Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen
”Hele den udslagne dag løb ræven over stok og sten – og
manden fulgte lige i hælene på den.
Ræven var den fuldmagt som overlod ham en opgave
at udføre i virkelighedens verden.”
Den islandske forfatter Sjóns femte roman, Skugga-Baldur (på dansk: Skygge-Baldur), indledes med en jagt gennem Islands vinterklædte natur. Henover bogens første tredive sider haster manden, pastor Baldur, efter den gråbrune hunræv. Ræven danser for manden, hun falder i ét med landskabet, hun vækker hans instinkter, hyler og viser sig for ham som flere skikkelser på én gang.
”Det er alt sammen den samme ræv, alt sammen den samme ræv. Det er alt sammen den samme ræv, alt sammen den samme ræv. Det er alt sammen den samme ræv, alt sammen den samme ræv…”, messer pastoren for sig selv, mens han ligger kraftesløs på jorden, på vej ud af sit mareridt. Omkring de to henstår sneen uberørt. Sjón har skrevet sin prosa i korte, rytmiske sekvenser og ladet det hvide papir omkredse hvert tekststykke.
Sjón (f. 1962) var i år 2000 med til at skrive teksterne til Selmas sange i Lars von Triers særprægede musicalfilm, Dancer in the Dark. For indsatsen blev han nomineret til en Oscar-statuette, men fik kun meget lidt af den opmærksomhed, som tilfaldt hans landsmandinde, sangerinden Björk i filmens altdominerende hovedrolle. Sjón og Björk stammer fra samme eksperimenterende kunstscene i 1980ernes Island.
Han skrev bl.a. tekster til hendes band, The Sugarcubes, og bogdebuterede som kun 16-årig med sin første, surrealistisk-inspirerede digtsamling. Sjón er kendt på Island, han regnes for en af landets helt store forfattere, men samtidig også for en meget smal forfatter, som hans egen forlægger udtrykker det. 
Skygge-Baldur kan imidlertid blive Sjóns folkelige gennembrud. I hjemlandet har bogpublikummet taget bogen til sig, og tidligere i år modtog Sjón Nordisk Råds Litteraturpris.
I motiveringen for denne udmærkelse bemærker bedømmelseskomiteen bl.a., at :
"Skygge-Baldur balancerer på en dygtig måde på grænsen mellem poesi og prosa. Romanen sammenvæver motiver fra islandske folkesagn, romantisk fortællerkunst og en fascinerende historie, hvor nutidens etiske spørgsmål er fremtrædende.”
Der er med andre ord tale om den enkle, tidstypiske kortprosa, som vi også kender fra en række nyere, danske udgivelser, men som i Sjóns udgave paradoksalt nok får en ny modalitet ved at koble sig op på de gamle, islandske fortælletraditioner. Det er ingen tilfældighed, at Skygge-Baldur har fået genrebetegnelsen ”et folkeeventyr”.
Sjón vedkender sig de sagn og eventyr, han som dreng læste under hibiscus-rosen i sin mormors dagligstue. Men han formår samtidig at børste fortidens støv af sin fortælling og kalde det historiske Island frem for sin egen tids læsere. Sjón siger selv, at han ved at henlægge historien til 1800-tallet ”fjerner støjen fra nutiden”. Han mener, at læserne får bedre mulighed for at slappe af, når de ikke direkte skal forholde sig til deres egen virkelighed. Og måske – jf. Nordisk Råds bedømmelseskomité – kan nøjes med at betragte etiske dilemmaer på historisk afstand. 
I Skygge-Baldur handler det om samfundets opfattelse og behandling af de anderledes, her de mongolske børn, de børn, som er født med kromosomafvigelsen Downs Syndrom.
Bogens hovedperson, Fridrik B. Fridjonsson, der studerede naturvidenskab på Københavns Universitet i 1860erne, har læst en artikel i London Hospital Reports om fænomenet med de hvide kvinder, der føder børn med asiatiske træk.
Artiklen af J. Langdon Down konkluderer, at de mongolske børn vil blive ved med at være barnlige hele livet, men også at man som med andre laverestående racer kan lære dem meget nyttigt med god behandling og tålmodighed.
Men, som Sjón tørt konstaterer: ”På Island blev de aflivet ved fødslen.” Eller man lod dem strejfe omkring på højsletten, hvor de omkom, eller blev fundet af fremmede. ”Bønderne,” skriver Sjón, ”havde megen ærgrelse af disse ”himmelske forsendelser”; for gårdens folk fandt det nedværdigende at dele stue og soverum med en vanskabning.”
Det er dette barske, geografisk isolerede og menneskeligt afstumpede Island, der manes frem på Skygge-Baldurs sider. Efter beskrivelsen af pastor Baldur Skyggesons kamp mod naturen i bogens begyndelse, rykker vi få dage tilbage i historien for at høre om pastorens ansatte, sinken Halfdan, der kommer for at hente et kvindelig hos Fridrik, liget af Abba.
Det er januar 1883. Men historien tager sin begyndelse allerede 15 år tidligere, da et tilsyneladende mennesketomt handelsskib strander på Reykjanæs, og indbyggerne til deres store glæde finder ud af, at det er lastet med brændstoffet tran. Under losningen finder man imidlertid en ung pige i en mørk krog ved agterenden. Pigen er kun iklædt en sækkelas, hun er lænket, hendes hud er ophovnet, og hun er muligvis gravid.
Fridrik møder pigen en Sankthansaften noget tid efter, mens hun sidder fanget i et faldefærdigt udhus og afventer sin afskibning til afstraffelse i København. Hun har angiveligt forsøgt at grave et barnelig ned på kirkegården. Men hun ser på Fridrik og smiler, og han tager hende til sig som sin tjenestepige.
Hvordan historien om pigen Abba og historien om pastor Skyggeson nærmere hænger sammen, skal jeg ikke afsløre her. Sjóns bog er kort og hurtigt læst, men en del af dens charme er den sløjfe, der til slut bindes på fortællingens menneskeskæbner.
Metodisk bevæger den sig hele tiden tilbage i historien, hvorfor vi som læseren får mere og mere baggrund at forholde os til. Det er en velskrevet og velkomponeret lille fortælling, som udover den historiske beskrivelse af 1800-tallets Island også brillerer ved sin sproglige lethed og mystik.
Skyggebaldur, står der i en note i starten af bogen, er et vildt bæst i islandske sagn og anses for at være afkom af en kat og en hunræv. Samtidig dækker udtrykket over en ”skyggefuld”, mandlig person, en person, der har hemmeligheder. Det er en dobbeltfigur, og den kamp, som finder sted i bogens begyndelse og følges op flere steder undervejs i fortællingen, er således ikke kun menneskets kamp mod dyret, kulturen og civilisationen overfor den rå natur. Når pastoren kæmper med synet af den dansende hunræv, kæmper han også med sig selv.
Hun er den ene del af bogens gennemgående figur, den mystiske, uforståelige og derfor farlige. Hun tirrer med et sprog, som ikke kan afkodes, hun forvandler sig, fordi ingen ved, hvad hun indeholder. Han er figurens anden del, han er manden, som fremsætter forbud, som straffer og skyder og udnytter.
Han forsøger at dække over den forudgående handling, som har sat hele lavinen i gang. Det er i Skygge-Baldur som i folkeeventyrerne den ukendte fortid, der ligger og lurer i de snehvide bakker. Det er den hemmeligholdte, undertrykte historie, der løber som en understrøm og viser sig at udløse de mærkværdige syner, vi ser i ”virkelighedens verden”.
Kommentarer