Bog

10 minutter til sengetid - lille enhjørning

Af (
2018
)

Anmeldelse

10 minutter til sengetid - lille enhjørning af Rhiannon Fielding

03 okt.18

Enhjørninger gør verden til et bedre sted. Og en billedbog med både enhjørninger og glimmer er ikke til at modstå.

I landet Slumre, hvor man bl.a. kan finde Smaragdlysningen, Den Drilske Å, Den Stinkende Sump og Den Ældgamle Skov, bor Glimt, den lille enhjørning, som er et smukt lille føl, med glitrende horn og skinnende hove. Hver aften når hun skal sove, er hun slet ikke klar til at blive puttet. Det forstår man godt, for det land, hvor enhjørningerne bor, er magisk, og skyerne er lavet af skumfiduser og sandet af lyserødt sukker.

Hendes far tæller minutterne, "Nu er der 10 min til sengetid", og for hvert minut tæller han ned. Men lille Glimt elsker at løbe gennem skoven, skræmme nisser og jagte feer i stedet for at gøre sig klar til at skulle sove. Hun møder trolde, drager og stjerneskud, men ender til sidst så langt væk hjemmefra, at hun ikke kan finde sin far. Heldigvis er enhjørninger magiske og kan ved at ønske sig noget få det til at gå i opfyldelse. Så lille Glimt ønsker sig hjem over regnbuen, som heldigvis er den måde, små enhjørninger altid kan komme hjem på.

Billedbogen er skrevet med henblik på at skulle putte sit barn, og historien er også fyldt med magi, glitter og regnbuer. Nedtællingen til at den lille enhjørning skal sove skaber en naturlig historie henimod, at barnet skal ligge i sin seng.

Rhiannon Fielding er børnebogsforfatter, og dette er hendes første bog, der er oversat til dansk. Medforfatter og illustrator Chris Chatterton har en baggrund som grafisk designer og arbejder freelance for flere store engelske forlag.

Børn fra ca. 3 år vil knuselske denne bog med glimmer, enhjørninger og alle regnbuens farver. Måden den er tænkt på som godnatlæsning er rigtig god, selvom glimmeret og enhjørningens nuttethed næsten overmander en.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Gry Kappel Jensen
Graphic
Chris Chatterton
ISBN
978-87-406-5169-0
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer