Improvisatoren

’Improvisatoren’ er den første danske udviklings-, dannelses- og kunstnerroman, der tilmed fik international anerkendelse. Den er romantisk, farverig, medrivende, og så kan man vist ikke ønske sig mere. Den handler allermest om Italien, men også om kærlighed og kunst.

Det var en ung mand på 28 med digterambitioner, der i 1833 begav sig på sin første store rejse ud i den store, vide verden, ned gennem Tyskland, Frankrig og Schweiz til Italien. Han var bestemt ingen tøsedreng, for det kan ikke have været særlig nemt eller bekvemt dengang.
Denne store dannelsesrejse gav stof til Andersens første roman, som blev hans egentlige gennembrud. Baggrunden for 'Improvisatoren' kan man læse andetsteds, - se links nedenfor.
Som rejsebog er den utrolig frisk og ung i sit udtryk. Den unge Andersen var utrolig begejstret og sprudlede over alt, hvad han så og oplevede.

Den er kaldt den første danske dannelses- eller udviklingsroman eller den første moderne roman ud fra tidens normer. Hovedpersonen er drengen Antonio, som er et billede af Andersen selv, eller måske en drøm om, hvordan han gerne så sig selv. Antonio vokser op i et arbejderkvarter under fattige forhold. Han møder velyndere og bliver hjulpet frem i verden. Antonio er en romantisk, naiv sjæl, et rigtigt naturbarn, der tager imod alle indtryk med et åbent sind. Antonio er en improvisator af guds nåde, akkurat som den unge Hans Christian Andersen.

Improvisatorer var den tids komikere eller ’performere’, og Antonio lader sig gerne rive med af succés og glamour.
Egentlig viser Andersen her en selvironi, som jeg ikke forventede. Eller det håber jeg da i hvert fald, det er.
Antonios historie har naturligvis en happy end, han sidder til slut i gode og lykkelige kår.

I dag skal romanen nok primært læses og opleves for sine fantastiske natur- og lokalitetsbeskrivelser. At læse den er at lade sig opsluge af farver, dufte og billeder, det er i høj grad en bog for sanserne. Andersen må have arbejdet meget med sit sprog, for det er en fornøjelse at opleve Italien sammen med ham.
Også på denne måde, hvor han ret professionelt for så uerfaren en forfatter, finder metoden til at skildre de steder og stemninger, der gjorde allermest indtryk på ham, ’indefra’ med en fortælling som baggrund.

Bogen er udkommet adskillige gange siden den første i 1835, og anbefaleren læste udgaven ’Romaner og Rejseskildringer’ i 7 bind, der udkom 1943 – 44, hvor 'Improvisatoren' er bd.1