I Karen Blixens erindringsværk Den afrikanske Farm (1937) er indlagt en fortælling om en mand, der bor i en lille hytte og passer en dam med fisk.
En nat hører han gentagne gange sære lyde ved dammen, og må flere gange løbe gennem den kulsorte afrikanske nat for at stoppe huller i dammen. Undervejs er manden flere gange ved at fortvivle over at måtte famle sig blindt frem i mørke. Men da solen står op næste morgen, kan han se, at de fodspor, han har efterladt sig på sine natlige løbeture, danner en tegning: Et billede af en stork. Blixen har ladet parablen ledsage af stregtegninger, så det undervejs dæmrer for læseren, hvad der er ved at ske. Men hele pointen er, at manden i historien først kan se det bagefter. En anden stor dansker, filosoffen Søren Kierkegaard, har givet det fænomen en smuk formulering: Livet leves forlæns, men forstås baglæns.
Karen Blixens tilføjelse til Søren Kierkegaard er den visuelle side af dette bonmot; som hun udtalte i et telefoninterview til det amerikanske magasin The New York Review of Books i 1957: ”Meningen med livet forekommer mig at være dets melodi, dets mønster.”
Denne ide om et gennemgående mønster i et menneskeliv er en fin forklaringsmodel at huske på, når man læser de elleve fortællinger i Karen Blixens Vinter-Eventyr (1942). Det er alle fortællinger, der kredser om fortolkninger af liv og om afgørende øjeblikke i de involveredes livsforløb. Fælles for stort set alle historierne er, at personerne forsøger at komme overens med deres skæbne: Hvordan forvalter man de muligheder og passioner, man er givet?
Blixen drev en kaffefarm i Kenya fra1914-31, men hårdt presset økonomisk af fejlslageb kaffehøst og Wall Street-krakket i 1929 og ulykkelig efter at hendes elskede Denys Finch-Hatton var omkommet i et flystyrt, opgav hun farmen og togtilbage til Danmark, hvor hun flyttede ind hos sin mor i barndomshjemmet på Rungstedlund.
Under opholdet i Kenya havde Blixen overvejende kommunikeret på engelsk, og da hun hjemme i Danmark begyndte at skrive, var det på engelsk hun først udformede sine fortællinger – senere hen oversatte hun dem selv til dansk.
Søllerød på engelsk
Jeg har altid været meget fascineret af, at en af Danmarks allerstørste forfatterinder havde engelsk som sit foretrukne forfattersprog; ikke kun fordi jeg beundrer, at hun mestrede engelsk godt nok til at blive en internationalt anerkendt forfatter–Joseph Conrad, der skrevklassikeren Heart of Darkness (1898), havde ligefrem engelsk som sit tredje sprog – men også fordi jeg synes, Karen Blixen mestrer dansk prosa og dansk sprog i en enestående grad.
Som et eksperiment har jeg derfor genlæst Winter’s Tales, som den engelske titel lyder, i den amerikanske version. Da den udkom i USA – efter dramatisk at være blevet smuglet til Sverige under Tysklands besættelse af Danmark og derfra sendt videre til England og USA – blev den valgt til ”book of the month”, ligesom også Den afrikanske Farm og Syv fantastiske Fortællinger(udkom 1934 i USA og England under titlen Seven Gothic Tales; 1935 kom den danske udgave) var blevet det, da de udkom. Også i Danmark har samlingen været populær, og Vinter-Eventyr var ét af i alt elleve skønlitterære værker, der i 2006 blev optaget på Kulturministeriets kanonliste.
Selve det sprog, Blixen har valgt til sine fortællinger, bringer et element af fremmedhed ind i teksten; hos Blixen selv kan man fortolke det som en form for indre eksil, en længsel efter at tale og skrive det sprog, hun brugte i Kenya. Det elegante er, at i en samling som Vinter-Eventyr, hvor næsten alle fortællingerne gør udpræget brug af danske person- og stednavne, kommer dette fremmede element også ind i den engelsksprogede version: Et ellers hverdagsagtigt sted som Søllerød får en magisk klang på amerikansk.
Fra det gamle Danmark
Selvom Blixen i Vinter-Eventyr viderefører den forfinede – for nogle læsere afskrækkende – litterære stil med fortællinger i kinesisk æske-systemer og komplekse symbol- og metaforlag, som kendes fra Syv fantastiske Fortællinger, så er der noget mere folkloristisk over vintereventyrene, og de kan føles lettere at gå til end de stærkt ornamenterede syv.
