Mit livs eventyr

"Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt” lyder starten på H.C.Andersens store selvbiografi, der er en klassiker inden for dansk memoirelitteratur

Værket er guf for enhver, der er vokset op med H.C.A.s forunderlige eventyr og undrer sig over, hvem mennesket bag myten egentlig er, vel vidende, at enhver selvbiografi er et redigeret liv. Digteren fremstår her som et meget kompliceret og modsætningsfyldt menneske. Ydmyg, anmassende, forfængelig, snobbet, umiddelbar, sentimental, nærtagende, selvoptaget er blot nogle af de prædikater, der kan sættes på ham, men det rokker ikke ved den kendsgerning, at han var et dybt originalt, poetisk geni, hævet over sin tid.

Et sted mod slutningen skriver han, at man bliver ”langsynet” med alderen og bedst ser det fjerne. Hans fremstilling af den fattige barndom rummer da også en friskhed og eventyrlig poesi, der fanger læseren. Drengens fantasi næres af de historier, faderen læser for ham og de eventyr, han hører af gamle, overtroiske koner. Allerede dengang var han sær og kejtet. Uden legekammerater, men aldrig ensom i sin rige drømmeverden. Et bundforkælet enebarn, der allerede tidligt var fast overbevist om, at han var bestemt til noget stort.

Der er en vis humor i den modne H.C.A.’s udlægning af de første svære år i København, hvor den purunge H.C.A. gjorde sig til grin ved teatret. Ufortrødent løb han sine potentielle velgørere på døren og deklamerede lystigt fra sine ubehjælpsomme skriblerier.

Til alt held øjnede nogle af guldalderens mæcener muligheder i den aparte og påtrængende personage og bekostede en uddannelse på ham, Tiden i latinskolen beskrives uden forsonende træk som en af de sorteste perioder i hans liv. Senere gik det lidt bedre, selv om H.C.A. var længe om at finde sin plads i litteraturen. Han afprøvede alle genrer med vekslende held og manglende selvkritik og havde svært ved at tåle omverdenens kritik.

”At rejse er at leve” var H.C.A.s motto. Hans mange udlandsrejser var både en flugt fra den hjemlige kritik og dannelsesrejser. Hans beskrivelser af dem viser hans evne til at levendegøre naturen og de fremmede kulturer, men de tynges unægtelig også af en kedsommelig opremsning af kulturpersonligheder og adelige, hvoraf de fleste er glemt i dag.

Det er umuligt at komme omkring alle sider af den store selvbiografi, der slutter med hans triumftog i Odense. Trods kedelige passager har den budt på et fascinerende indblik i H.C.A.’s univers og kan anbefales enhver, der holder af hans eventyr.