Anmeldelse
Tid og bananer
- Log ind for at skrive kommentarer
Vidunderlig, underfundig og tankevækkende fortælling om tid og venskab.
De to dygtige fortællere, grafiker Stian Hole og forfatter Lars Saabye Christensen, blænder op for en filosofisk historie om tidens betydning fortalt gennem den eftertænksomme dreng Otto og fremhævet på fineste vis af Stian Holes dragende og overraskende billeduniverser. En spændende højtlæsningsbog for alle mellem 7 og 99 år, som man ikke bliver færdig med at undre sig over.
Otto kommer altid for sent i skole, fordi han skal lige tælle urene i Urmager Dantes vindue. Nogle gange er der 26 ure, andre gange færre eller flere. En dag opdager Otto, at alle urene går forkert klokken to minutter over otte. Selvom han er for sent på den igen, drister han sig ind i butikken, hvor han møder urmager Dante. Med et snuptag skruer Dante Ottos ur en halv time tilbage, så Otto nu har god tid til at komme i skole.
Men den forklaring køber hverken den strenge lærer Liszt og heller ikke Ottos far, som er chef for banan-modneriet på havnen, hvor tiden er en meget afgørende faktor for at få modne bananer. Ottos far kan slet ikke lide bananer, og farens plan er, at Otto skal overtage bananmodneriet, når han bliver stor. Men det har Otto slet ikke lyst til. Otto har også en ven, Balder. Otto er god til tal og matematik, mens Balder er god til sløjd, så de hjælper hinanden, men en dag går venskabet i stykker, uden at de helt ved hvorfor.
Stian Holes originale og stemningsmættede billeder har ofte slået mig som tidløse og svære at gennemskue. Det passer umanerligt godt til denne historie og sætter i den grad gang i nysgerrigheden. I 'Tid og bananer' er der meget på spil for Otto og urmageren, og det mærkes i deres kropssprog og mimik uden mange smil og i blikkene, der vidner om, at der foregår meget mere indeni. Historien er fuld af de skønneste detaljer og alverdens ure og nøgler. Læg også mærke til det indrammede digt på væggen i urmageriet, hvor man må knibe øjnene sammen og stikke næsen helt ned i bogen for at kunne tyde ordene.
'Tid og bananer' er en eventyrlig og vidtfavnende filosofisk fortælling om det abstrakte begreb tid. For hvad er tid? Er der noget der, hvor tiden ender? Kan man opbruge tiden? Historien beskæftiger sig med, hvorfor tiden er vigtig for nogen, men ikke for andre og et eller andet sted også med, hvad der er værd at bruge tid på. Se blot på urmager Dante, der ikke kan nå at trække alle urene op og stille dem, før han må starte forfra igen, men som heller ikke går af vejen for at fifle med tiden. Så er der Ottos far, som går meget op i tid, men må se sig slået af en overmagt af rådnende bananer i slutningen af historien. Venskaber kommer og venskaber går, men måske kommer de også igen, når tiden er moden.
Brugernes anmeldelser