De bortførte piger

Fortællingen om to søstre, der bliver skilt fra hinanden under Japans besættelse af Korea, er smuk, poetisk og meget barsk. En stor og uafrystelig læseoplevelse.

”Nu er du storesøster, og det betyder forpligtelser. Den vigtigste er, at du skal beskytte hende…Kan jeg stole på, at du vil gøre det?”, sagde hendes mor strengt. ”Ja Mor, jeg skal nok passe på hende. Det lover jeg.” Stedet er Korea, og storesøster Hana dykker sammen med sin mor efter fisk, og på den måde er de med til at forsørge familien. Når moderen og Hana dykker, sider lillesøster Emi på stranden og leger. En dag ser Hana ude fra vandet, at nogle japanske soldater nærmer sig Emi, men det lykkes Hana at få soldaternes opmærksomhed væk fra Emi, selv om det det så kommer til at betyde, at hun selv bliver taget til fange. Hana bliver ført til Manchuriet sammen med mange andre koreanske kvinder, hvor hun lever som prostitueret, indtil det lykkes hende af flygte.

Historien fortælles i to spor. Det ene fortæller om Hana fra den dag, hun bliver bortført, om hendes oplevelser i bordellet, om forholdet til de andre kvinder, om undertrykkelse og mishandling og hendes had til den japanske soldat. Hana er en stærk kvinde, og det er kun tanken om flugt, og at hun en dag vil vende hjem til Emi og moderen, der holder hende oppe.
I det andet spor følger vi Emi, som i december 2011 besøger sine børn i Seoul. Emi er syg, og hun han sat sig for, at hun nu vil forsøge at finde ud, hvad der er sket med Hana. I mange år har hun fortrængt alle tanker om hende for at kunne overleve og være mor for sine børn, men drømmene kunne hun ikke standse. I Seoul er der hver onsdag en demonstration, hvor tidligere ”trøstekvinder” – koreanske kvinder, der har været holdt som prostituerede i Japan – gør opmærksom på deres lidelser, og som demonstrerer, fordi de ønsker en officiel undskyldning fra Japan. Emis håb er, at hun vil møde nogle kvinder, som ved noget om Hanas skæbne.

Romanen er fiktion, men den bygger på virkelige hændelser og knytter an til Koreas dramatiske historie, fra Japan annekterede Korea i 1905 over 2. Verdenskrig, opdelingen i Syd- og Nordkorea og Koreakrigen. En historie, jeg ikke kendte så meget til i forvejen, så bogen opfylder virkelig nogle af de krav,  jeg stiller til en god roman : jeg har lært noget, samtidig med at forfatteren har fortalt en historie, som har fanget mig. Selv om romanen ind imellem er barsk læsning, er den også skrevet i et meget poetisk og smukt sprog, og forfatteren forfalder aldrig til at blive rørstrømsk. 

Mary Lynn Bracht er af amerikansk-koreansk oprindelse. Kvinderne i hendes familie voksede op i efterkrigstidens Sydkorea, men mange af dem fortalte aldrig om de grusomheder, kvinderne blev udsat for. Det er deres historie, som har inspireret forfatteren til 'De bortførte piger'. Jeg kom under læsningen til at tænke på 'Drageløberen' på trods af de forskellige temaer. Jeg kan forestille mig og håber, 'De bortførte piger' får ligeså mange læsere. Fælles for de to bøger er en gribende og rørende historie med rod i virkeligheden.