Inden for revet

Den debuterende Pernille Abd-El Dayems koncentrerede og fortættede små prosastykker kredser med stor sproglig præcision og sanselighed omkring begreber som erindring, familie, krop og køn.

Pernille Abd El-Dayem var en af årets første skønlitterære debutanter med sin lille, tætte samling af lyrisk kortprosa ’Inden for revet’. Her er en ny litterær stemme og med bogens undertitel ’Hjemsøgelser’ også en genrebetegnelse som vist også må være ny i dansk litteratur.

’Hjemsøgelser’ kan i bogens kontekst associere til dét at blive konfronteret med fortiden og den personlige erindring, der på både fortrolig – men også foruroligende vis – sætter sig som aftryk i kroppen og bevidstheden hos barnet og senere hos den unge kvinde, hvis liv i glimt og fragmenter aftegner et forløb gennem værket.

Der er ikke tale om en sammenhængende episk fortælling, men om situationer og øjeblikke i jegets – pigen Pernilles – liv fra barndommen og frem mod voksenlivet. Det sidste i bogens slutafsnit, hvor jeg’et befinder sig på Mauritius, hvor hendes familie boede en periode i starten af 1970’erne, og hvor sansernes åbenhed for tropeøens vand, lys og koralrev blander sig med barndommens marskland ved vadehavet.

De meget sansede og sanselige små tekstfragmenter – der ofte har karakter af erindringsfragmenter – handler om identitet, køn og erindring og ikke mindst om familie- og slægtsrelationer. Om ambivalensen mellem oplevelsen af at høre til, være hjemme, set og elsket af moderen og bedsteforældrene, i tryghed inden for revet, og i næste øjeblik at føle sig udstødt, sårbar og fremmed ”hvor de i et snuptag løfter mig ud af livet, uden for revet, med et svup.”

For at blive i bogens egen metaforik bevæger teksterne sig frem og tilbage over den grænse, som et rev udgør, mellem det stille vand inden for revet og den voldsomme brænding uden for revet. Denne bølgende, spændingsfyldte bevægelse og fornemmelse for grænser bærer også teksterne, både sprogligt og tematisk, uden at de forfalder til en alt for bastant og entydig psykologisering og symbolik.

Et sted i bogen tales der om ”min lytten, min antennehud” og det, der om noget gør bogen til en vellykket og lovende debut, er Pernille Abd-El Dayems sprog, der knivskarpt registrerende og kropsligt receptivt er i stand til at opfange barnets sansninger, som har brændt sig ind i kroppen og bevidstheden, selv om de var ordløse, diffuse og først nu får ord og stemme: lyden af mormorens tørre ru fingerspidser mod papiret når de glider hen over højtlæsningsbogens sider, eller fornemmelsen af det kradsende uldtæppe mod de bare ben i en sommervarm stue.

Som det er tilfældet hos mange unge forfattere lige nu, er der mange selvbiografiske referencer og flittig brug af ”hovedstolen” i ’Inden for revet’. Men hos Pernille Abd-El Dayem er der tale om en form for selvfremstilling, som har meget lidt at gøre med autobiografi og virkelighedsgengivelse i forholdet 1:1. Fremragende skrivekunst.

Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.