Johannes V. Jensens forfatterskab er utænkeligt uden den moderne splittelseserfaring, men samtidig er det tidløst og synes at udsige eviggyldige sandheder.
Johannes V. Jensen (1873-1950) var om noget et barn af det 20. århundrede og den modernitet, der for alvor slog igennem i hans levetid, hvor den faste verdensopfattelse blev sat under pres og det moderne individ blev splittet i atomer. Fra at være forankret i et fast samfund med religiøse normer blev tendensen, at man i højere grad satte mennesket selv i centrum. To af de vigtigste æstetiske strømninger i overgangen fra det 19. til det 20. århundrede, vitalismen og dekadencen, vidner på hver deres måde om dette skift i verdensopfattelse med henholdsvis et positivt og negativt fortegn. Vitalismen dyrker således forestillingen om det sunde og muskuløse individ, naturbarnet i intuitiv pagt med sine omgivelser, mens dekadencen vender blikket indad og finder en nervøst flimrende sensibilitet, hvor krop og intellekt skilles ad i en livstræt rus og higen efter sanseindtryk.
Modsætningernes mand
Jensen inkarnerede om noget de modsætningsfyldte tendenser i århundredet samtidig med, at han sprængte rammerne og skabte sit eget univers. Han skrev, skrev og skrev og ændrede litteraturhistorien undervejs. Digtsamlingen 'Digte 1906' (1906) introducerede således med inspiration fra den amerikanske digter Walt Whitman (1819-1892) den modernistiske prosalyrik herhjemme og 'Kongens fald' (1900-01), der startede som en føljetonroman, har siden fået status som en af Danmarks bedste bøger. Meget omtalt, men knap så læst i dag, er den ambitiøse romancyklus 'Den lange rejse' (1908-22), der under inspiration fra Darwin beskrev menneskets udvikling fra istiden frem til Christoffer Columbus.
En særlig plads i forfatterskabet indtager Himmerlandshistorier (1910), hvor Jensen forener barndommens landskab med mytens univers. Netop myten blev i Jensens optik en genre, der kunne favne hans særlige opfattelse af tid som noget cyklisk og genkommende, der står i kontrast til hyldesten til det moderne liv i essaysamlingen 'Den gotiske Renaissance' (1901).
Ligesom hans skrift, var Johannes V. Jensen en mand fyldt af modsætninger og intet fanger det bedre end Valdemar Andersens portræt af forfatteren, hvor han fremstår kold og stiv som en gipsstøtte. Hvem skulle tro af en så tilknappet mand kunne skrive så anarkistisk og sprudlende prosa?
Modsætningerne lå imidlertid i blodet. Faderen var dyrlæge, men interesserede sig for spiritisme og splittelsen mellem det rationelle og mystiske går igen i sønnens forfatterskab. Bestandigt drejes realismen og det historiske over mod det mytologiserende og det mytologiske stof gøres realistisk og videnskabeliggøres. Ligeledes svinger han mellem besyngelsen af det sunde, stærke individ og dissektionen af det nervøse nervemenneske.
Selv sprang Jensen gladeligt mellem roller og agerede gennem sit liv som både digter, forfatter, kunstkritiker, videnskabsmand, historiker og journalist. Dertil var han en frygtet polemiker og hans nådesløse og perfide nedsabling af forfatterkollegaen Herman Bang i kronikken ”Samfundet og Sædelighedsforbryderen” står som et skrækeksempel på paranoidt snæversyn. Jensen, der selv havde modtaget afgørende inspiration fra den homoseksuelle Walt Whitman, kunne affærdige Bang som menneske alene på grund af hans seksualitet.
I kontrast til de polemiske udfald og den noget spekulative historisering i Den lange rejse står myterne som en genre, der netop ikke forsøger at postulere et historisk skær af realisme, men derimod fremmaner et særegent univers udenfor tid og sted, der samtidig, paradoksalt, er forbundet med den moderne verden. Som litteraturprofessoren F.J. Billeskov Jansen skriver: ”Johannes V. Jensen havde som praktisk udgangspunkt for myten den journalistiske reportage, kronikken, der kan blive til både fortælling og essay”.
