Dobbeltliv

Lige lovlig langsommelig thriller om mord, sorg og de sociale mediers mørke sider. Watson skruer et spændende plot sammen men mister læseren undervejs i portrættet af den sørgende kvinde.

I 2012 udkom J. S. Watson på dansk med debutromanen ’Før jeg lukker øjnene’, som jeg var vældig begejstret for. Derfor var forventningerne store, da jeg fik ’Dobbeltliv’ i hænderne. Desværre er her vist tale om ”den svære toer”, for jeg synes ikke rigtig, den lever op til debuten.

For Julia er livet trygt og relativt ukompliceret. Hun er lykkelig gift med kirurgen Hugh, og deres søn Connor er en veltilpasset og glad teenager. Men idyllen splintres, da Julias søster, Kate, bliver fundet myrdet i Paris.

Sorgen overvælder Julia, som bebrejder sig selv af flere årsager, og hun kan ikke finde fred. Da politiet ikke gør fremskridt med at finde Kates morder, kaster Julia sig selv ud i det. Hun opretter en profil på en af de datingsider, som søsteren benyttede sig af, i troen på at Kate måske mødte sin morder online.

Men i stedet for at komme en opklaring nærmere bliver Julia suget ind i den digitale verden, og pludselig står hun overfor et valg. Skal hun møde sin virtuelle partner i det virkelige liv? Og hvad sker der så herfra?

Plottet er for så vidt interessant, og jeg må også give J. S. Watson, at han forstår at twiste det, så man til sidst næsten er helt rundtosset. Men vejen derhen føltes alt for lang. Om jeg bare ikke lige har været oplagt under læsningen, tør jeg ikke sige, men jeg synes desværre, at de første 200 sider nærmest bare kører i tomgang med uendelige gentagelser af Julias tanker om søsteren, om fortiden og om nutiden – tilsat lidt sex og erotik. Samtidig synes jeg, at Julia virker ualmindelig naiv i forhold til det digitale dating liv, i betragtning af at hun der prøver at finde sin søsters morder.

De sidste 100 sider ræser til gengæld af sted i fuld fart. Pludselig sker det hele på én gang, og som sagt formåede J. S. Watson at holde mig i fuldstændig uvidenhed om den endelige sammenhæng til det sidste, og slutningen er af den slags, jeg allerbedst kan lide.

Det er dog ikke nok til, at jeg ubetinget kan anbefale ’Dobbeltliv’. Dertil er den første del for langsommelig og gentagende. I stedet vil jeg anbefale ’Før jeg lukker øjnene’, som efter min mening holder hele vejen.