Analyse
Madsen, Svend Åge - At fortælle menneskene
Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
For Svend Åge Madsen er begrebet identitet det samme som selve menneskets eksistens. Men han begrunder ikke denne klassiske filosofiske holdning ud fra realistiske eller psykologiske kriterier, hvor menneskets identitet fastslås som et produkt af arv og miljø. Svend Åge Madsen anskueliggør i stedet begrebet identitet som en størrelse, der skabes i det flow af oplevelser, mennesket kædes sammen med gennem livet, og som danner en fortælling. Det vil med andre ord sige, at Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
At fortælle menneskene er en mammutroman, der, som en litterær mosaik, tegner et menneskeligt katalog på ikke mindre end 126 personer. Karakteristisk for Svend Åge Madsen er der både gengangere fra tidligere værker og helt nye, ufortalte personer, der møder hinanden på kryds og tværs. På baggrund af det kolossale opbud af fortællinger og personer spiller læseren en vigtig rolle i romanen. Læseren opfordres indirekte selv til at søge de forskellige sammenhænge i og uden for romanen.
Romanen er altså ikke let at gå til. Personerne har så meget på hjerte og så mange historier, de gerne vil fortælle. Og netop fortællingen som størrelse er som sagt romanens projekt. Drengen Tøger Rendor får nemlig til opgave at fortælle den deformerede Ikona om menneskene. Hun er en kvinde/pige, der pga. sin medfødte deformitet kun har stiftet bekendtskab med isolation og mørke. Tøgers små som store spraglede fortællinger og anekdoter har derfor som formål at bibringe hende oplevelsen af levet liv og ægte, autentiske følelser. Ikona indvies i voksenlivets kærlighed og ungdommens vilde begær. Ved at lægge øre til Tøgers beretninger bliver Ikona selv i stand til at fabulere og skabe egne historier, og hun bliver dermed et menneske. At være menneskene er med andre ord at indtage sin plads i og blive bestemt af sine fortællinger. For Tøgers del tager fortællingerne imidlertid magten fra ham. Han opsluges af fantasiens magi, men han reddes – ironisk nok – af Ikona, der gennem ledninger koblet til hjernen bliver i stand til – på computervis – at kombinere Tøgers fortalte historier med nye historier, som holder ham på plads i livet. Fabler genererer nye fabler, der generer nye fabler, synes at være budskabet.
Svend Åge Madsens forfatterskab er omfattende og komplekst, og han tegner sig ikke alene som en firser-forfatter. I 1960erne var han en af de førende modernister, som skildrede det moderne menneske i splittelse med sig selv. At fortælle menneskene, hvor mennesket samler sig og udtrykkes i fortælling, kan med sindsro kaldes for ét af hans absolutte hovedværker.
Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
For Svend Åge Madsen er begrebet identitet det samme som selve menneskets eksistens. Men han begrunder ikke denne klassiske filosofiske holdning ud fra realistiske eller psykologiske kriterier, hvor menneskets identitet fastslås som et produkt af arv og miljø. Svend Åge Madsen anskueliggør i stedet begrebet identitet som en størrelse, der skabes i det flow af oplevelser, mennesket kædes sammen med gennem livet, og som danner en fortælling. Det vil med andre ord sige, at Svend Åge Madsen sætter lighedstegn mellem menneske og historie, og det er den opfattelse, der har givet titlen til Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene fra 1989.
At fortælle menneskene er en mammutroman, der, som en litterær mosaik, tegner et menneskeligt katalog på ikke mindre end 126 personer. Karakteristisk for Svend Åge Madsen er der både gengangere fra tidligere værker og helt nye, ufortalte personer, der møder hinanden på kryds og tværs. På baggrund af det kolossale opbud af fortællinger og personer spiller læseren en vigtig rolle i romanen. Læseren opfordres indirekte selv til at søge de forskellige sammenhænge i og uden for romanen.
Romanen er altså ikke let at gå til. Personerne har så meget på hjerte og så mange historier, de gerne vil fortælle. Og netop fortællingen som størrelse er som sagt romanens projekt. Drengen Tøger Rendor får nemlig til opgave at fortælle den deformerede Ikona om menneskene. Hun er en kvinde/pige, der pga. sin medfødte deformitet kun har stiftet bekendtskab med isolation og mørke. Tøgers små som store spraglede fortællinger og anekdoter har derfor som formål at bibringe hende oplevelsen af levet liv og ægte, autentiske følelser. Ikona indvies i voksenlivets kærlighed og ungdommens vilde begær. Ved at lægge øre til Tøgers beretninger bliver Ikona selv i stand til at fabulere og skabe egne historier, og hun bliver dermed et menneske. At være menneskene er med andre ord at indtage sin plads i og blive bestemt af sine fortællinger. For Tøgers del tager fortællingerne imidlertid magten fra ham. Han opsluges af fantasiens magi, men han reddes – ironisk nok – af Ikona, der gennem ledninger koblet til hjernen bliver i stand til – på computervis – at kombinere Tøgers fortalte historier med nye historier, som holder ham på plads i livet. Fabler genererer nye fabler, der generer nye fabler, synes at være budskabet.
Svend Åge Madsens forfatterskab er omfattende og komplekst, og han tegner sig ikke alene som en firser-forfatter. I 1960erne var han en af de førende modernister, som skildrede det moderne menneske i splittelse med sig selv. At fortælle menneskene, hvor mennesket samler sig og udtrykkes i fortælling, kan med sindsro kaldes for ét af hans absolutte hovedværker.
Kommentarer