Et knald til

Det kan godt være at Rikke Villadsen ikke har det største hipsterskæg blandt tegneserieskaberne i Danmark, men hun er aldrig bleg for at tildele os småbuttede fyrreårige nørder, som på flere måder fylder rimelig meget i det kulørte landskab, nogle befriende hug i nosserne.  FUCK nu af med den europæiske tegnetradition, Lucky Luke eller Blueberry fetichisme og al den døde genrekonvention om, hvordan og hvad en westerntegneserie er og bør være. ’Et knald til’ er dedikeret til Jacob Rask Nielsen, der i årevis har skrevet om sin gakkede westernhelt Texas Tex, der som den naturligste ting i verden kan smutte på rumfart i en gammel tønde og mænge sig med marsmænd.

Også hos Villadsen er der fart over feltet. Tiden bliver ikke brugt til sirligt tynde streger, fine skraveringer og uddybende regibemærkninger. Stilen er ekspressiv med tykke tuschstreger, der signalerer fart og intensitet. Det betyder dog ikke, at der ikke er kælet for detaljen. Western miljøet er bygget op efter alle genrekonventionerne med den klassiske saloon som omdrejningspunkt. Her står den barske cowboy og ryger sin smøg, og her bliver der sømmet Wanted plakater op, og kommer du som grønskolling med pæn hat og vest og spiller barsk, ender du med en kugle midt mellem øjnene. For lige at understrege det mandige univers taler alle disse ægte mænd i rigtige amerikanske replikker fundet i ægte westernfilm.

Alt er helt rigtigt - indtil kvinden træder ind på scenen og finder på at tage bukserne af den skvattede mand og selv tage dem på og både formulerer drømmen om (handle)frihed og handler frit. For når kussen tager bukserne på og udviser selvtillid og nosser, springer op på hingsten (?) og rider den ud over præriens store ingenting, så skrider læsset. Og hingste finder sig for øvrigt ikke i at man(d) menstruerer på ryggen af dem. Når det først så langt, er det desværre for sent, og de mandige mænd fremstår som hovedløse skvat, der ikke kan andet end at drikke og hore og gå ind i en dør. Det store showdown, som hele westerngenren er så forbandet forpligtet på, går op i røg, mens den mandsforklædte kvinden ligger kastet for gribbene med sin perioderøde røv i vejret. Verden er gået op i prut, ingen taler med hinanden. Hesten, der konstituerer mandigheden ved at lade sig betvinge, er rendt sin vej. Således kan det ikke undre at machomanden, der lægger sig i pigens seng til sidst, vågner som en kvinde, og westerntegneserien ender med et masturbationsdigt af bøssen Bjørn Rasmussen.

Det er stærke sager. Villadsen gider ikke mere pis og deler kindfede ud til både mandige klicher og naivt ureflekterede feminister, der bare vil træde i mandens fodspor. En vederkvægende, syret og mentalt galvaniserende oplevelse!