At fortælle menneskene af Svend Åge Madsen

At fortælle menneskene er en klassiker. En stor roman med uendelig rækkevidde og et vidt forgrenet og filosoferende blik på menneskeheden.

Romanen er en af de helt centrale og essentielle romaner i Svend Åge Madsens forfatterskab. Den blev udgivet første gang i 1989. Nu er den her i et genoptryk, hvor Aarhus og dens mennesker fortælles frem i Madsens forrygende og vilde univers.

Tøger Vendor er en ung mand, der efter en gruopvækkende oplevelse, får til opgave at fortælle menneskene. Her agerer han ”den uvidende fortæller” for Ikona Skovslet, som ikke kender menneskenes virkelighed. Helt uvidende er Tøger nu ikke, når han befolker Ikonas tanker med mennesker. Fortællingerne forgrener sig i et indviklet netværk af relationer, hvor deres indbyrdes familiebånd, forviklinger og ombytninger ikke altid tåler at komme frem i lyset. ”Verden er ikke den samme, når den først er fortalt”. Intet er det samme, når Madsen først har fortalt sin udgave af menneskene frem.

Den gennemgående figur Jaina, som er den kvindelige udgave af Jann, påtager sig en form for gudelig skabelse af menneskeslægten. Hun påtaler dog sit eget værk med en bizar kommentar, mens hun tørrer sveden af panden: ”Det kunne godt ligne et forrykt romanunivers”

Jeg-fortælleren er en næsten usynlig instans, som dog træder frem i fortællingen ved enkelte lejligheder. Den ubestemte person er ubeskrevet, men betragter ligesom på afstand og bagud i tid, hvordan begivenhederne udspilles, og det indviklede netværk af relationer væves ind i hinanden. Træk af erindring træder frem og vidner om det overblik den indskrevne fortæller har. Fx da personen med drømmende forelskelse sakser Ikonas digte fra avisen: ”Jeg klippede dem begge ud og har dem stadig.”

Madsens fortællestil kræver og udfordrer læseren med sine indviklede og skæve niveauer, hvor synsvinklen hele tiden skifter. Romanen indeholder ikke mindre end 126 personer, som alle er forbundne af vanvittige og fantasifulde hændelser. I den nye udgave har man valgt at udelade det omfattende person-relations-stamtræ, som ellers var vedhæng til romanen, da den blev udgivet i 1989. Det er desværre en kæmpe mangel, idet det efterlader læseren med unødig store anstrengelser for at få rede på de finurlige og mærkværdige forbindelser menneskene imellem.

Enden på Tragedie, som er Madsens seneste roman, fortsætter på flere måder det univers, som startes i ´At fortælle menneskene´. De to romaner har et tydeligt slægtskab, hvor både personer, tematikker og fremtidstosserier i Aarhusuniverset trækker gennemgående linjer i forfatterskabet. ´At fortælle menneskene´ lægger derved grunden for flere personer og fortælleforviklinger, som en evig række af Madsen-litteratur, der griber hinanden i halen. Det er imponerende fortællekunst.

´At fortælle menneskene´ er en klassiker og en af de bedste i Madsens række. Altså lige indtil ´Enden på Tragedie´ udkom i forbindelse med Madsens firs års fødselsdag i november 2019. Den nye er om muligt et endnu større værk. Endeløs i sin humoristiske opfindsomhed - uendelig i sin fortællekunst.