Det er afgørende, at mange af Jensens tidløse myter har udgangspunkt i avisens døgnflueoptik. Fælles er fokuseringen på øjeblikket, men i myten løftes modernitetens flygtige registreringer af hverdagens begivenheder ud af deres kontekst og får fylde og et nærvær, der næsten nærmer sig det religiøse. Et eksempel på Jensens særlige mytiske oplevelse af tid fås i fortællingen 'Fusijama'.
Mytens tid: Fusijama
Typisk for Jensen tager myten om Fusijama udgangspunkt i en erindring af en konkret sanset oplevelse. Indledningen til historien lyder således:
”Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var på Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vaagnede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb saa fuld af Glæde at jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg saa’ ud af det åbne Koøje stod der ligesom en høj dejlig Sky lige for…men det var ikke en sky, det var Fusijama.”
I indledningen anes allerede en modsætning. Der er forskellen på civilisationen (kahytten) og naturen (skyen, der viser sig at være bjerget Fusijama). Jegets bevægelse mod en oplevelse af naturen sker ganske karakteristisk i en overskridelse mellem drøm og virkelighed: jeget løber i søvne mod koøjet for at kigge ud.
Det syn, der møder jeget, viser sig som en sublim åbenbaring, hvor ”Jorden selv var kommen mig imod i sin kosmiske Friskhed”, men samtidig er der også tale om en paradoksal erkendelse:
”Da jeg saa’ Fusijama brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb at den højere Verden vi stunder imod kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den.”
Fusijama bliver hos Jensen et billede på den kosmiske sansning af verden, men det er vel at mærke en dennesidig oplevelse. Det sublime, i form af bjerget Fusijama, åbner ikke, som i romantikken, for en metafysisk virkelighed, men tværtimod for en skærpet sansning af virkeligheden, der finder sted gennem et drømmesyn. Igen skriver Jensen sig bevidst op imod romantikken med dens vægt på drømmen som en erkendelse af en anden virkelighed. Det bliver en radikal omfortolkning, hvor drømmen snarere end at fjerne blikket fra virkeligheden henleder opmærksomheden på den. Den blinde begynder at se gennem erindringens drømmeagtige klarsyn.
I en bredere forstand kan man se Jensens projekt som en genfortryllelse af verden. Uanset om han beskriver en sanselig frokost eller en togstation i Memphis, så sker det med et blik, der på ny sætter sanseligheden i spil og gør livet nærværende. For at bruge Jensens eget udtryk, så er det i interferensen mellem fortiden og nutiden, at fremtidens potentiale finder sted. Myten bliver et moderne middel til sansning. En måde at se og gense landskaberne og jorden på.
Det er i sin kompromisløse æstetik, der forbinder moderne og flydende former med øjeblikkets intensitet, at Jensens litterære arv skal findes. Klaus Rifbjergs og konfrontationsmodernismens projekt om at konfrontere sig med virkeligheden ville være utænkeligt uden Jensen, der som modernistisk pioner tidligt indså, at vi som mennesker ikke bare ser, men former verden gennem sproget, og at det er i denne formgivning, gennem skriftens erindrede mytologi, at magien finder sted.
Hvor skal man begynde med Jensen?
Det kedelige svar, når man skal råde om, hvor det er hensigtsmæssigt at begynde med Jensen, er hovedværkerne: Kongens fald (1900-01),'Digte 1906' (1906), 'Himmerlandshistorier' (1910) og 'Den lange rejse' (1908-22). Her har man forfatterskabets spraglede diversitet i en overskuelig mængde af kanoniske værker. Det er dog ofte sjovere at bevæge sig ud på et sidespor og her kan man for eksempel kaste sig ud i essayistikken i bøgerne 'Dyrenes Forvandling' (1927), 'Form og Sjæl' (1931) og 'Afrika. Opdagelsesrejserne' (1949). Vil man imidlertid forbinde overraskelsen og det forfriskende med kanonisk kvalitet, så er et grundigt dyk ned i myterne det bedste bud. Aage Marcus har foretaget et sikkert udvalg i Myter I +II (Gyldendal, 1960). Jensens myter fortjener at få samme status i forfatterskabet, som eventyrene har hos H.C. Andersen. Marcus’ udvalg er et sikkert vidnesbyrd om myternes litterære kvalitet.
Se hele forfatterskabet på bibliografi.dk: international forfatterbibliografi. Se også: Centrale værker og links
Læs (om) forfatterskabet på eReolen
Cand. mag. Jakob Bækgaard
