I denne artikelserie sætter vi fokus på forfattere, der måske ikke længere står på alle danskeres bogreoler, men som fortjener stor opmærksomhed. Flere af forfatternes bøger er blevet retrodigitaliseret og ligger frit tilgængeligt på eReolen. Denne artikel handler om Sophus Claussen, en af Danmarks store digtere og symbolister.
Forfatter
Sophus Claussen
Med sit dragende sprog og næsten mytiske billeder er frontfiguren for den danske symbolisme stadig et bekendtskab værd.
Sophus Claussen (1865-1931) er et paradoks. Han kombinerer det absolut moderne med det næsten arkaiske. Han gør op med George Brandes’ ”moderne gennembrud”, viderefører det tidlige attenhundredetals romantiske strømninger og er med til at indstifte en helt ny isme i Danmark - symbolismen. Opbruddet omkring århundredskiftet og de tidlige årtier i det tyvende århundrede med dets opgør med realismen, Freuds indstiftelse af det ubevidste og Første Verdenskrig, danner baggrunden for hans digtning. Som førende indenfor den danske symbolisme var Claussen selv en del af de brydninger, der kendetegnede hans levetid. Som følge af dette delte han skæbne med mange tidligere og senere fornyere. Han følte sig misforstået og lidet anerkendt af den brede befolkning, men blev samtidig hyldet af sine forfatterkolleger.
Poesi og videnskab
En af de brudflader, som Sophus Claussen tematiserede i sin lyrik, er forholdet mellem videnskab og følelse, mellem det objektive og det subjektive. I 1871 havde den danske litteraturkritiker Georg Brandes indledt sit korstog mod romantikken med forelæsningsrækken ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes litteratur”. Han gjorde sig dermed til frontfigur i ’Det moderne gennembrud’ og talte for en realistisk litteratur, som var præget af den fremblomstrende videnskab og med både lyst og pligt til at sætte problemer under debat. Det var denne litterære strømning, som Sophus Claussen skrev sig op imod – et opgør der tematiseres i digtet ”Den skønne Propaganda” fra 1894, der netop var tilegnet Georg Brandes:
De satte Forsken op mod Drømmespind,
vor Nutid sætter nye Drømme ind ...
Hvad Forskel? det er samme Fægteskole:
Hæve Problemerne til ny Debat,
guddombesjæle, hvad der var forladt,
og siden hen ... paa Vaabenlykken stole. (uddrag)
I digtet anerkendes Brandes som fornyer samtidig med, at Claussen artikulerer sig selv og sine kolleger som fornyere af fornyelsen. Idealet om det objektive skal erstattes af den subjektive jeg-oplevelse. Claussen vender dermed tilbage til den af Georg Brandes forkætrede romantiske jeg-oplevelse, hvor det er digteren, der er talerør for de store ideer og visioner. Dette giver sig direkte udtryk i hans lyrik, der primært taler netop fra jegets synsvinkel samt i digtenes tematikker. I Claussens nok mest kendte digt ”Ekbátana”, kaldes historikerne for ”traurige Tosser” og i digtet ”Arkæologisk Fund”, forvandles arkæologernes tørre fund til opdagelsen af en mytisk havfruehale og med den intet mindre end fornemmelsen af det ubevidst erotiske.
Symbolismen
Symbolismen slog igennem i slutningen af det nittende århundrede og trak i høj grad på romantikkens idé-univers uden dog at være en kopi af dette. Mange har en tendens til at tolke navnet som et vidnesbyrd om en øget brug af symboler. Dette er imidlertid forkert. Idet retningens foretrukne form var lyrikken, vil det selvfølgelig være givtigt at søge efter symboler, men symbolismen var mere end dette. Navnet hentyder til genetableringen af en metafysisk virkelighed, som digteren kun kan ane i glimt. De dennesidige ting bliver symboler på denne bagvedliggende verden – en verden som poeten fra sin privilegerede position fragmentarisk kan formidle til læseren.
Symbolismen deles ofte i to retninger – den transcendente, som Johannes Jørgensen er den danske repræsentant for, og den humanistiske med Sophus Claussen som frontfigur. I modsætning til Jørgensens digtning, hvor poetens søgen rettes mod et trosobjekt, retter Claussen sin søgen indad. Oplevelsen bliver målet, og kunsten er overvejende kun til for kunstens skyld. Dette betyder imidlertid ikke, at Claussen ikke havde en vision. Han ønskede at se sandheden, ikke den konventionelle sandhed, men derimod en sandhed, som kun kunne forstås og formidles subjektivt.
