Vilhelms værelse af Tove Ditlevsen

Indædt had og lidenskabelig kærlighed går hånd i hånd. Evigt unge Tove Ditlevsen skriver i 1975 om kærlighedens kvaler i sin sidste roman, den hudløse ’Vilhelms værelse’.

Romanen ’Vilhelms værelse’, der skulle ende med at blive Tove Ditlevsens sidste, skildrer groft sagt et stormomsust ægteskab mellem digterinden/børnebogsforfatteren Lise og avisredaktøren Vilhelm. Deres 20 år lange ægteskab er karakteriseret ved voldsomme interne krige og lige så voldsomme forsoninger, og da læseren kommer ind i billedet, er Vilhelm flyttet fra Lise, fra deres fælles søn og fra sit værelse og hen til elskerinden Mille. Ægtefællerne, for en skilsmisse er ikke på tale, elsker at hade hinanden lige så meget, som de hader at elske, og det er både ondt og uhyggeligt at læse om deres vendettaer og udspekulerede angreb på hinanden. Men Ditlevsen, hvis sprog og stil på ingen måde forekommer forældet trods deres 40 år på bagen, formår at fremmane noget sært genkendeligt ved det ellers forholdsvis abnorme. Og hvor grusomt det end er at måtte indrømme, tror jeg, det er ondskaben, man som læser genkender.

”Det er underligt at tænke på, hvor megen ondskab der kan findes i mennesker, der ellers er ganske harmløse, når først en strålende lejlighed viser sig.”

Denne betragtning er egentlig gjort af fortælleren i forbindelse med Lise og Vilhelms (dog primært Vilhelms) ven John, men den er ikke uden en vis generalisering. Stilles mennesket i den rette – eller forkerte, om man vil – situation, er der ingen grænser for ondskabsfuld opfindsomhed, og ofte (hvis ikke altid?) er det kærligheden, der fungerer som benzin på nederdrægtighedens bål.

Vilhelms værelse står tomt, eftersom han holder til hos Mille, men på opfordring fra en veninde indrykker Lise en kontaktannonce i et blad, og her igennem får hun en ung mand, overboen Kurt, installeret i hjemmet. Men Vilhelms værelse bliver aldrig Kurts værelse, for på trods af de mange udenomsægteskabelige affærer Lise og Vilhelm hver især har præsteret, er de for evigt forbundne: ”Angsten for Vilhelm sad i mig som trøsken i et træ og bandt mig stærkere til ham, end kærligheden havde gjort.” Til døden jer skiller bliver en absolut sandhed i dette ægteskab.

Som det gør sig gældende for Ditlevsens samlede forfatterskab, tager hun udgangspunkt i sit eget liv og tildragelser, og ”Vilhelms værelse” er derfor at betragte som delvis selvbiografisk, da inspirationen tydeligvis er udsprunget af ægteskabet med bladmanden Victor Andreasen. Ditlevsen iklæder sig en fortællerstemme i begyndelsen af romanen, der i første omgang lægger en vis afstand til figuren Lise, men der går ikke lang tid, før forfatter og figur fletter sig ind i hinanden, og et ”hun” stedvist bliver til et ”jeg”.

”Vilhelms værelse” udkom oprindelig i 1975, men Tove Ditlevsens forfatterskab forældes aldrig. Om det er hendes hudløshed, hendes følsomme pen eller hendes humanisme, der gør det, er ikke til at svare endegyldigt på, men der er en tidløshed i hendes personskildringer og i deres indre liv, som nok ikke er uden betydning for hendes varige popularitet.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.