Bog

Børnenes H.C. Andersen

Af (
2017
)

Anmeldelse

Børnenes H.C. Andersen

29 apr.19

En særlig smuk udgave af nogle af eventyrmesterens kendte og mindre kendte fortællinger, nogle endda på lyd, illustreret af en af Danmarks dygtigste illustratorer og fortolkere.

Tematikkerne i H.C. Andersens eventyr er på ingen måde som i Disneys fortolkninger. I hans eventyr møder man både mørke, smerte og tab. De handler om livet, som er meget mere end prinsesser og halve kongeriger. I H. C. Andersens eventyr erfarer vi, at den måde mennesker ofte møder hinanden på tager udgangspunkt i status og ydre fremtoning, men kærligheden og forståelsen kan ikke sidestilles med skønhed, men findes derimod ofte i det grimme og simple. Det lyder både banalt og klichépræget, men det er ganske vist. 

Smukke som eventyrene er billederne i denne bog, som er illustreret af Svend Otto. S. Meget passende er det også de mest eventyrlige eventyr, 16 forskellige historier, som de fleste af os kender rigtigt godt: 'Snedronningen', 'Nissen hos Spækhøkeren', 'Lille Claus og Store Claus', 'Tommelise', 'Fyrtøjet', 'Prinsessen på ærten', 'Snemanden', 'Den grimme Ælling', 'Klods-Hans', 'Kejserens nye klæder', 'De vilde svaner', 'Hvad fatter gør, er altid det rigtige',  'Svinedrengen', 'Grantræet', 'Den standhaftige tinsoldat' og 'Hyrdinden og skorstensfejeren'. 

Efterhånden som de mange lag afdækkes i eventyrene, begynder vi at se indad, og de kan bruges til bedre at forstå vores egne liv. De kan få os til at tro på livet som et eventyr, hvor døden ikke er slutningen, men et smukt sted med masser af lys, hvor vi genser dem vi har mistet.
Svend Otto S. kunne med sine fantastiske naturalistiske tegninger få alle tanker og følelser frem. Han kunne tegne det usynlige og få billedet af ællingen, der strækker sin hals og skriger efter de voksne fugle, der overflyver den, til at vise en længsel efter at høre til, en længsel efter at være stor. Symbolet på ensomhed ses også i eventyret ’De vilde svaner’, hvor kongedatteren Elisa i sin jagt på sine elleve brødre bader i en sø og står som en del af naturscenariet, helt alene midt i det smukke grønne.

På den medfølgende cd, kan man høre både 'Klods-Hans', 'Kejserens nye klæder', 'Svinedrengen', 'Den standhaftige tinsoldat' og 'Hyrdinden og skorstensfejeren' læst højt af Sebastian Klein. Hans engagerende stemmeføring, samt dygtige og underholdende oplæsning, som mange børn kender rigtigt godt, tilfører et dejligt lag til eventyrene. Det er virkeligt skønt at lytte, når Sebastian Klein læser højt.

Tænk engang at H. C. Andersen skrev eventyrene som en niche i sit forfatterskab. De udviklede sig til at være de vigtigste i hans forfatterskab. De fleste af dem skrev han med udgangspunkt i sin egen fattige barndom, måske derfor er de blevet så vedkommende? Fordi han rummede stor menneskelighed og forståelse for livets mange facetter, både de store vingesus og den daglige kamp for basale fornødenheder.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Faustnummer
25514483
Graphic
Svend Otto S.
ISBN
87-562-9359-3
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer