Bog

Kiki fra Montparnasse

Af (
2013
)

Anmeldelse

Kiki fra Montparnasse af Catel & Bocquet

25 jun.13

Hendes dragende ydre er blevet skildret af adskillige store kunstnere. Nu suppleres de kendte værker med en dragende graphic novel, som puster liv i musen, Kiki fra Montparnasse.

Emner som 1920´ernes Paris, venstre Seinebred, kunstnere og kunstnerliv virker dragende på mig, og jeg skuffes absolut ikke i denne fine graphic novel.

Tegneren Catel Muller og forfatteren José-Louis Bocquet har sammen skabt en unik fortælling om en unik person. På knap 400 sider skildres med forholdsvis få ord et helt menneskeliv, samt et stor æra i fransk kunsthistorie. Det er fantastisk godt gjort!

Romanen handler i ord og tegninger om Kiki, fransk muse og kunstnermodel, natklubsanger, skuespiller og maler. Hun blev født i 1901 som Alice Ernestine Prin i det østlige Frankrig, hvor hun voksede op hos sin bedstemor. Da Alice var 12 år, hentede moren hende til Paris.

Mor og datter blev dog ret hurtigt uvenner, og fra Alice er ca. 17 år, lever hun på gaden, sulter og hutler sig igennem tilværelsen, indtil hun bliver en del af kunstnermiljøet på Montparnasse og begynder at tjene penge som model og som sangerinde.

Hun er muse og model for og ven med en lang række kunstnere; Amadeo Modigliani, Marcel Duchamp, Pablo Picasso, Ernest Hemingway og den amerikanske kunster Man Ray, som bliver hendes store kærlighed. Og det er den polske kunstner, Maurice Mendjisky, der giver hende navnet Kiki.

Kiki deltager i alle de fester, hun kan komme i nærheden af, og hun bliver da også i 1929 ved en velgørenhedsfest kåret som dronningen af Montparnasse. Der sker en masse i hendes liv, ud over at sidde model for malere, maler hun også selv, hun synger på natklubber og tjener mange penge. Desværre fører festerne til alkohol- og stofmisbrug, og Kiki bliver da også blot 52 år gammel.

Bagerst i bogen er der en fin kronologisk oversigt over begivenheder i Kikis liv, samt biografier af de kunstnere, der optræder i bogen. Det fungerer meget fint at læse disse afsnit sideløbende med handlingen i romanen.

Bogen, der både er kvinde- og kunsthistorie, portrætterer på fornem vis en kvinde, der satte sig selv, sin krop og sin seksualitet fri. Jeg har aldrig tidligere læst om Kikis liv, og jeg har da ellers læst en del både skønlitteratur og kunstnerbiografier fra denne periode. Men det skyldes måske, at de fleste biografier, der er udkommet om Alice Prin, er udgivet på fransk. Jeg kender hendes ansigt fra Man Rays berømte foto ”Noire et Blanche” fra 1926. Jeg har bare aldrig vidst, hvem den fascinerende kvinde på fotoet var. Det ved jeg nu, og denne fantastiske bog har givet mig lyst til at vide mere.

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Faustnummer
29853940
ISBN
9788792320087
Antal sider
413

Tema

Artikel

Er du til fransk? 

Hvis du drømmer om at slentre gennem Paris' snævre gader, drikke en god Côtes du Rhône på en fortovscafé eller finde unikke bøger blandt Seinens boghandlere, så er du ikke alene. Litteratursidens redaktion nærer drømmen med vores franske favoritter, som skal læses med Tour de France kørende i baggrunden.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer