Omsorgsdage

Pernille Abd-El Dayem har skrevet en litterær vuggevise, der giver et sprogligt kram og luller læseren ind i en næsten hypnotisk tilstand.

Der sker ikke meget i Pernille Abd-El Dayems novellesamling Omsorgsdage. En tur i hundeparken, en tur på Bakken, en tur i Føtex. Nogle ville nok karakterisere novellerne som en smule kedelige, hvis man læser efter, hvad der sker. Det er i hullerne – i det der ikke sker – at lækkerierne gemmer sig. De findes i den flakken omkring, der fremviser en søgen efter et opbrud i ensomheden, der er til stede selv i altomslugende kærlighed og omsorg.

Novellesamlingen består af 6 selvstændige noveller, der viser sig at være sammenfiltrerede. Jacky, som vi møder i den første novelle "Hundene i Aix", er moren i "Hege" og udlejer til Cecil, der er barnebarn i "Krokus (De sidste ellipser i K)" og barn til Eric i "Michelle føder". Som novellesamlingen forløber, åbnes karaktererne for læseren, der således får indblik i, hvorfor de handlede, som de gjorde i en tidligere novelle, og Dayem fletter dem sammen ganske ubesværet.

I "Hege", der handler om Jacky, der yder omsorg overfor sit barn, er Cecil med på sidelinjen, selvom Jacky egentlig ønsker mere. Senere i "Cecil" møder vi relationen igennem Cecil, der konfronterer Cecil med sin kvindelighed og kønsidentitetsopfattelse. De ønsker begge at udvise omsorg overfor hinanden på en måde, så de går på tæer for ikke at være til gene, der afholder dem fra at nå hinanden. De er ikke i stand til at udviske afstanden og komme tæt på, så ensomheden ville føles mindre og forståelsen for den anden større. Tingene bliver fortiet. Hullerne vokser.

Og med hullerne opstår ubehaget. Novellerne gemmer på en uhygge og et ubehag, fordi handlingen først til sidst bindes sammen og fremlægges, som tingene virkelig er. Særlig tydeligt er det i "Michelle føder", hvor Michelle skal føde Cecils halvlillesøster. Novellen centrerer sig om fødslen, imens historien om Cecil og hendes far, Eric, åbnes, uden sandheden bliver fremlagt tydeligt før til sidst. Det er eminent komponeret af Dayem, der indsætter uklarheder i fortællingen samtidig med, at sproget nøje sætter ord på dét, vi ikke normalt sætter ord på:

”Næsten hver gang Cecil nærmer sig Føtex på Tapperitorvet, trækker en kølig vind en slags prop ud af hende. Det nybyggede rejser sig omkring og bag torvet og de halvtomme bygninger med rester af gamle formål – et sodavandsbånd der endelig kan slappe af, en kælder der endelig er tom og mystisk – er væk.”

Man lever kortvarigt med Cecil i kulden udenfor Føtex. Dayem formår at skildre livet, der er lige foran os, men som vi passerer i vores blafrende hverdag. Igennem Dayems sprog er der et ophold i det, vi ikke ænser, så vi kan drage omsorg om hverdagen og dagligvarebutikken, man løber forbi i farten. På samme måde formår hun at udpensle dramatikken lige for øjnene af os  på en måde, der er original og fuldkommen genkendelig:

”Han råbte selv lidt med mellem bidderne, men ikke hele hans krop var med i det smadrelystne, syntes jeg, ikke hans gumlen. Han ville højst kaste et fjernsyn ud ad et vindue. Måske smøre lidt chokolade på en kat, men aldrig dyppe den fuldstændigt.”

Vi lægger først til sidst mærke til dramatikken skjult i novellen, og først dér opdager vi, at karakterernes flagren er udtryk for en ensomhed og længsel efter den omsorg, som er ganske afgørende i livet.

’Omsorgsdage’ hvirvler ind i én, uden man opdager det, og næsten uden man kan beskrive det. Og pludselig står man smukt forvirret tilbage og en fantastisk læseoplevelse rigere.