Hulen - og ti andre historier

Ti fabulerende fortællinger om livet, kærligheden og alt det absurde ind imellem.

Hvordan beskriver man 'Hulen og ti andre historier'? Her er ikke tale om realisme. Heller ikke eventyr. Måske en kombination af begge dele, men uden på noget tidspunkt at blive til en fast litterær genre, som lader sig klart definere. En slags symbolisme eller magisk realisme? Vi bevæger os i hvert fald i et spektrum, hvor grænserne imellem virkeligheder er i opløsning, og hvor historierne både sprogligt og narrativt er flydende og ikke til at sætte i bås. Det er fortællinger, der kræver din fulde opmærksomhed og abstrakte tankegang, og de truer med at tvinge dig i knæ, hvis du ikke lader dig rive med.

Der er historien ’Hunden’, der handler om en mand, der finder ud at, at han rent faktisk ejer en usynlig hund, og som pludselig giver ham en ny indsigt i byens liv, når han lufter den. Pludselig ser han djævle, svævende furier og en ung pige, der forsøger at likvidere sine forældre, inden hun kører væk på en elcykel med sin morfar. Det er absurd og eventyrligt, men meningen er ikke lige gennemskuelig.

Der er også historien ’Svindleren’ om en bogholder, der lever et dobbeltliv fordelt imellem to familier. Det er en paralleltilværelse, som pludselig begynder at smelte sammen, så han får sværere og sværere ved at adskille dem fra hinanden. For hvem er egentlig svindleren? Bogholderen? Eller livet, der langsomt skiller hans svindelnummer fra hinanden.

Man finder også en del sort humor i historierne. Som i ’Ånden i flasken’, hvor spritteren Carlos har en samtale med sine bukser. De får ham til at drikke af en flaske, hvor der bor en ånd, der drømmer om at blive fri. Men i stedet for at blive fri strander ånden nu i Carlos. Og de er mildt sagt et umage makkerpar.

Historierne står som enkeltstående noveller, men som læser får man en fornemmelse af, at de hænger sammen – ikke bare tematisk, men også i detaljerne, hvor både karakterer og flere elementer går igen på tværs af flere historier. Værtshuse, sofaer, fugle og ikke mindst mennesker, der forvandler sig – til en øgle, en fyrste, en historie. Og måske er netop den sidste del - den menneskelige forvandling, metamorfosen - meget rammende for den følelse, bogen emmer af. Kafka skrev om metamorfosen, og der er noget fantaserende og drømmende over Senderovitz’ historier, der - blandet med absurditeterne og den klaustrofobiske fornemmelse - giver flere af fortællinger den særlige "kafkaske" stemning, som tjekken var så kendt for.

På trods af sine kun 112 sider, så er ’Hulen – og ti andre historier’ på ingen måde let læsning. Bogen kræver man åbner op, og lader sig rive med af Senderovitz’ uforudsigelige tankegang. For historierne er både fabulerende og fyldt med symboler, der åbner for fortolkning. Men mest af alt får de eventyret til at leve på en absurd, hverdagsagtig måde, der gør dem til krævende, men også fascinerende læsning.