Myten og erotikken
Claussens brud med det objektive og videnskabelige ses tydeligt i hans digt ”Ekbátana” fra bogen Valfart (1896). Digtets titel peger på den virkelige oldtidsby Ekbatáne, med den lille ændring at trykket lægges anderledes – hvilket forvandler den reelle by til et lokkende lydord. Selvom digtet leger med byens virkelige historie, bliver Ekbátana først og fremmest et billede på en anden verden – en tid, der var ”dyb og assyrisk og vis”. Navnet påkalder hele den mystik, oprindelighed og sensuelle storladenhed, der for samtiden var selve Orienten. Samtidig er navnet også et billede på den poetiske inspiration, der tager digteren væk fra det forår i Paris, der danner den kontekstuelle ramme om digtet – en verden der ikke er dennesidig, men hvorfra poeten kan hente sin inspiration:
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
— jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Denne måde at bruge oldtiden og det mytiske er gennemgående i Claussens forfatterskab. Også i stilistikken ses Claussens inspiration fra det arkaiske. Han bruger med stor forkærlighed gamle græske versemål, og i hans senere digtsamling Herotica underbygges ordets hellenske konnotationer af digtenes heksametre. I forbindelse med denne optagethed af det mytiske, finder vi også et andet af Claussens paradokser – sammenstillingen af det hellenistiske og det kristne. Allerede i digtet ”Anadyomene” fra 1890 ses denne tendens. Heri finder man kvindefænomenet ”Eva Afrodite”, der, som navnet viser, er sammensat af bibelske og hellenistiske kvindeskikkelser. Eva Afrodite-figuren bliver et jævnligt tilbagevendende topos i Claussens digtning og peger på, hvordan det kristne, det mytiske, kvinden og poesien på sindrig vis væves ind i hinanden. Eva Afrodite skikkelsen knytter også an til det erotiske. Hun bliver den uforløste kærlighed – billedet på det poetiske begær der aldrig slukkes.
Ikke for ingenting kaldes Claussen ”erotiker”. Imidlertid skal ordet ikke forstås i den vanlige forstand. Claussens digte er ikke pikante scenerier eller dristige ritorneller, som det kendes fra Danmarks anden store lyriske erotiker, Emil Aarestrup. Det erotiske er en kvalitet og et ideal i Claussens digtning, nærmere end det er en tematik. Hans sprog gennemsyres af det sanselige, og eros knytter an til den oprindelige græske gud Eros, der var guden for skabelse, poesi og for både den jordiske og den himmelske kærlighed. For Claussen er dyrkelsen af Eros også dyrkelsen af livskraften. Endvidere bliver den erotiske situation, og de følelser der omgærer den også klangbunden for den lyriske virksomhed. Dette ses tydeligt i de to rejseromaner Antonius i Paris og Valfart, hvor episke beskrivelser af kærlighedsmødet fungerer som kontekst for de forskelligartede digte.
Liv og levned
Sophus Niels Christian Claussen blev født på Langeland i 1865. Hans far stammede fra en gårdmandsslægt, men blev i 1872 valgt ind i folketinget for Venstre. Dette medførte at familien i 1881, efter et kort ophold på Falster, flyttede til København. Faderen havde på dette tidspunkt stiftet Lolland-Falster Folketidende og købt Nakskov Tidende. Her kan Claussen have fået inspiration til sin litterære karriere som journalist ved Horsens Folkeblad, hvor han mødte Anna Christensen, som han blev forlovet med i 1886. Da forlovelsen blev hævet året efter, flygtede Claussen til Fyn, hvor han blev redaktør på Nyborg Avis, som hans fader også ejede. Det ulykkelige kærlighedseventyr førte til en digterisk modning, og samme år debuterede han med digtsamlingen ”Naturbørn”, der imidlertid ikke blev nogen succes. Dette var dog ikke noget problem for den unge digter, idet hans far på trods af manglende forståelse for sin kreative søns digte hele livet igennem støttede ham økonomisk.
Nederlaget gav Claussen en følelse af kunstnerisk udbrændhed, og i 1892 tog han til Paris. Her stiftede han bekendtskab med den symbolistiske kreds omkring Paul Verlaine, som blev en stor inspiration. Oplevelserne i Paris blev poetiseret i en række rejseskildringer, der blev sendt hjem til Politiken, og som senere resulterede i den ’impressionistisk flimrende’ rejseroman Antonius i Paris (1896). Efter endnu en ulykkelig forelskelse tog Claussen til Italien. Rejseskildringerne fra denne tid kan finde i hans anden rejseroman Valfart (1896).
