Vi skal have nye navne

Man får næsten ondt i maven af følelsesindtrykkene fra Bulawayos debutroman om pigen Darling fra Zimbabwes slum.

Darling stammer fra en landsby i Zimbabwe, som er blevet ødelagt under borgerkrigen, og derfor bor hun nu i slumbyen Paradise i et blikskur sammen med sin farmor. Hun får dagene til at gå med at lege med sine venner og navigere i en verden af håbefulde, frustrerede eller voldelige voksne og nysgerrige mennesker fra nyhedskanalerne eller NGO’er. For at få noget at spise stjæler hun sammen med vennerne guavaer, en sødlig frugt med en hård skal, der skal skrælles med tænderne og med kerner, som man får hård mave af at spise.

Hendes mor arbejder ved grænsen, mens hendes far er taget til Sydafrika for at arbejde. I det hele taget ligger håbet udenfor Paradise – i Sydafrika, Dubai eller USA, hvor mulighederne er større end hjemme. Og den mulighed får Darling. Som stor teenager rejser hun til USA for at bo hos sin tante Fostalina. Hun går i high school, men bliver også nødt til at arbejde for at tjene penge til familien derhjemme, som føles længere og længere væk, samtidig med at savnet ikke bliver mindre.

I kapitlet "Sådan levede de" gennemgår Darling livet som immigrant i USA, og det bekræfter mine tanker om, at det ikke må være nemt at være tilflytter til et andet land med anden kultur og andre normer end hjemme. ”Da de drøftede hvad de skulle gøre med de illegale, holdt vi op med at trække vejret, vi holdt op med at grine, vi holdt op med alt, og vi lyttede. Vi hørte: jobeksport, åbne grænser, kamp mod middelklassen, invasion, deportation, illegale, illegale, illegale. Vi bed os i tungen til vi fik blodsmag i munden, og sad anspændt på den ene balde fordi vi ikke turde sidde på dem begge, for hvordan skal man kunne sætte sig til rette når man ikke ved hvad morgendagen bringer?”. Jeg blev totalt overvældet af dette kapitel, jeg havde decideret ondt i maven.

Bogens store fortrin er helt klart sproget. Den er letlæselig uden at give afkøb på engagementet. Darlings oplevelser beskrives ret uromantisk, men det er samtidig også det, der gør dem så ægte. Bogen lægger sig i strømmen af bøger skrevet af afrikanske forfattere, der er flyttet til vesten, og den er nomineret til og har modtaget flere priser. Og jeg kan sagtens forstå hvorfor – det har været en stor læseoplevelse.