Villy Sørensen (1929-2001) var forfatter og filosof. Hans bøger kredser om livets eksistentielle problematikker med en særegen og underfundig humor.
Den sære begyndelse
Villy Sørensen var i starten af i 20´erne, da han i 1952 forsøgte at få udgivet nogle korte historier, han havde skrevet i løbet af året. Han sendte dem først til Wivels forlag, hvor datidens toneangivende lyrikere udkom, men fik et afslag fra Ole Wivel selv, der var til at forstå:
"Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge.
H.C. Andersens eventyrsprog er her oversat til et plastic- og babysprog af en ofte blændende artisme, men uden den kraft, man fx finder i Frank Jægers Hverdagshistorier eller Leif E. Christensens noveller (sikke karle de har inde på det Wivelske forlag!)
Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens som meget ubehageligt
får én til at tænke på en tålmodig onanist."
(Citatet er fra Sørensens dagbog 28.oktober 1952 og indskuddet i parentes er Sørensens egen kommentar)
Allerede den titel Sørensen havde planlagt at give sin debutbog 'Sære historier' viser, at han var bevidst om, hvilken virkning historierne måtte have på læseren og afslaget kan således heller ikke være kommet helt bag på den unge forfatter. De historier Sørensen havde skrevet udfordrede tidens litterære stil, der stadig var domineret af den tungsindige tone i efterkrigstidens hereticanske litteratur. De sære historier har modsat en underlig ironisk og legende facon, der måtte provokere de alvorlige hereticanere. Men Sørensen mente det jo også alvorligt, og hans sære historier udkom et halvt år senere på Gyldendal. Bogen er blevet en klassiker i den danske litteraturhistorie, hvor den betragtes som et tidligt eksempel på den danske modernisme. En modernisme, som Sørensen også blev talsmand for, både i det teoretiske hovedværk Digtere og dæmoner og som redaktør på litteraturtidsskriftet Vindrosen, i øvrigt sammen med en anden dansk modernist, Klaus Rifbjerg.
Men hvad er det så for en modernisme, der kendetegner 'Sære historier' og resten af Sørensens skønlitterære forfatterskab i øvrigt? Først og fremmest er de alle skrevet på den erfaring, at det moderne menneske lever i en verden, hvor de gamle værdier og metafysikken har udspillet sin rolle. Men at gud er død vil jo også sige, at han ikke altid har været det. Villy Sørensen skriver senere i bogen hverken-eller, at den moderne intellektuelle må opponere:
"mod troen på at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige
– psykologiske og sociale – faktorer, - men også mod den rationalistiske forkastelse af de – religiøse og kunstneriske – symboler, som menneskets følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem."
Store dele af Sørensens forfatterskab beskæftiger sig med disse symboler. Sære historier indledes således med To legender, der på hver sin måde kritisk parodierer kristendommens - og i videre forstand religioners - forenklede opfattelse af mennesket som værende enten godt eller ondt. Den første af legenderne, Silvanus af Nazareth, udspiller sig i Bethlehem, hvor en teologisk diskussion er blusset op efter den hellige Hieronimus´ død. Kætteren Sabianus fremlægger den påstand, at Jesus havde to viljer. En utænkelig og kættersk påstand for de kristne, der opfatter Jesus som det absolut gode. Problemet er at Sabianus har påstanden fra en bog, som Hieronimus efter sigende forfattede i sin ungdom. Og hvis det er den hellige Hieronimus selv, der har skrevet det, må det vel være sandt? Men sandheden er ikke så entydig, som man ofte forsøger at gøre den og i Sørensens moderne legende er halve sandheder lig med halve kroppe og afrevne lemmer.
Apropos afrevne lemmer: I Sære historier finder man også den vel nok mest kendte af Sørensens historier, Blot en drengestreg. Egentlig er det slet ikke nogen historie, men nærmere en demonstration af hvordan det ser ud, når man i et barnligt floskelsprog beskriver, hvordan to unge drenge saver en yngre drengs ben af og lader ham forbløde på et køkkengulv. Baggrunden for tragedien får læseren ikke meget at vide om, men det er noget med, at børnenes forældre har givet en forsimplet forklaring på hvordan drengenes onkel pga. en blodforgiftning, har fået erstattet sit syge ben med et kunstigt: "og det var så godt som et rigtigt ben". Da en lille dreng slår hul på sin storetå, beslutter de to brødre at hjælpe ham ved at skære benet af, så han ligesom onklen kan få et kunstigt. Men det er ikke så nemt som det lyder, at skære sådan et lille ben af og mens det langsomt går op for de to brødre, at de måske ikke skulle være begyndt på operationen, mister de patienten. Det er ikke noget kønt syn, der venter mor da hun træder ind ad køkkendøren: "blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene." Den grumme historie bliver fortalt i et naivt sprog, der mimer børns eget og på intet tidspunkt træder fortælleren i karakter som den autoritet, der er brug for til at sætte uhyrlighederne i en moralsk ramme.
Provokationen er til at få øje på og historien er da også en af Sørensens mindst opbyggelige. Også i Tigrene foregår der farlige ting i køkkenet. To brødre er knapt flyttet hjemmefra, da de modtager et telegram fra deres mor: "kom straks hjem, tiger i køkkenet". Brødrene rejser hjem og forsøger at løse det farlige problem, som viser sig at være mere generelt end først antaget. Hele byen synes at være plaget af tigre og der afholdes en tigerkongres, hvor man diskuterer hvordan man kommer af med tigrene igen. Det er ikke nemt, men da det endelig lykkes at slippe af med tigerplagen, opstår et nyt problem – tigerlængsel. Det vrimler i det hele taget med tigre og løver i Sære historier og Arne Ungermanns originale forside prydes da også af en tiger, der skuler ud gennem køkkenvinduet direkte på beskueren. De sære historier kræver af læseren, at hun kigger sin egen tiger i øjnene, selvom det kan være ubehageligt. Sørensen så i kunsten et potentiale til at frisætte det fortrængte, der både i samfundet og i individet kan komme i vejen for en sund og videre udvikling, hvis det ikke bliver erkendt og fortolket. Det er denne "kunstens opbyggelighed", der har fået senere litterater til at kritisere Sørensen for, at han alligevel ikke var moderne på den rigtige måde. Således oplevede Sørensen i starten af sin karriere at være for radikal, for til slut at blive beskyldt for ikke at være radikal nok. Se henvisninger til debatten om modernismekonstruktionen nedenfor.
Villy Sørensens skønlitterære forfatterskab blev kun en lille del af det samlede værk han efterlod sig. To år efter Sære historier udkom endnu en samling historier. Denne gang var det blevet til 'Ufarlige historier' og i 1964 kom 'Formynderfortællinger.' Derudover blev det til et par gendigtninger, et enkelt lyrisk værk, Vejrdage og de to samlinger af småhistorier 'De mange og de enkelte og 55 Bagateller'. Sørensen vurderede selv kunsten som det primære, men ikke desto mindre fandt han det sværere og sværere at digte, mens filosoffen i ham fik overtaget. Han var, på trods af en ryglidelse der plagede ham livet igennem, ekstremt belæst og produktiv og hans øvrige værk spænder over et utal af genrer og emner.
Sørensens forfatterskab er et af dem, man bliver klog af at beskæftige sig med. Sære historier er et godt sted at starte.
Af Stud. mag. Kasper Maaløe, Syddansk Universitet
Læs Villy Sørensens værker på eReolen.dk
Centrale værker, kilder og links
