Bog

Prinsessen i den sovende skov og andre eventyr af Perrault

Af (
2023
)

Anmeldelse

Prinsessen i den sovende skov og andre eventyr af Perrault

22 aug.23

Tore Leifer har med sin levende fortællestil aktualiseret indholdet i Perraults eventyr med vidunderlige illustrationer af Anja Gram.

Denne gang har den gæve fortæller Tore Leifer kastet sig over seks eventyr af Perrault, og han har igen allieret sig med den fantastiske illustrator Anja Gram. Resultatet er en håndfuld velvalgte historier, der er trukket i de fineste og mest eventyrlige klæder.

Når man åbner bogen, begynder eventyret. Forsatsen viser, hvordan en tung dør langsomt skubbes op, og lyset trænger ud fra rummet. På næste side afsløres et smukt barokt tapet, hvor en skriftrulle udgør det papir som titel, forfatter og illustrator står opført på.

De seks eventyr indledes med ’Den bestøvlede kat’, og nok ikke mange kan huske, præcis hvor snedig katten er. Eventyret ’Prinsessen i den sovende skov’ er identisk med det eventyr, vi kender som ’Tornerose’, men i denne udgave understøttes stemningen af Anja Grams geniale tegninger af smukke søjler i en storslået hal, en sovende prinsesse med åben mund samt de forrygende detaljer i kokkens udtryk, da han får besked på at servere enkedronningens barnebarn Daggry til middag! Ulven i ’Rødhætte’ er gengivet nøjagtig så indsmigrende, udspekuleret og uhyggelig som i det gamle eventyr. Fortællingen om ’Blåskæg’ er nok den mest skræmmende historie i bogen, fordi han koldblodigt myrdede alle sine hustruer, ganske som i en vanvittig gyserfortælling. Og hestene, der skal trække kareten i ’Askepot’, er så smukke, som de kun kan være i et eventyr.

Det er en meget fin samling af de ældre eventyr, som første gang udkom i 1697 med undertitlen ’Gåsemors eventyr’. Tore Leifer har med sin levende fortællestil aktualiseret indholdet uden at ændre i teksterne eller moralerne. Blot har han tilført dem finurlige små nuancer. Anja Gram er en sand mesterillustrator. Hendes streg er vidunderlig og genkendelig, og hun kan tegne alle detaljerne i et ansigt, så den enkeltes særlige kendetegn fremhæves på humoristisk vis. Hun kan som ingen anden tegne en gade med en lang række huse, der alle er forskellige ved nærmere eftersyn, og hvor man vil ønske, man boede i dem alle. Hun skaber dramatik ved at lade en hel side enten vise en hånd, tegnet helt tæt på, liggende i en pøl af blod, eller to fine kvindehænder skrabe størknet blod af en smuk gammel nøgle. Det er så herligt, at de fortsætter deres gode samarbejde.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Faustnummer
135934097
ISBN
9788762740976
Antal sider
91

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer