Bog

Hundemand - når naturen kradser

Af (
2020
)

Anmeldelse

Hundemand - når naturen kradser af Dav Pilkey

18 jun.20

Hundemand-serien er ekstremt populær blandt især drenge i alderen 6 til 12 år, og det er fuldt fortjent. Bøgerne er lette at læse og ekstremt farverige, og samtidig er der et spændende persongalleri, humor og kød på handlingen.

Dav Pilkey er ekspert i at få børn til at læse en bog og glæde sig til at den næste udkommer, og det er lidt af en bedrift. Han er virkelig i kontakt med sit indre barn, og hans tegninger og historier går rent ind hos målgruppen. Med sin serie om Hundemand har forfatteren skabt en publikumssucces, og nummer seks i rækken er en værdig opfølger til de første fem bind. Den er meget filmisk, og læseren bliver suget ind i den gakkede handling, mens de gennemgående temaer som fremmedgørelse og hvad der er stærkest, instinkt eller vilje, giver noget at tænke over bagefter. Oveni denne opskrift tilsætter Pilkey masser af humor af den slags, voksne hader.

Hvis man har læst de første fem bøger, er man allerede bekendt med det farverige persongalleri. Det består af Hundemand, der er sat sammen af en politimands krop og hans hunds hoved, hans lidt hidsige chef, Pjevs og hans søn Lille Pjevs, Tina og hunden Susi, Robotten Addi-HD, og skurkebanden Lopperne. Her i bog seks går handlingen ud på, at den uskyldige Hundemand bliver sat i fængsel for et bankrøveri, som skurkebanden Lopperne har begået. I fængslet har den onde fængselsbetjent skumle planer om at få de fængslede hunde til at trække deres hundelort op på et højt sneklædt bjerg, hvor han kan bruge den til at lave gødning, så han kan tjene penge. Men Hundemands venner tror på hans uskyld og beslutter sig for at befri ham. Undervejs prøver Lille Pjevs at hjælpe sin far, der er ved at opgive at prøve at være god, og Hundemand tvivler på sig selv og føler, at han ikke passer ind hos hverken hunde eller mennesker. Til at hjælpe den skøre handling på vej har vi en skrumpepistol, der kan formindske ting, og en levespray, der kan gøre ting levende, og som ekstra krydderi er der både bræk og hundelort og den slags vittigheder, der driver de fleste voksne til vanvid. Alt i alt en opskrift på et hæsblæsende eventyr, som man har svært ved at lægge fra sig.

Pilkey bruger et greb i Hundemand-bøgerne, hvor han skriver historien gennem skoledrengene Jimmy og Otto, og det tilføjer et ekstra lag til oplevelsen. Det kan nemlig inspirere læseren til at gå i gang med at tegne og skrive sine egne historier. Bagerst i bogen er der ligefrem tegnevejledninger, hvis man vil vide, hvordan man tegner både Hundemand, Lille Pjevs og Addi-HD. Han bruger også begrebet vend-o-rama, som er sidesekvenser, hvor læseren kan bladre og opleve, at det ser ud, som om personerne bevæger sig. Det er sjovt og lettilgængeligt for læseren og samtidig opnåeligt for små forfatterspirer.

Titlen på bogen har Pilkey lånt fra Jack Londons bog Når naturen kalder om hunden Buck, der må gennemgå mange prøvelser som slædehund, inden han ender med at slutte sig til et ulvekobbel. Pilkeys bog har nogle referencer til denne klassiker men er ikke som sådan litteratur på højt plan – det bliver den dog ikke nødvendigvis mindre værd af. Og hvis titlen kan få nogle voksne til at tage en Hundemand-bog med hjem til deres barn, er jeg sikker på, den vil være et hit. Pilkeys humor er for børn, og ikke alle voksne synes, den er sjov, men det er forfatteren udmærket godt klar over.

Forholdet mellem børn og forældre kommer under kærlig behandling i skildringen af skurken Pjevs og sønnen Lille Pjevs. Pjevs prøver at holde sin ondskab i ave for sønnens skyld, og sønnen driver sin far til vanvid med hjemmelavede vittigheder, hvor svaret på gåden altid er det samme, som for eksempel ”hvad fik Batman i julegave?”. Svaret er selvfølgelig ”myldrebæ”. Historien er vild, og humoren vil nogle kalde plat, men under det er der en livsbekræftende historie for børn om venner og familie, der tror på hinanden og hjælper hinanden. Hundemand finder undervejs ud af, at hans særpræg kan være en styrke, og at han, i stedet for at være udenfor fællesskabet, fordi han er anderledes, tværtimod passer ind i flere fællesskaber, og det er da et godt budskab.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Kim Langer
ISBN
9788711915417

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer