Så må vi se

Ikke bare store ord er svære at sige, men stort set al kommunikation er vanskelig i disse mesterlige små "romaner i pilleform".

Utroskab, dødsfald, afsked af forskellig art, magtkampe, kærestesorger, misforståelser og "life in general" - små som store dårskaber og lidenskaber - alt det, der kan optage os som mennesker og fylde vore tanker og gode og onde drømme, kan findes i denne lille perle af Sidsel Falsig Pedersen.

På blot 159 sider har hun plads til ikke mindre end 26 ultrakorte og superkoncentrerede noveller, der hver især gennemlyser og spidder en hel verden af følelser og spændinger mellem mennesker. Novellerne spænder fra det helt hverdagsrealistiske til det fuldstændig surrealistiske, men for alle gælder det, at det er det usagte, der er det væsentligste. Læseren får ikke noget foræret i form af forklaringer eller andet "fyld". Således står det usagte og dirrer mellem linjerne og skaber fortættede og lettere foruroligende billeder, der er svære at ryste ud af hovedet efter endt læsning.

I Danmark er der i de senere år vokset en utrolig spændende generation af "sprogminimalister" frem. Disse formår at sige det hele uden at sige særlig meget og beviser, at en stor forfatter som Ernest Hemingway, der var en mester i antydningens kunst, ikke har levet forgæves. Med sin ekstreme sproglige præcision og sit næsten skræmmende skarpe blik for de psykologiske spil, der uafladeligt udspiller sig mellem mennesker, føjer Sidsel Falsig Pedersen sig på fornem vis ind i perlerækken, hvor Helle Helle og Naja Marie Aidt står som et par af de mest markante repræsentanter.

Meget rammende kaldes novellerne "små koncentrerede romaner i pilleform" på bagsideteksten – og de er virkelig voldsomt potente vitaminer til hovedet, som jeg varmt kan anbefale.