Pseudo

Provokerende og samfundskritisk graphic novel sætter spørgsmålstegn ved den kvindelige selvopfattelse og kulturen, der påvirker den.

Dette er en modig bog, der viser tænder, for Digmanns feminisme er ikke af den pæne polerede slags, der ses i damebladene, som hylder stærke kvinder og på næste side som den mest selvfølgelige ting i verden spørger dem om, hvornår de føler sig mest smukke.

’Pseudo’ handler om Cat, der for nylig er kommet ud af et længere forhold. Cat bor alene med sin kat Ted, der fungerer som en slags samvittighed eller et bedre jeg. At Cat er en kat, der har en kat som kæledyr, er en sjov krølle, man bare accepterer, for tempoet er hurtigt her, og læseren må holde godt fast. Edderkoppen Spider, der bor i Cats kælder, er Teds modsætning. Spider er en dårlig indflydelse på Cat og leder hende på afveje og snyder hende. Hun er bevidst om det og også lidt bange for Spider, men hun kan alligevel ikke lade være med at lytte til ham.

Cats selvværd er ikke på toppen, og hun føler, at tiden er ved at løbe ud for hende i det store parforholdskapløb. Der er et stort selvhad, fordi hun ikke kan leve op til det ideal, der portrætteres i populærkulturen. Hun vil ikke være single, og det kunne jo også være rart med noget sex, så hun går på jagt efter en mand på nettet. Men det er benhårdt arbejde at leve op til ægte eller indbildte krav om skønhed, den rette personlighed og ikke mindst liderlighed. Med konstante beskeder, nudes og dates bliver Cat bliver fanget i et slags loop: en uendelig jagt på en følelse af fuldendelse, som hun tror, en mand kan give hende. Og hele tiden kværner Cats hjerne derudaf med selvbebrejdelser og indre pres og en utilfredshed, hun ikke rigtigt kan give udtryk for og parkere. For det må jo være hende, der er forkert, ikke?

Bogen er utrolig indbydende og lækker i sølvfolie med skrigende pink kanter, som en knitrende pose chips med en spændende ny smag. Et meget godt billede på, hvor meget overflade betyder for vores opfattelse, for jeg kunne næsten ikke vente med at åbne den. Kontrasten mellem den skinnende facade og det noget mørkere sort/hvide og konfliktfyldte indre var slående, og jeg læste den færdig i et hug, suget ind i Cats univers. Jeg blev overrasket over, hvor meget ”det grimme” ikke frastødte mig, men åbnede mine øjne for nogle af de mekanismer, der påvirker os alle.

Historien er ærlig, syret, dugfrisk og dirty, og man efterlades åndeløs og tvivlende, fordi der ingen svar eller afklaring er. Det er nok ikke en bog, alle vil synes om, og nogle vil med garanti finde den decideret deprimerende. Men forfatteren har virkelig meget på hjerte, og passionen for at formidle denne historie brænder meget stærkt igennem. Bogen minder lidt om svenske Moa Romanovas Fucker hele tiden op, hvor hovedpersonen også kæmper med lavt selvværd og søger lykken på Tinder. Men Matilde Digmann er helt sin egen med en spændende stemme og et stærkt budskab, der fortjener et stort publikum.