I 1894 vendte Claussen tilbage til Danmark som redaktør på en anden af faderens aviser og giftede sig to år senere med sin tidligere forlovede. I denne periode arbejdede Claussen med et nyt projekt, som han mente skulle føre til hans kunstneriske gennembrud – Dramaet Arbejdersken. Stykket blev sat op i 1898 af Herman Bang, men blev en eklatant fiasko. Som følge af dette havde Claussen svært ved at finde forlæggere til sine næste digtsamlinger. Først i 1899 fik han sit egentlige gennembrud med digtsamlingen Pilefløjter.
I samme periode, som Freud bragte sine tanker på bane, begyndte Claussen at interessere sig for det ubevidste driftsliv. Dette førte til digtsamlingen Djævlerier fra 1904. Om det var rejsen ind i det ubevidste, der tærede på digteren, er ikke til at sige, men de næste tyve år var hans produktion meget sparsom.
Det blev Første Verdenskrig, der for alvor vækkede Claussen. I krigsårene skrev han en lang rækker artikler om og imod nedslagtningerne i skyttegravene. I 1925 udgav han den store digtsamling Herotica. Herefter gik det igen ned af bakke for digteren, og han nåede aldrig igen sin tidligere storhed. I 1927 blev han separeret, men giftede sig igen i 1931 med den mangeårige veninde Inger Nielsen. Deres ægteskab blev imidlertid kort, idet Claussen døde samme år.
Hvor skal man begynde?
Sophus Claussen var først og fremmest lyriker, hvilket gør han digte til en indlysende indfaldsvinkel. Jeg vil her anbefale Pilefløjter, Djævlerier og Herotica. I de to rejseskildringer Antonius i Paris og Valfart kombineres impressionistiske brevfortællinger med lyrik, hvilket gør disse værker til spændende sammenhængende læsning, der i høj grad også kan anbefales. Dog er hele Claussens lyriske produktion i høj grad læseværdig. I modsætning til den samtidige symbolist Johannes Jørgensen, har Claussen et sprog og et digterisk universers, der stadig appellerer til moderne læsere. Selvfølgelig kan Claussen læses som et eksempel på symbolismen, men han er også værd at læse blot for sit frodige sprog og sine dragende billeder.
Stud. mag. Sidsel Sander Mittet
Kilder, links og centrale værker
Læs Sohus Claussen på eReolen
Med sit dragende sprog og næsten mytiske billeder er frontfiguren for den danske symbolisme stadig et bekendtskab værd.
Sophus Claussen (1865-1931) er et paradoks. Han kombinerer det absolut moderne med det næsten arkaiske. Han gør op med George Brandes’ ”moderne gennembrud”, viderefører det tidlige attenhundredetals romantiske strømninger og er med til at indstifte en helt ny isme i Danmark - symbolismen. Opbruddet omkring århundredskiftet og de tidlige årtier i det tyvende århundrede med dets opgør med realismen, Freuds indstiftelse af det ubevidste og Første Verdenskrig, danner baggrunden for hans digtning. Som førende indenfor den danske symbolisme var Claussen selv en del af de brydninger, der kendetegnede hans levetid. Som følge af dette delte han skæbne med mange tidligere og senere fornyere. Han følte sig misforstået og lidet anerkendt af den brede befolkning, men blev samtidig hyldet af sine forfatterkolleger.
Poesi og videnskab
En af de brudflader, som Sophus Claussen tematiserede i sin lyrik, er forholdet mellem videnskab og følelse, mellem det objektive og det subjektive. I 1871 havde den danske litteraturkritiker Georg Brandes indledt sit korstog mod romantikken med forelæsningsrækken ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes litteratur”. Han gjorde sig dermed til frontfigur i ’Det moderne gennembrud’ og talte for en realistisk litteratur, som var præget af den fremblomstrende videnskab og med både lyst og pligt til at sætte problemer under debat. Det var denne litterære strømning, som Sophus Claussen skrev sig op imod – et opgør der tematiseres i digtet ”Den skønne Propaganda” fra 1894, der netop var tilegnet Georg Brandes:
De satte Forsken op mod Drømmespind,
vor Nutid sætter nye Drømme ind ...
