Bog

Seks eventyr

Af (
2020
)

Anmeldelse

Seks eventyr af H.C. Andersen

09 okt.20

En stor og flot bog med seks af H.C. Andersens mest kendte eventyr med en prisværdig synergi mellem den poetiske tekst og Lars Gabels sanselige illustrationer.

Med ’Seks eventyr’ bliver vi præsenteret for et eksklusivt udvalg af H.C. Andersens mange eventyr. Nænsomt bearbejdet til et sprog børn kan forstå, men stadig med H.C. Andersens genkendelige tone og særlige poesi.

De seks eventyr, der er udvalgt, er nogle af de mest kendte og elskede – og særligt 'Fyrtøjet' og 'Den lille Havfrue' kan de fleste børn nikke genkendende til, selvom mange måske vil overraskes lidt over Den lille Havfrues oprindelige skæbne, hvor Disney har taget sig visse friheder.

Det helt særlige ved lige præcis denne udgivelse er de smukke illustrationer af Lars Gabel. Alle seks eventyr er tidligere udgivet hver for sig i store flotte billedbøger, og det er altså de samme illustrationer der her går igen. Lars Gabel fanger perfekt de forskellige scenarier i sin til tider dystre, men altid smukke, sanselige og insisterende, streg. Det er en stor og flot bog, der vil tiltale børn og ikke mindst voksne, der vil sætte pris på synergien mellem tekst og billeder.

'Fyrtøjet' er nok det eventyr, der egner sig bedst til de mindre børn pga. længden og forståelsen. 'Den lille Havfrue' er til den lange side og meget poetisk beskrivende, hvilket kræver noget af den unge lytter/læser. Og så er de sidste linjer noget gammeldags i sit børnesyn. 'Nattergalen' er faktisk det eventyr, jeg med skam må melde, jeg kender mindst til trods for, at det er et af de mest berømmede. Det viser os, at rigdom ikke altid er lykken, og at det ikke er alt, der glimter, der er af guld. 'De vilde svaner' er nok det mest klassiske eventyr, som man kender dem fra folkeeventyrerne. H.C. Andersen var da også inspireret af et allerede skrevet folkeeventyr, 'De elleve svaner'. Det er også et af de eventyr, hvor jeg har sværest ved at godtage moralen; Elisa bliver forkastet af kongen, der vil brænde hende som heks, men da han finder ud, at hun er uskyldig og igen vil have hende som dronning, så er der ingen løftede øjenbryn, heller ikke fra Elisas side, hun træder bare op ved hans side. 'Den lille pige med svovlstikkerne' er det korteste og mest sørgelige af de seks eventyr. Her kan man virkelig få nogle gode samtaler med sine børn om næstekærlighed og om at se sine medmennesker. 'Snedronningen' er det eventyr, der skulle have inspireret manuskriptforfatterne bag den populære Disneyfilm 'Frost'. Men når man læser eventyret skal man lede længe efter ligheder. Det er sammen med 'Den lille Havfrue' det længste eventyr og ret komplekst opbygget.

Det er det særlige ved H.C. Andersens eventyr; de taler til både børn og voksne til trods for den kompleksitet, der måske i bund og grund ikke er så kompleks alligevel. Eventyrerne er tidløse og universelle, så man kan forstå dem på flere planer og ud fra forskellige forudsætninger.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Graphic
Lars Gabel
ISBN
978-87-11-98467-3
Antal sider
240

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer