Den forsvundne fuldmægtig

Der er bøger, man har læst i sin ungdom, og som altid vil hænge i bevidstheden.

Hans Scherfigs »Den forsvundne fuldmægtig« er en af disse for mit vedkommende.

Jeg elskede – og elsker stadig - den måde, han ristede småborgerskabet og borgerligheden på. Det villa-Danmark, mange af os er vokset op, i har nok ikke så meget med Theodor Amsteds  indre København at gøre - og så alligevel. Amsted - denne pudseløjerlige gennem-almindelige figur, der er ansat i Krigsministeriet (herligt navn på et ministerium), og som hopper over sprækkerne mellem fliserne, når han går hjem fra arbejde. Han gør det samme dag ud og dag ind.

Det er ingen tyk sag, Scherfig her begik. Særlig dybsindig er den næppe heller. Men den er smækfyldt med ironi og herlig satire. Scherfig underspiller sine pointer i bogen, og det gør den til en nydelse at læse.

Hovedpersonen Theodor Amsted er en lille mand, der længes efter friheden. I ministeriet er der regler og kedsommelige rutiner. Derhjemme er der rivejernet og sønnen, der skal sidde pænt ved bordet, når han spiser.

En dag laver Theodor Amsted et kæmpe forsvindingsnummer. En af hans gamle klassekammerater, den fortabte Michael Mogensen, sprænger sig i luften på Amager Fælled, og Amsted får det til at se ud som om, det er ham, der er død. Amsted flygter under andet navn og med nyt udseende til Tisvildeleje, hvor han samler sommerfugle og haletudser i glas og endog bliver lun på en kvinde – platonisk forstås.

Livet i frihed er dog noget den småborgerlige mand længes efter i sit fængsel – men som han bliver bange for, når det kommer alt for tæt på. Småborgerens evindelige eksistentielle problem, der næppe kun har noget at gøre med uddannelse, opdragelse og samfundsorden, som Scherfig dog desværre reducerer det til. Det er her, hans roman mangler dybden.

Det borgerlige samfund fanger langt de fleste af os på et eller andet tidspunkt. Således også Theodor Amsted, der en dag bliver anklaget for mord og for at have svindlet sig til en livsforsikring.

Amsted ryger i fængsel, og her finder han atter den ro og orden, som friheden havde taget fra ham. Hér, i Vestre Fængsel, hvor han muntert og monotont klistrer papirsposer sammen, er den småborgerlige Amsted lykkelig og veltilpasset og oplever sin salige fred.

»Den forsvundne fuldmægtig« er let og hurtig læst, morsom og særdeles velskrevet. Et prik til det vanemenneske, der vel gemmer sig i næsten alle – på en eller anden måde. Og som Hans Scherfig konstaterer på sidste side om Amsteds medfanger i Vestre Fængsel:

»Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Theodor Amsted. De er urolige mennesker. De har ikke fået hans gode opdragelse. De er ikke blevet forberedt til dette liv gennem mange år. De har ikke nydt hans skolegang. De har haft for megen fantasi. De er uharmoniske og uborgerlige«.

Men hvad har Scherfig dog ikke sat i gang? I ny og næ hører man om familiefædre, der pludselig forsvinder!

Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig, 168 sider (Gyldendal).