Jordemoderen

Sanselig, rå og meget stemningsfyldt roman om den umulige kærlighed mellem en finsk kvinde og en SS-officer i 2. Verdenskrigs sidste år.

”Jeg er jordemoder af Guds nåde, og jeg skriver disse linjer til dig Johannes”.

”Jeg” er jordemoderen Vildøje eller Vindøje, som hun også kaldes, en ung kvinde fra den finske del af Lapland, uønsket og ildeset, men med en stor viden om fødsler og urter. Johannes, som hun skriver til, er SS-officer, som har været med ved massakren ved Babij Jar og nu er endt som leder i en tysk fangelejr i det nordlige Finland, nedbrudt og psykisk skadet. Jordemoderen bliver så forelsket, at hun vælger at følge ham ind i fangelejren, hvor hun blandt andet er med til at forløse horeungerne – tyske fædre og finske mødre – og sortere de russiske fanger fra, som er omskåret.

Mens hun skriver sine mange breve til Johannes, befinder hun sig ved Død mands fjord, et mystisk og koldt sted. Ind i bogen er også flettet breve fra en far til sin datter – også skrevet i Død mands fjord – og efterhånden flettes de 2 historier ind i hinanden.

’Jordemoderen’ er en stor roman om kærlighed og om krig. En kærlighed som er forbudt, og som er ildeset, men som alligevel blomstrer. Samtidig er det også en roman om krig, hvor alt er tilladt, mange mister deres menneskelighed, og det er især kvinderne og børnene, det går ud over.

’Jordemoderen’ er ikke en bog for sarte sjæle. Kettus sprog er meget sanseligt og råt, og de mange uhyrligheder og overgreb bliver udpenslet malende, og samtidig er det også en roman, som i perioder er meget poetisk og nærmest magisk.

Romanen springer frem og tilbage i tid og sted, så i starten var jeg lidt forvirret, men efterhånden kommer det hele til at hænge sammen, og slutningen tog fuldstændig pusten fra mig. Kort sagt: en overvældende læseoplevelse.