Hvad Forskel? det er samme Fægteskole:
Hæve Problemerne til ny Debat,
guddombesjæle, hvad der var forladt,
og siden hen ... paa Vaabenlykken stole. (uddrag)
I digtet anerkendes Brandes som fornyer samtidig med, at Claussen artikulerer sig selv og sine kolleger som fornyere af fornyelsen. Idealet om det objektive skal erstattes af den subjektive jeg-oplevelse. Claussen vender dermed tilbage til den af Georg Brandes forkætrede romantiske jeg-oplevelse, hvor det er digteren, der er talerør for de store ideer og visioner. Dette giver sig direkte udtryk i hans lyrik, der primært taler netop fra jegets synsvinkel samt i digtenes tematikker. I Claussens nok mest kendte digt ”Ekbátana”, kaldes historikerne for ”traurige Tosser” og i digtet ”Arkæologisk Fund”, forvandles arkæologernes tørre fund til opdagelsen af en mytisk havfruehale og med den intet mindre end fornemmelsen af det ubevidst erotiske.
Symbolismen
Symbolismen slog igennem i slutningen af det nittende århundrede og trak i høj grad på romantikkens idé-univers uden dog at være en kopi af dette. Mange har en tendens til at tolke navnet som et vidnesbyrd om en øget brug af symboler. Dette er imidlertid forkert. Idet retningens foretrukne form var lyrikken, vil det selvfølgelig være givtigt at søge efter symboler, men symbolismen var mere end dette. Navnet hentyder til genetableringen af en metafysisk virkelighed, som digteren kun kan ane i glimt. De dennesidige ting bliver symboler på denne bagvedliggende verden – en verden som poeten fra sin privilegerede position fragmentarisk kan formidle til læseren.
Symbolismen deles ofte i to retninger – den transcendente, som Johannes Jørgensen er den danske repræsentant for, og den humanistiske med Sophus Claussen som frontfigur. I modsætning til Jørgensens digtning, hvor poetens søgen rettes mod et trosobjekt, retter Claussen sin søgen indad. Oplevelsen bliver målet, og kunsten er overvejende kun til for kunstens skyld. Dette betyder imidlertid ikke, at Claussen ikke havde en vision. Han ønskede at se sandheden, ikke den konventionelle sandhed, men derimod en sandhed, som kun kunne forstås og formidles subjektivt.
Myten og erotikken
Claussens brud med det objektive og videnskabelige ses tydeligt i hans digt ”Ekbátana” fra bogen Valfart (1896). Digtets titel peger på den virkelige oldtidsby Ekbatáne, med den lille ændring at trykket lægges anderledes – hvilket forvandler den reelle by til et lokkende lydord. Selvom digtet leger med byens virkelige historie, bliver Ekbátana først og fremmest et billede på en anden verden – en tid, der var ”dyb og assyrisk og vis”. Navnet påkalder hele den mystik, oprindelighed og sensuelle storladenhed, der for samtiden var selve Orienten. Samtidig er navnet også et billede på den poetiske inspiration, der tager digteren væk fra det forår i Paris, der danner den kontekstuelle ramme om digtet – en verden der ikke er dennesidig, men hvorfra poeten kan hente sin inspiration:
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
— jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Denne måde at bruge oldtiden og det mytiske er gennemgående i Claussens forfatterskab. Også i stilistikken ses Claussens inspiration fra det arkaiske. Han bruger med stor forkærlighed gamle græske versemål, og i hans senere digtsamling Herotica underbygges ordets hellenske konnotationer af digtenes heksametre. I forbindelse med denne optagethed af det mytiske, finder vi også et andet af Claussens paradokser – sammenstillingen af det hellenistiske og det kristne. Allerede i digtet ”Anadyomene” fra 1890 ses denne tendens. Heri finder man kvindefænomenet ”Eva Afrodite”, der, som navnet viser, er sammensat af bibelske og hellenistiske kvindeskikkelser. Eva Afrodite-figuren bliver et jævnligt tilbagevendende topos i Claussens digtning og peger på, hvordan det kristne, det mytiske, kvinden og poesien på sindrig vis væves ind i hinanden. Eva Afrodite skikkelsen knytter også an til det erotiske. Hun bliver den uforløste kærlighed – billedet på det poetiske begær der aldrig slukkes.
Ikke for ingenting kaldes Claussen ”erotiker”. Imidlertid skal ordet ikke forstås i den vanlige forstand. Claussens digte er ikke pikante scenerier eller dristige ritorneller, som det kendes fra Danmarks anden store lyriske erotiker, Emil Aarestrup. Det erotiske er en kvalitet og et ideal i Claussens digtning, nærmere end det er en tematik. Hans sprog gennemsyres af det sanselige, og eros knytter an til den oprindelige græske gud Eros, der var guden for skabelse, poesi og for både den jordiske og den himmelske kærlighed. For Claussen er dyrkelsen af Eros også dyrkelsen af livskraften. Endvidere bliver den erotiske situation, og de følelser der omgærer den også klangbunden for den lyriske virksomhed. Dette ses tydeligt i de to rejseromaner Antonius i Paris og Valfart, hvor episke beskrivelser af kærlighedsmødet fungerer som kontekst for de forskelligartede digte.
