerstemmen bliver varm, menneskelig og poetisk: "Det er forår udenfor. Og det er lyst og mærkeligt og melankolsk. Man er voksen og fri nu og kan gøre, hvad man vil. Men man fik aldrig rigtig lært foråret at kende. Man har forsømt det. Verden var ung og grøn og saftig. Og man lod alle sine forår gå til spilde. Og det er blevet sent nu." (s. 176). Som kontrast til den ellers så satiriske tone, virker disse passager meget stærke, og - trods Scherfigs kynisme - afslører de en tro på det gode i mennesket.
 
Men det er alligevel et meget trist rum af spildt liv og bristede drømme, romanen lægger for dagen. Visse afsnit af bogen er nærmest ubærlige med udpenslende beskrivelser af lærernes sadistiske håndtering af eleverne. Men når det er alligevel er til at bære, skyldes det satiren. For samtidig med at det er ganske forfærdeligt med al den sørgmodighed og svirrende smerte af fygende lussinger, er det også fantastisk morsomt på sin helt egne facon.

Hans Scherfigs forfatterskab er gennemsyret af hans kommunistiske udgangspunkt og udgør som sådant en omfattende og flersidig kritik af det kapitalistiske samfund. Det omfatter en mængde essays såvel som rejsebøger og enkelte noveller, men det er først og fremmest romanerne, der har givet forfatterskabet status, og som fortjent slog bredt igennem. 

Romanen Frydenholm (1962) er Scherfigs version af besættelsestidens Danmark. Med udgangspunkt i landsbyen Frydenholm former han et omfattende og uhyre vidtspændende persongalleri, der tilsammen tegner et bredt – og ikke mindst kritisk - billede af Danmark og danskerne under krigen. Centralt i handlingen er kommunisternes skæbne under besættelsen, hvor de i strid med grundloven arresteres af det nidkære danske politi for senere at blive udleveret til tyskerne. Mens kommunisterne samtidig skildres som ægte modstandsfolk og er romanens sande helte, modstilles dette af et Danmark domineret af opportunisme: regeringen, pressen, retsvæsnet, kirken og mange flere spiddes af Scherfigs pen.
 
Prolog
Scherfigs samfundskritik er generelt meget langt væk fra nutidens kunst og litteratur, som i overvejende grad er apolitisk. I dag laves der jo nærmest kunst for kunstens skyld – i hvert fald ikke for samfundets. Marxistisk litteratur synes at være en by i Rusland (om man så må sige), og Scherfigs navn dukker – i politisk henseende – kun op på subkulturelle hjemmesider med billeder af Anders Fogh med Pinocchio-næse. Scherfigs antikapitalistiske kulturprogram kan i dag virke lidt altmodisch. Men systemkritik eller ej, er temaet i Det forsømte forår for mig at se altid relevant i de sammenhænge, hvor frihed og menneskelig individualitet holdes i ave – "der hvor forår forsømmes" i bred forstand. Desuden er Scherfigs satiriske form i sig selv en læsning værd.
 
Her på falderebet kan dog også nævnes, at selve fordømmelsen og latterliggørelsen af systemet måske bliver vigtigere for Scherfig end selve menneskeskildringen. Det er et forhold, han er blevet klandret for, og som absolut kan diskuteres.
 
Scherfig var dog ikke bare forfatter til en lang række romaner (hvori samme temaer og konkrete personer i øvrigt går igen); han var sådan en "altmuligmand", der kun findes få af i dansk kulturhistorie: Han malede, illustrerede bøger, lavede reklamebilleder og skrev rejseskildringer og samfundskritiske essays m.m. Det var alt sammen del af en massiv systemkritik, som gjorde, at han – som offer for antikommunismen – oplevede censur og i 1941 blev fængslet. Kun en øjensygdom forhindrede, at han endte i kz-lejr som mange af sine partikammerater. Trods megen modgang nåede han - inden sin død i 1979 – dog at høste anerkendelse bl.a. i form af Det danske Akademis store pris. I dag betegnes han som en af de største satirikere i dansk litteraturhistorie.

af Cand.mag. i litteraturvidenskab og kulturformidling Pernille Skot-Hansen Hvillum  

Læs Hans Scherfig på eReolen