Møgmis - himmel & helvede! Død som en sild!

Det geniale makkerpar har gjort det IGEN. Møgmis er tilbage i topform.

Bogen indledes med en kort indflyvning til forholdet mellem Sivert og hans "møgsøde missekat". Møgmis kalder kammeraterne fra nabohusene sammen, for med Sivert på koloni (lorteungen er ude…) har Møgmis masser af forslag til, hvordan de kan destruere hans værelse. Men alle forsøgene ender med at koste Møgmis et liv. Og selvom vennerne siger, at der er masser af liv tilbage i Møgmis, står det med ét "XX" på tavlen, og alt bliver mørkt!

Møgmis er død, og Lyseslukkeren fortæller ham, at hans liv er opbrugt, og at han nu skal sidde i venteværelset, indtil han bliver kaldt op eller ned. Møgmis trækker nummer 666, og sætter sig til at vente. Han kan ikke lige se sig selv i Himlen og vælger at tage den sorte dør, der fører til Helvede. Fanden indvilliger i at tage Møgmis på prøve som spøgelse. Den eneste, der nu kan se ham, er Osemus, fordi den også er død, men Osemus er buddhist, så den trækker blot ventetiden for sin genfødsel.

Fanden mener, at Møgmis ødelægger stemningen, så han sender ham til Himlen i stedet. Der er ikke bedre at være, for i virkeligheden vil Møgmis bare hjem til Sivert, men kan man det, når man er helt død?

Jeg elsker Osemus’ pointtavle, hvor Møgmis’ liv bliver talt op eller ned, at Møgmis oplever lyset gå ud og selvfølgelig havner hos Lyseslukkeren, samt at han sidder i venteværelset, der til forveksling ligner en amerikansk diner, sammen med bla. Påskeharen. Du skal også glæde dig til illustrationen af Møgmis, hvor han har bagbundet tre små killinger. Den er simpelthen helt i særklasse ligesom hans udbrud af bandeord, der dog er censureret, så englene må holde sig for ørene.

Jeg er til stadighed imponeret over, hvordan Sophie Souid og Thomas Hjorthaab kan blive ved at få mig til at grine ved at gribe fat i stort og småt i hverdagen, som de tegner ind i Møgmissens hverdag.