Anmeldelse
Astas skygge af Eva Tind
- Log ind for at skrive kommentarer
Uhyre vellykket og smukt portræt af Asta Nielsen, som fødtes i armod, steg til berømmelsens højeste tinde, men døde i ensomhed. En rasende god læseoplevelse.
Tror du på tilfældet? Altså det der tilfælde, som har så meget substans og så meget indbygget mening, at det er lige ved, man ikke tør kalde det et tilfælde, men snarere må hælde til den lidt svævende overbevisning, at ”der er mere mellem himmel og jord”. I hvert fald sker det ikke så sjældent, at noget ret skelsættende tager sin begyndelse ved et rent og skært – tilfælde.
Forfatteren Eva Tind lejede for år tilbage en lejlighed på Gammel Kongevej. Det viste sig - tilfældigvis – at Asta Nielsen (1881-1972), den danske skuespillerinde som i sin storhedstid også gik under navnet Die Asta, var blevet født i det selv samme hus. Ydermere kunne Eva Tind konstatere, at Asta Nielsen havde fødselsdag den 11. september – samme dag som Evas egen mor, der – rent tilfældigt – også hedder Asta. Om sin opdagelse skriver Eva: ”Jeg er flyttet fra den ene Astas hus ind i den næste Astas hus. En tråd er spundet tværs gennem historien. ”
Dette bliver startskuddet til et omfattende arbejde og en stadigt voksende fascination fra Eva Tinds side. Hvem var egentlig Asta Nielsen – foruden altså en stor stumfilmsskuespillerinde? Og hvorfor fylder hun så lidt i den danske kulturhistorie, når hun på et tidspunkt var verdens bedst betalte filmstjerne? Hvordan kunne det gå til, at hun – som var en feteret diva, der færdedes i de allerbedste kredse – skulle ende med at leve sine sidste 30 år i ensomhed og anonymitet? Og endelig: Hvorfor og hvordan kunne hun efterlade sin datter, hvis faderlige ophav kun Astas selv kendte, i København, men hun selv skabte karriere i Tyskland?
Eva Tinds søgen efter og arbejde med mennesket Asta Nielsen har resulteret i denne bog, der ikke kategoriseres som en biografi, men derimod som et portræt, hvilket er væsentligt. Det er nemlig ikke ”kun” en bog om Die Asta, men også en bog om Eva og hendes vej igennem arkiver, møder, samtaler og lydoptagelser, der alle bidrager til portrættet af Asta Nielsen.
Lydoptagelserne er mere konkret telefonsamtaler mellem Asta Nielsen og hendes gode ven antikvar Frede Smidth, som sidstnævnte optog uden Astas vidende i årene 1956-59. Og heri gemmer sig naturligvis en etisk overvejelse, som dermed også bliver en del af fortællingen. Eva Tind har valgt at nedfælde nogle af disse samtaler, og uanset hvad man måtte mene om det, er det altså kostelig læsning! Her får divaen jo virkelig mæle, og hun udtrykker sig vidunderligt – både når hun giver den som krukke, som overklasserepræsentant, som patient og som mor.
Som forfatter har Eva Tind en særegen evne til skabe værker, der har en iboende og naturlig æstetik, og dette er også tilfældet med ’Astas skygge’. Det er et uhyre vellykket værk, der er skabt og formet på sine helt egne præmisser og med stor respekt for såvel Asta Nielsen som for alle andre implicerede.
En rasende god læseoplevelse. Tilfældigvis? Næppe.
Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser