Saabyes cirkus

Lars Saabye Christensen lægger melankolien lidt på hylden og trækker sine læsere rundt i cirkusmanegen. Jeg er forvirret og godt underholdt.

Hvad skal jeg mene om en roman, som jeg helt uforvarende kom til at læse bagsideteksten på, INDEN jeg læste selve bogen? Der stod: "'Saabyes cirkus' er en sand historie bygget på en løgn. Eller omvendt: en løgn bygget på en sand historie". Hvad kan jeg bruge det til? Det er jo Irak-krigen om igen!

Jeg aner altså ikke, om historien om forfatteren Lars Saabye Christensen, der er ved at dratte ned fra en scene på bogmessen i Paris og i dét øjeblik ser sit liv passere revy, er virkelig-virkelig eller blot
fiktions-virkelig. Om efteråret 1965 fik så stor betydning for, at Saabye valgte forfatterkarrieren. Heller ingen anelse. Biografisk roman? No idea.

Men romanen er en god historie om en dreng, som brændende ønsker sig en fiestarød Fender Stratocaster, med påskruet lønnehals, lønnegribebræt, volumenkontrol og tre single coil-mikrofoner, kort sagt … en guitar. Midlet for at nå målet bliver et job som blomsterbud hos den gnavne blomsterhandler, Finsen Selv. Den tidligere cirkusartist, Aurora Stern, bliver, i bedste aktantmodel-stil, den modstander, som forhindrer vores unge mand i at nå sit mål. Hun tryllebinder Saabye med sine historier. Og voila … Lars Saabye vælger historierne frem for guitaren. Hvis det altså er sandt...

Nu er jeg ikke den store statistiker, men jeg vil vove den påstand, at "Saabyes cirkus" er noget anderledes end hans øvrige romaner. Jeg bygger min påstand på et kæmpestort statistisk grundlag, (siger jeg lettere ironisk), idet jeg har læst både "Halvbroderen" og "Modellen". "Cirkusset" er umiddelbart lettere og mere humoristisk, end Saabye har for vane. Som Saabye selvironisk beskriver det, så er den norske roman præget af "tid, tavshed og melankoli" - det er sådan, jeg plejer at få ham serveret.

Egentlig er det den melankolske Saabye, jeg bedst kan lide, men jeg har også på fornemmelsen, at han bare tager mig totalt ved næsen med "Saabyes cirkus". Måske vil han fejre sit 30 års jubilæum som forfatter ved at trække sine læsere rundt i cirkusmanegen. Hvem ved?

Oversat af Karsten Sand Iversen. Athene, 2007. 214 sider.