Liv og levned
Sophus Niels Christian Claussen blev født på Langeland i 1865. Hans far stammede fra en gårdmandsslægt, men blev i 1872 valgt ind i folketinget for Venstre. Dette medførte at familien i 1881, efter et kort ophold på Falster, flyttede til København. Faderen havde på dette tidspunkt stiftet Lolland-Falster Folketidende og købt Nakskov Tidende. Her kan Claussen have fået inspiration til sin litterære karriere som journalist ved Horsens Folkeblad, hvor han mødte Anna Christensen, som han blev forlovet med i 1886. Da forlovelsen blev hævet året efter, flygtede Claussen til Fyn, hvor han blev redaktør på Nyborg Avis, som hans fader også ejede. Det ulykkelige kærlighedseventyr førte til en digterisk modning, og samme år debuterede han med digtsamlingen ”Naturbørn”, der imidlertid ikke blev nogen succes. Dette var dog ikke noget problem for den unge digter, idet hans far på trods af manglende forståelse for sin kreative søns digte hele livet igennem støttede ham økonomisk.
Nederlaget gav Claussen en følelse af kunstnerisk udbrændhed, og i 1892 tog han til Paris. Her stiftede han bekendtskab med den symbolistiske kreds omkring Paul Verlaine, som blev en stor inspiration. Oplevelserne i Paris blev poetiseret i en række rejseskildringer, der blev sendt hjem til Politiken, og som senere resulterede i den ’impressionistisk flimrende’ rejseroman Antonius i Paris (1896). Efter endnu en ulykkelig forelskelse tog Claussen til Italien. Rejseskildringerne fra denne tid kan finde i hans anden rejseroman Valfart (1896).
I 1894 vendte Claussen tilbage til Danmark som redaktør på en anden af faderens aviser og giftede sig to år senere med sin tidligere forlovede. I denne periode arbejdede Claussen med et nyt projekt, som han mente skulle føre til hans kunstneriske gennembrud – Dramaet Arbejdersken. Stykket blev sat op i 1898 af Herman Bang, men blev en eklatant fiasko. Som følge af dette havde Claussen svært ved at finde forlæggere til sine næste digtsamlinger. Først i 1899 fik han sit egentlige gennembrud med digtsamlingen Pilefløjter.
I samme periode, som Freud bragte sine tanker på bane, begyndte Claussen at interessere sig for det ubevidste driftsliv. Dette førte til digtsamlingen Djævlerier fra 1904. Om det var rejsen ind i det ubevidste, der tærede på digteren, er ikke til at sige, men de næste tyve år var hans produktion meget sparsom.
Det blev Første Verdenskrig, der for alvor vækkede Claussen. I krigsårene skrev han en lang rækker artikler om og imod nedslagtningerne i skyttegravene. I 1925 udgav han den store digtsamling Herotica. Herefter gik det igen ned af bakke for digteren, og han nåede aldrig igen sin tidligere storhed. I 1927 blev han separeret, men giftede sig igen i 1931 med den mangeårige veninde Inger Nielsen. Deres ægteskab blev imidlertid kort, idet Claussen døde samme år.
Hvor skal man begynde?
Sophus Claussen var først og fremmest lyriker, hvilket gør han digte til en indlysende indfaldsvinkel. Jeg vil her anbefale Pilefløjter, Djævlerier og Herotica. I de to rejseskildringer Antonius i Paris og Valfart kombineres impressionistiske brevfortællinger med lyrik, hvilket gør disse værker til spændende sammenhængende læsning, der i høj grad også kan anbefales. Dog er hele Claussens lyriske produktion i høj grad læseværdig. I modsætning til den samtidige symbolist Johannes Jørgensen, har Claussen et sprog og et digterisk universers, der stadig appellerer til moderne læsere. Selvfølgelig kan Claussen læses som et eksempel på symbolismen, men han er også værd at læse blot for sit frodige sprog og sine dragende billeder.
Stud. mag. Sidsel Sander Mittet
Kilder, links og centrale værker
Læs Sohus Claussen på eReolen
Bøger af Sophus Claussen
100 digte - Udvalgt og med forord af Ursula Andkjær Olsen og Keld Zeruneith
100 af de bedste Sophus Claussen-digte udgivet i anledning af forfatterens 150-års fødselsdag d. 12.9.2015.Udvalgt og med forord af Ursula Andkjær Olsen og Keld Zeruneith.
Læs mere