Ifølge loven : fire beretninger om mennesket

Solvej Balle præsenterer med romanen Ifølge loven fortællinger, som på forskellig vis undersøger, hvad der gør mennesket til menneske.


I denne roman møder vi 4 forskellige beretninger om 4 forskellige personer. Hver af de 4 karakterer er optaget af et eksistentielt projekt, der undersøger menneskeheden i mere eller mindre særegne dimensioner. Paragraf 1 omhandler biokemikeren Nicholas S., der muligvis har held med en banebrydende opdagelse omkring menneskeartens særkende; at definere hvilket stof, der holder mennesket oprejst.

I paragraf 2 møder vi Tanja L., der er jurist. Tanja L. føler skyld, idet hun påfører andre mennesker smerte, hvorfor hun selv drager ud for at finde smerten.

3. paragraf introducerer læseren for matematikeren René G, der i sin fascination af matematikkens mulighed for at skabe balance og symmetri selv forsøger at nedskrive egen identitet til et nulpunkt; at blive ingen.

Paragraf 4 omhandler skulptøren Alette V., der mister sin identifikation og sit tilhørsforhold med menneskeheden, i kraft af at menneskene omkring hende ikke søger at nå frem til ’tingenes’ eller ’verdens materiale’, sådan som hun selv gør. Der er ingen efterspørgsel på hendes bronzefigurer, da folk alene er interesseret i deres eget portræt i gips. Af den årsag trækker Alette V. sig tilbage og vil afklæde sig alle menneskelige træk i håb om selv at blive en ting. Som et led i denne proces testamenterer Alette V. sin krop til videnskaben og fryser sig selv ihjel for at blive fundet i værelset som blot en genstand blandt rummets andre genstande. En beslutning, der træffes, på baggrund af hvad Alette V. forstår som skæbnen:

”Dette var, hvad Alette V. forstod ved ordet skæbne. Verdens tilfældige indbrud i de menneskelige sanser. Ikke en hemmelig, styrende hånd eller en nøje tilrettelagt plan, men en simpel bevægelse, der genkendes fra utallige beretninger om menneskets indsigt i tingenes verden.”  

Det, der for Alette V. her kan defineres som en skæbnemæssig lovmæssighed, udgør baggrunden for hendes handling, hvilket paradoksalt nok koster Alette V. livet. Denne absurde handling virker på samme måde som ved de tre andre beretninger til at introducere en ikke alene eksistentialistisk men også individualistisk verdensanskuelse, hvor hvert enkelt menneske selv må konstruere en gyldig og meningsgivende tolkning af tilværelsen. Men bedst som man som læser umiddelbart forsones med denne forståelsesramme, bliver karakterernes handlinger bundet mere eller mindre implicit op på de introducerede lovmæssigheder, samtidig med at de knyttes til hinanden. Begge dele sætter en form for uundgåelig og determineret ramme. Dette sker eksempelvis, når Alette V.'s ellers isolerede beretning bindes sammen med fortællingen om Nicholas S. For Alette V.'s lig bliver højst sandsynlig det, som Nicholas S. obducerer, og liget er dermed helt afgørende for det videnskabelige projekt, Nicholas S. udfører.

Romanen introducerer hermed et tematisk spænd mellem det frie og uafhængige i modsætning til det determinerede og sammenbundne. Selvom de fire karakterers handlinger virker som et ønske om at træde et skridt nærmere menneskeheden, bevæger de sig paradoksalt nok hver især længere væk derfra gennem de isolerede og absurde projekter. Men fællesnævneren bliver deres sammenbundethed samt de forskellige lovmæssigheder, der er afgørende for projekternes skæbne.

Dette illustreres også ved karakteren Rene G., der efter sin matematiske overbevisning forsøger at nedskrive sin egen eksistens til et nulpunkt gennem en asketisk tilværelse i et aflukke fra verden i Basel. Projektet mislykkes, og da politiet anholder ham, indser han, at han ikke alene er en eftersøgt person men samtidig, at han har været iagttaget af et andet menneske, mens han troede han var usynlig. Dermed indhenter de menneskeskabte institutioner ham endnu engang, og han må ifølge loven anerkende uundgåeligheden af egen krop og mennesket som socialt væsen; at han i følge Galileis faldlov må ’bevæge sig med samme hastighed som andre legemer’. Denne balance er uundgåelig, og den opnås for Rene G. i et møde med ’kvinden med skakspillet’, sandsynligvis Tanja L. Sammenbundetheden er igen tydelig. Et brud fra fortællingen inden deres elskovsscene vidner om en samtidig opnået intethed, der tilfredsstiller Rene G.'s ambition om at blive ingen. Samtidig viser netop dette tekststykke, eller nærmere udeladte tekststykke, hvordan Ifølge Loven indeholder et væld af tomme pladser og sproglig konkrete eksperimenter, som læseren selv har til opgave at konkludere på.

Hvert enkelt projekt er kendetegnet af en særprægethed og en originalitet, der driver beretningerne til det absurde. Absurditeten er at finde i det urealistiske og overgjorte, som når Nicholas S. obducerer til lyden af Bach:

”I de næste minutter ventede Nicholas S. i en anspændt position få meter fra det svagt belyste obduktionsbord. Lyden af knoglesaven, der blev brugt til gennemskæring af kraniet, blandede sig med musikken, en koncert for tre cembali og strygere i d-mol og en svag klirren af metal.” 

Sammenstillingen af den makabre hændelse med den storladne klassiske orkestermusik virker netop absurd i sin kontrast, og denne kontrast er at finde på både et tematisk og formelt niveau. Fremstillingen er som her nøgtern og beskrivende, hvilket betyder, at læseren selv må drage konklusioner. 

Absurditeten er også at finde i den indlevelse og vægt de enkelte projekter får. Karakterernes optagethed af projekterne vidner om monisme – projektet får højeste prioritet. Derfor bliver deres beretninger så radikale, at de synes svært forenelige med virkeligheden, idet dialogen mellem individ og omverden bliver vanskelig. Fremmedgørelsen lurer dermed lige om hjørnet. 

Lovmæssigheden og de tråde og sammenhænge, der er mellem de fire beretninger, efterlader dog en form for forsoning, som tilføjer en mening til de ellers isolerede individer. Det er i dette spænd, at Ifølge loven skiller sig ud som formeksperiment og som velskrevet eksistentiel roman.
 

Stud mag. Julie Nørgaard

Kilder, links og centrale værker