Der er en række tematikker, der går igen i fortællingerne og spejler sig indbyrdes: det adopterede barn, forholdet mellem slave og herre (der i ”En opbyggelig Historie” ligefrem sammenlignes med forholdet mellem læser og forfatter), kunstens vilkår og mening, pubertet, ægteskab – og stort set alle bliver de relateret til ideen om skæbne.
Det føles ikke retfærdigt over for fortællingerne i Vinter-Eventyr at gøre status over dem under ét, men noget har de alligevel til fælles: Selvom de gør brug af komplekse og forfinede fortælle- og symbolstrukturer, så har de også en umiddelbar appel som eventyr – det er stærke, klare fortællinger, der kan nydes for magien, for den smykke rytme i den eventyrlige prosa, og for de fantastiske og nogle gange bizarre optrin, de beskriver.
Alle fortællingerne foregår konkrete steder i Danmark og Europa, men i sådan en eventyrlig form for datid, der er nærmere det nittende end det tyvende århundrede. Historien om ”Alkmene” synes, med den upålidelige fortæller og præsteslægterne, at være en hilsen til St. St. Blichers hededramaer, mens en enkelt af novellerne, ”Fra det gamle Danmark”, foregår helt tilbage på Erik Klippings tid i det trettende århundrede. I disse historiske miljøer udforsker Blixen det komplekse forhold mellem herrer og tjenere – eller ligefrem slaver – og den konservative eller ligefrem Nietzscheanskeide om forskellen på adel og bondefolk.
Samlingens titel– som Blixen selv betragter som en hilsen til William Shakespeares The Winter’s Tale – kan forstås i forhold til den tyske besættelse af Danmark.Samtidig giver vintertitlen et hint om det mørke, der findes i historierne; det er fortællinger om krig, undergang og død. Historien om ”Peter og Rosa” handler om livsvalg og udlængsel i et vinterklædt og indefrosset Danmark, og flere af fortællingerne er overvejelser om frygt og frygtløshed, som når den unge brud i ”Historien om en Perle” sætter sig for på sin bryllupsrejse at lære sin mand om frygt.
Sted og skæbne
Som nævnt ovenfor er skæbne-ideen et helt gennemgående tema. Hvordan finder man sin plads i verden? Hvad er det, der afgør, hvordan man vælger? Hos Blixen er det ofte en slags ubevidste, der afgør skæbnerne – Simon i ”Skibsdrengens Fortælling” handler tilsyneladende impulsivt og instinktivt, og selvom man kan synes, at han som manden i storke-eksemplet handler i blinde, så viser der sig at være en mening eller et narrativ gemt i det hele. Men oftest er det kun synligt retrospektivt.
Jeg har læst Winter’s Tales, mens jeg har opholdt mig uden for Danmark, og det forekommer mig at være et meget passende sted at læse hendes fortællinger. Der er en dansk tone selv over Blixens engelske prosa; ind i det internationale storytellersprog vikler sig danske sætningsstrukturer og udtryksmåder.
Men også landskabsbeskrivelserne virker særligt velkendte; der er forårsintensiteten, der beskrives i ”Sorg-Agre”, Vestjyllands hedelandskab i ”Alkmene” og Nordsjællands kystlinje i ”Det drømmende Barn”. Og de er på ingen måde bare dekorative landskaber, men derimod væsentlige elementer i historierne – som når udlængslen i et berømt citat fra ”Sorg-Agre” skærer sig ind i den jyske muld:
”Landevejens tynde graa Linie selv, der snoede sig over Sletten og op og ned ad Bakkerne, var det fæstnede og blivende Udtryk for menneskelig Længsel, og for den menneskelige Tro paa, at det er bedre at være et Sted end et andet.”
Det er denne dobbelthed, der er så smuk ved Blixens forfatterskab, og den gør det muligt at elske hendes beskrivelser af Danmark på en måde, der ikke er kvalm nationalistisk eller bedrevidende, men som tværtimod sætter lille Danmark i relief til den omgivende verden. Derfor – og fordi historierne er elementært spændende – er Blixens eventyr godt selskab til vintermørket i Danmark.
Af stud.mag. Anne Kristine Munk
Kommentarer