Salamandersol

Lyriske erindringsbilleder fra en stor digter får denne anmelder til at mindes – ungdommen i 80’erne, sit første kys og dengang, hun i modsætning til digteren valgte at blive bibliotekar.

”Livet er døden, der kommer, men først er glæden”.

Dette er de sidste strofer i det første digt i denne nye, smukke digtsamling fra en af mine absolut yndlingsdigtere, Pia Tafdrup. Og sådan er det jo, livet. Vi skal alle dø, men først skal vi leve og glædes over livet.

29. maj 2012 fyldte Pia Tafdrup 60 år. ’Salamandersol’ består af 60 digte, et for hvert år forfatteren har levet. Der er erindringsglimt om den første opdagelse af verden; lyde, lugte, mad, om at miste en bror og om at få en søster. Om at tabe tænder, begynde i skole og begynde at forstå ordene og hvordan man sætter dem sammen.

Dernæst følger digte om pubertet, det første kys, læsning, konfirmationsforberedelser og udmeldelse af folkekirken. Digtene følger kronologisk forfatterens liv og de oplevelser og tanker, der hører de forskellige perioder i livet til. Der er digte om ungdomsoprør, frihedsdrømme, musik og Thylejr: ”Flytter ind i et håb om en verden åben for alle”.

Digte om studier, litteratur, første lejlighed, første digt, første barn, andet barn og den store kærlighed. Mange af disse oplevelser og tanker er alment menneskelige, og vækker derfor genklang i mig som læser. Jeg kommer til at mindes min egen ungdom i 80erne, mit første kys, mit første barn.

”Hvis jeg bliver bibliotekar,
(som mine forældre foreslår)
vil der være tid til mand og børn.
Ingen forestiller sig,
jeg skal skrive bøgerne.

I modsætning til digterjeg’et blev jeg bibliotekar, men om der blev mere tid til mand og børn, ved jeg ikke. Der er jo også nogen, der skal læse bøgerne.

’Salamandersol’ udgør sammen med ”Hvalerne i Paris”, ’Tarkovskijs heste’ og ’Trækfuglens kompas’ en kvartet.